Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Studieliv
Folketingsvalg — Hos de studerende er det klima, billigere boliger og fødevarepriser, der kan være afgørende for, hvor deres kryds skal sættes, når vi skal i stemmeboksen den 24. marts.
De første solstråler i marts har trukket en masse ivrige samfundsfaglige studerende ud i gårdene på CSS. Om lidt skal de fleste af dem til valg, og Uniavisens to studenterjournalister er taget ud for at undersøge, hvilke mærkesager der er vigtigst for de studerende, når de skal i stemmeboksen. Vi spørger dem også, hvad de ville spørge politikerne om, hvis de havde muligheden.
Hvad er det vigtigste for dig ved det kommende folketingsvalg?
»Det vigtigste for mig ved det her valg er uddannelsespolitik og i det hele taget boligpolitik – især inde i København.
Det er stort et problem huslejepriserne så meget og at der er store firmaer, der kommer ind og nærmest monopoliserer boligmarkedet.
Jeg tror, man skal gøre noget ved antallet af lejeboliger. Måske man skal indføre et huslejeloft.«
Hvad ville gøre en konkret forskel for dig som studerende?
»Det ville gøre en stor forskel for mig som studerende, hvis jeg kunne få en lavere husleje.«
Hvis du kunne stille politikerne et spørgsmål, hvad skulle det så være?
»Jeg ville spørge ind til, hvad man konkret vil gøre ved boligpriserne.«
»Vil man bygge flere boliger eller lave et huslejeloft?«
Hvad er det vigtigste for jer ved det kommende folketingsvalg?
Oskar Bjørkmann Jepsen: »Den vigtigste dagsorden for mig er klimaet. Både generel klimapolitik men også hvad man helt konkret har tænkt sig at gøre for at beskytte drikkevandet.«
Nicolai Mantzius: »Jeg er enig – grøn omstilling er også vigtigst for mig.«
Hvad ville gøre en konkret forskel for dig som studerende?
Oskar Bjørkmann Jepsen: »Det ville gøre en stor forskel for mig som studerende, hvis der blev gjort noget ved boligmarkedet.«
Nicolai Mantzius: »Ja, helt enig. Vi skal have flere boliger i København.«
Hvis I kunne stille politikerne et spørgsmål, hvad skulle det så være?
Nicolai Mantzius: »Hvordan ser de den grønne omstilling foregå i Danmark de næste 10 år?«
Oskar Bjørkmann Jepsen: »Hvordan får vi flere boliger i København?«
Hvad er vigtigst for jer ved det kommende folketingsvalg?
Linus Anton Rindsig Jensen: »Det er svært at koge det ned til en ting, men et af de vigtigste fokusområder for mig i den her valgkamp er vores uddannelsesinstitutioner. Særligt folkeskolen. Jeg tror ikke, jeg er helt enig i Mette Frederiksens forslag med et klasseloft, men jeg tror, det ville være en ide at give lærerne noget mere forberedelsestid.«
Laurits Riislund: »For mig er det særligt boligpriserne, som bliver ved med at stige i København. Nu har vi haft en socialdemokratisk ledet regering i rigtigt mange år, men priserne er bare fortsat opad. Så i den her valgkamp er jeg særligt opmærksom på, hvad politikerne siger om det.«
Hvad ville gøre en konkret forskel for jer som studerende?
Laurits Riislund: »Helt sikkert SU’en. Det er ikke fordi, jeg bare vil have mer’ mer’ mer’, men jeg synes, den burde følge den generelle prisudvikling. Så vidt jeg kan forstå, så står SU’en stille i forhold til andre prisudviklinger. Og det ville have en direkte effekt på min hverdag, hvis den blev sat op.«
Linus Anton Rindsig Jensen: Jeg synes, det er vigtigt at huske at have fokus på klimaet, særligt i en tid hvor internationale konflikter fylder en masse.«
Hvis du kunne stille politikerne et spørgsmål, hvad skulle det så være?
Laurits Riislund: »Der bliver tit diskuteret at sætte et prisloft på lejeboliger, men jeg tror, at vi er mange, som også er bekymret for, at priserne på ejerboligernes også er stukket af. Selvom vi tager en lang uddannelse, tror jeg, der er mange, som får svært ved at få råd til at købe en bolig i København. Så hvad vil man gøre ved det?«
Linus Anton Rindsig Jensen: »Hvis man satte en flok socialt udsatte danskere ud i ghettoområder, ville vi så ikke også se en stigning i kriminalitet hos dem? Jeg har svært ved at se kausaliteten i, at de udsatte borgere skulle være mere kriminelle, fordi de er indvandrere.«
Hvad er det vigtigste for dig ved det kommende folketingsvalg?
»Jeg synes, vi har snakket alt for lidt om klima – så det vigtigste for mig er helt sikkert klimaet.«
Hvad ville gøre en konkret forskel for dig som studerende?
»Jeg synes, fødevarepriserne er et rigtigt vigtigt emne, og det håber jeg, de vil gøre noget ved. Jeg synes, fødevarepriserne skal ned, særligt priserne på alt det sunde som frugt og grønt.«
Hvis du kunne stille politikerne et spørgsmål, hvad skulle det så være?
»Der er selvfølgelig mange udfordringer ved for eksempel maraton i København og Distortion, men jeg synes altid, det er helt vildt hyggeligt, når vi kan gå rundt på vejene. Det kunne jeg godt tænke mig noget mere af. Mit spørgsmål er derfor: hvad skal der til, for at vi kan få bilfri søndag i København?«
Hvad er det vigtigste for dig ved det kommende folketingsvalg?
»Jeg synes, det er vigtigt, at politikerne tænker lidt mere over de ulighedsskabende, økonomiske logikker, som virker både nationalt og internationalt. Og måske også, hvordan det påvirker klimakampen.«
Hvad ville gøre en konkret forskel for dig som studerende?
»Det ville gøre en konkret forskel at vi fik en SU, vi kunne leve af igen – hvis det da nogensinde har været sådan – og så at boligmarkedet ikke var så afhængig af, hvilken formue ens familie har.«
Hvis du kunne stille politikerne et spørgsmål, hvad skulle det så være?
»Hvem er det, I fører politik for? Hvor går grænsen? Er det dem, de ser som danskere, er det alle mennesker i verden, eller er det alle væsner på planeten? Det synes jeg er uklart.«