»Man tænker, man har regnet det hele ud, og der ikke er mere at se. Men det er der altid«

En ung mand sidder på en fortovscafe i en lille landsby i Andalusien og tænder nervøst den ene cigaret efter den anden. Landsbyen er primært kendt for tilbage i 1970’erne og 80’erne at lykkes med et kommunistisk bondeoprør, hvor beboerne formåede at overtage jordbesiddelser, som de siden har dyrket gennem kooperativer.

Manden er dokumentarinstruktør og er netop ankommet til byen Marinaleda sammen med producer Alberte Lyngbo. De har taget den lange togrejse fra Danmark til Spanien, fordi han skal pitche ideen til sin næste kortfilm. Problemet er bare, at det netop er gået op for ham, at der ikke er nogen ide.

Manden med cigaretterne hedder Adam Paaske. Han er filminstruktør og har en bachelor i antropologi fra Københavns Universitet og er ved at sætte sidste punktum sit speciale fra kandidatuddannelsen Visual Anthropology på Aarhus Universitet.

En rengøringsballet

Siden han var lille, har Adam Paaske været optaget af at observere og undersøge hverdagsritualer, og nu bruger han en blanding af antropologisk metode og sin egen kunstneriske inspiration til at lave dokumentarfilm.

Den 25. august får hans kortfilm Sweeping Beauty verdenspremiere på kortfilmsfestivalen Odense International Film Festival. Men da han sad ved det spanske cafébord med produceren, var det overhovedet ikke planen, at filmen skulle handle om rengøring af husfacader.

Filmen bringer to sociale praksisser sammen, som bliver placeret meget forskelligt i det sociale hierarki

Antropolog og instruktør Adam Paaske

»Det var jo så pinligt. Jeg havde hevet en producer med hele vejen til Spanien for at præsentere en ide, jeg ikke havde.«

Fra den lille café kigger Adam Paaske sig desperat omkring i håb om at blive ramt af inspiration eller et tegn. Han kan efterhånden ikke trække den meget længere.

»Jeg havde læst enormt meget op på det her samfund og vidste virkelig meget om byen og dens historie. Men det var der ikke kommet nogen klar filmisk vinkel ud af.«

Da Adam Paaske var halvvejs gennem sin anden smøg, faldt hans blik på en husfacade overfor. Foran døren hang nogle gardiner, som ledte instruktørens tanker i retning af et scenetæppe. Da en kvinde pludselig skød gardinet til side og trådte ud ad døren med en støvekost i hånden, fik han den følelse, at der netop nu udfoldede sig et teaterstykke for øjnene af ham.

»Hun begyndte på en meget udtryksfuld og yndefuld måde at rengøre sin husfacade. Det var meget teatralsk. Jeg opfattede det også som om, hun var meget bevidst om, at andre iagttog hende.«

Adam Paaske tog sin lille notesbog frem og noterede ordet ’rengøringsballet’. Han var kommet for at lave en film om en kommunistisk landsby, men vendte hjem med hovedet fyldt af ballet.

»Det er på en måde ret sigende for, hvordan mange arbejder antropologisk. Du tager et sted hen for at undersøge nogle fænomener, du på forhånd har læst op på, men der skal være plads til at ændre den overordnede plan i mødet med virkeligheden.«

At lave film uden et kamera

Adam Paaske har tidligere lavet en kortfilm, hvor han satte den danske sommerhuskultur under lup. En kultur som mange danskere, inklusiv ham selv, synes at kende udefra og ind, men som instruktøren alligevel formåede at opdyrke en fascination af.

»Det er jo faktisk interessant, hvorfor for eksempel bøgehækken skal klippes fuldstændig lige.«

»Man tænker, man har regnet det hele ud, og der ikke er mere at se. Men det er der altid.«

Og netop nysgerrigheden på alle de hverdagsfænomener, som udefra virker umiddelbare og måske banale, er en del af drivkraften i Adam Paaskes virke.

»Jeg finder simpelthen en glæde i at tilgå verden og den sociale virkelighed, vi lever i, som små scener i mere eller mindre dramatiske optrin. På den måde kommer jeg rundt om forskellige aspekter ved menneskelivet.«

Når Adam Paaske skal beskrive, hvornår han først blev optaget af filmkunsten, dukker et særligt minde op. Da han gik i de små klasser i grundskolen, og klokken ringede ud til frikvarter, gemte han sig ofte for læreren. Når alle børnene var suset ud for at lege i gården, og Adam Paaske var sikker på, der var fri bane, kravlede han ud fra sit gemmested under bordene og stillede sig i vindueskarmen, som havde udsigt over gården.

Her, højt hævet over sine klassekammerater på legepladsen, kunne han stå og observere de andre børns lege, gårdvagten med den hævede finger, bolden som blev sparket langt væk. Alle de små hverdagsinteraktioner var så interessante for syvårige Adam Paaske, at han kunne få hele frikvarteret til at gå med det.

»Som jeg ser det, var det, jeg lavede, en måde at lave film på uden kamera. Som jeg husker det, kunne jeg for eksempel zoome ind og ud med mine øjne: ind på et barn der græd, eller ud på to der jonglerede med en fodbold.«

Senere opdagede Adam Paaske kameraet og gik i gang med at lave film, men for ham er kernen ved at være til stede med et kamera, stadig muligheden for at kunne observere.

»Kameraet er min måde at komme tættere på virkeligheden og på andre mennesker. Med et kamera føler jeg mig på én gang helt til stede i og på afstand af det, jeg observerer. Kameraet muliggør, at jeg kan befinde mig i en fantastisk dobbelttilstand af afstand og nærvær.«

Filminstruktør og antropolog

Efter at være droppet ud af filosofi på Københavns Universitet, skulle Adam Paaske vælge uddannelse for anden gang, og han overvejede sociologi.

»Det var faktisk mine manglende matematiske færdigheder, der gjorde, at jeg endte på antropologi,« siger Adam Paaske med et smil.

»Jeg var meget lettet over at finde ud af, at antropologi er en faglighed, som ikke kun handler om at studere fjerne kulturer, som lidt var min fordom, men at det kan bruges overalt til at undersøge sociale aktører og fænomener.«

Det havde i virkeligheden været en meget stor splittelse i mig, om jeg skulle gå den akademiske eller den kunstneriske vej

Antropolog og instruktør Adam Paaske

I løbet af studierne gik det op for Adam Paaske, at dokumentarfilm og antropologi passer godt sammen. På tredje semester tog han sammen med fire medstuderende til øen Endelave for at lave en semesteropgave, som blandt andet skulle munde ud i et kunstnerisk produkt. Her placerede Adam Paaske sig hurtigt bag kameraet og observerede gennem objektivet, som han havde gjort så mange gange før. Produktet blev en klassisk, observerende dokumentarfilm med scener fra øboernes hverdagsliv.

»Det var meget heldigt, for det havde i virkeligheden været en meget stor splittelse i mig, om jeg skulle gå den akademiske eller den kunstneriske vej.«

I dag bruger Adam Paaske de ting, han lærte på sin uddannelse i antropologi, når han laver film. Han har stor opmærksomhed på, hvordan han arbejder med de mennesker, han retter kameraet imod, og hvordan han i højere grad kan inddrage dem. Og så tænker han det at tage på filmoptagelse som etnografisk feltarbejde, hvor han går ud i verden med et undersøgende og åbent blik.

»En af de vigtigste ting jeg har lært fra antropologien er, at jeg gerne må gå ud og stille spørgsmål og undre mig. Jeg er meget opmærksom på at være loyal over for min egen nysgerrighed. Jeg skal ikke give svar på noget. Jeg har en overordnet plan, men er klar på at blive overrasket og ændre kurs,« siger han og fortsætter:

»Desuden er jeg i løbet af min uddannelse blevet meget bevidst om, at kameraet også kan være med til at objektivisere folk – og af vigtigheden af en etisk praksis, hvor jeg indhenter samtykke løbende fra dem, jeg filmer.«

Det usynlige arbejde

De erfaringer tog Adam Paaske også med sig, da han lavede Sweeping Beauty. Han kom til den lille, spanske landsby med en viden om stedet og en meget løs ide. Og så så han sig nysgerrigt omkring, inden han endelig havde en plan for sin film.

Adam Paaske kalder sin kortfilm for »en etnografisk filmballet«, hvor det sagtens kan lade sig gøre at forvandle rengøring til ballet i klipperummet med hjælp fra Tjajkovskijs klassiske musik til balletten Tornerose (på engelsk The Sleeping Beauty).

I filmen bliver kvindernes rengøring af husfacader fremstillet som et morgenritual. Det begynder ved at de kommer ud ad døren én efter én, og så starter selve ritualet: Først en almindelig kost, så en lille støvekost, så er det kludens tur og til sidst en balje med vand.

»Det er et værk, som retter kameraet mod noget, nogen siger er usynligt arbejde, men som bliver synligt for os andre, når vi kaster filmisk lys på det.«

Mens han optog filmen, havde han en løbende dialog med kvinderne, for at gøre plads til deres input.

»Det var for eksempel en af kvinderne, Carmen, der foreslog at vi skulle lave en scene, hvor de kaster med vand.«

Filmen som samtalestarter

Snart har Adam Sweeping Beauty verdenspremiere på Odense International Film Festival. Den er blevet udtaget som en af 164 film ud af mere end 4.000 indsendte bidrag fra hele verden.

»Jeg føler mig rigtig glad, taknemmelig og stolt. Både på mine egne vegne, men også på vegne af alle dem, der har været med til at lave filmen – både foran og bag kameraet.«

Adam Paaske håber, at filmen kan være med til at sætte gang i en samtale om det usynlige arbejde, som mange, jo især kvinder, bruger tid på i og omkring hjemmet, men som sjældent bliver anerkendt.

»Jeg er meget spændt på, hvordan filmen bliver opfattet af et publikum. Filmen handler jo specifikt om rengøringsarbejde i en lille spansk landsby, men det spørgsmål, som jeg ønsker at stille med filmen, berører ikke blot indbyggerne i landsbyen, men os alle,« siger instruktøren.

»Jeg håber, det er tydeligt, at jeg i filmen bringer to sociale praksisser sammen, som bliver placeret meget forskelligt i det sociale hierarki, nemlig ballet og rengøring, og så håber jeg, man bagefter sidder tilbage med spørgsmålet om, hvilke typer arbejde, der fortjener applaus.«