Rektors velkomsttale til de nye studerende

Det talte ord gælder

Kære studerende!

Velkommen til årets bedste dag på Københavns Universitet.

Dagen, hvor luften over universitetet sitrer af tro, håb og videnskab.

Dagen hvor universitetets gamle ørn deroppe drikker sin årlige energidrik af friskpressede uddannelsesdrømme – og er ved at lette af bar begejstring.

Dagen, hvor dekaner og rektorat smiler så store smil, at de kunne forsyne fem forslugne datacentre med glad elektricitet.

[rektor præsenterer dekaner og universitetsledelse]

Nej, vi følger ikke moden. Vi søger sandheden.

I har nok bemærket kapperne.

Nej, vi følger ikke moden. Vi søger sandheden.

Jeg kan berolige jer med, at vi har slækket på vores dresscode siden middelalderen.

Ifølge KU’s gamle love fra 1479 skulle rektor være iført »pelskrave om vinteren« og »en silkeklædning om sommeren«

Og en pedel skulle altid gå foran rektor … med en stav.

Jeg er glad for, at jeg ikke længere skal have silkekappe på og pedel med i fitnesscenteret.

LÆS OGSÅ: Fra middelalder til moderne masseuniversitet

Alligevel blev jeg sidste efterår ramt af en krise nede i mit lokale SATS.

Det var ved skrå bænkpres. Altså øvelsen, hvor man fra skråliggende position skal løfte en vægtstang op i strakte arme.

Jeg var nybegynder og havde været lidt for ambitiøs med vægtskiverne.

Jeg kunne simpelthen ikke løfte stangen.

Men så skete der noget smukt. Ud af det blå kom to gutter susende og løftede stangen væk, mens de grinede: »Vi kan da ikke ha’, at rektor bliver mast«.

Det er den slags små hverdagshandlinger, der viser opmærksomhed og viser forståelse for andre.

At se dem, der mærker presset.

Sluk for Snapkortet. Det viser kun, hvor du ikke er.

At hjælpe dem, der mærker presset.

Det gælder i høj grad jer.

Særligt her i studiestarten, når I bærer selve himmelhvælvingen på jeres skuldre.

Belastningen fra opskruede forventninger.

Og tvivlen, der kan lægge sig tungt over brystet som en vægtstang.

Hjælp hinanden med at tage nogle kilo væk fra forventningspresset og den tyngende tvivl:

• Er jeg kommet ind på det »rigtige« studie?
• Har jeg brugt mit snit »rigtigt?«
• Har jeg valgt det »rigtige« outfit i dag?
• Bliver jeg inviteret til de »rigtige« fester med de »rigtige« mennesker?
• Får jeg nogensinde råd til en lejlighed i det »rigtige« postnummer?

Sluk for Snapkortet. Det viser kun, hvor du ikke er.

Tænd for den taktile tilstedeværelse.

Et opmærksomt blik har stor betydning.

En hjælpende hånd kan redde en rektor.

Gør noget aktivt. Gør noget sammen.

Gør noget, der giver en følelse af at »høre til«.

Det behøver ikke være fagligt.

LÆS OGSÅ: Fejr dine fejl – og ni andre ting jeg gerne ville have vidst, da jeg startede på uni

Dyrk fitness sammen.

Eller hjernegymnastik, brætspil og backgammon.

Slap af til morgenyoga eller filmaften.

Formålet er næsten ligegyldigt.

Men det er fællesskabet ikke.

Til jer der er vokset op i de rigtige postnumre.

Til jer, der kan tage hjem til mor & far for at få rigtig mad.

LÆS OGSÅ: Guide: Sådan starter du på uni, når du ikke kommer fra et akademikerhjem

Til jer, der ikke rigtigt synes I har brug for nye venner, oven i alle dem fra folkeskole, efterskole, gymnasie og højskole:

Fællesskabet skal ikke være en lukket fest – men en åben dør.

Frisind giver mere overskud end friværdi.

»Ja, ja, rektor. Alle de råd er da fine nok«

Men hvad så med de tunge problemer ude i verden, som næsten er ubærlige?

Krig i Europa og Mellemøsten.

Demokratiet og NATO på vej på pension.

Lillesøster på vej mod værnepligten.

Hele Europa forvandlet til et museum over svundne tider.

Sydeuropa forvandlet fra sommerferieparadis til brandzone.

Klimakurver på katastrofekurs. Dyrearter, plantearter, der forsvinder.

Og hvad med AI? Er akademikere også blevet en truet art?

Nej, der ER brug for jer til at løse alle planetens problemer.

Og nej, AI tager IKKE jeres job.

LÆS OGSÅ: Drastisk fald i ansøgninger til KU’s datauddannelser: »De unge handler på en forkert mavefornemmelse«

Jeg ved godt, I måske er trætte af høre den efterhånden obligatoriske opsang om kunstig intelligens ved de klassiske overgangsriter, hvor man går fra en livsfase til den næste.

Konfirmation og 18-års fødselsdag, translokation og studenterfest – og nu også i dag.

Ofte med jeres forældre eller en rektor i rollen som teknologiforskrækket dommedagsprædikant, der drømmer sig tilbage til dengang, der var telefoner med drejeskive og man kunne glæde sig hele ugen til Anders And-bladet kom om mandagen.

Jeg er hverken dommedagsprædikant eller tilbeder af tech-guden.

Men jeg tror ikke det hjælper at føre strudsepolitik, stikke hovedet i jorden og vente på at AI forsvinder.

I skal kunne mestre en verden, hvor der er AI overalt. Men det betyder ikke at I skal bruge AI overalt.

AI kan mange ting.

Læse et helt bibliotek på få sekunder.

Skrive et referat af den samlede verdenshistorie på tyve linjer.

Eller endda knække koden til en ellers uløselig matematisk formel.

Men der er også noget AI ikke kan.

AI kan løse en afgrænset opgave, men ikke det samlede problem.

Fikse kodestumpen, men ikke sikre systemet.

Komme med svaret, men ikke stille spørgsmålet.

LÆS OGSÅ: Uni-lingo: Din ordbog til Københavns Universitet

Lad mig fortælle en lille historie.

Der var engang, for ikke så mange år siden, en af vores fysikstuderende, Albert Sneppen, som sad i coronaisolation på sit kollegie med en god ven og en flaske vin.

De sad og beundrede stjernehimlen mens Albert forsøgte at forklare universets sorte huller. Det lykkedes ikke helt.

Men så faldt Alberts blik på en rispapirlampe fra IKEA og han forestillede sig et sort hul – og ideen faldt på plads, så enkel og smuk som sandheden ofte er.

Lige dér fandt han på en teori, om hvordan sorte huller virker som spejle.

LÆS OGSÅ: Universets sorte huller er albertformede

Den historie siger noget om hvad mennesket kan – hvad videnskaben kan – og maskinen ikke kan.

Evnen til at forfølge tilfældige indskydelser eller underlige forsøgsresultater.

Evnen til at tænke vilde tanker på kryds og tværs

Evnen til at forestille sig en radikalt ny forståelse af verden.

Evnen til – at undre sig.

Og historien siger ikke mindst noget om hvordan en samtale mellem to venner under stjernehimlen kan noget helt særligt.

LÆS OGSÅ: Anja C. Andersen fik at vide, at hendes drøm var urealistisk. Heldigvis var hendes snit for lavt til den fornuftige plan

Uddannelse, det at blive klogere og kunne bruge det til noget, er ikke en solopræstation, det er en holdsport.

Jo, man skal også træne alene, men brikkerne falder ofte først på plads sammen med andre:

Snakken i kollegiekøkkenet hvor man forsøger at forklare hvad man læser.

Studiegrupper, hvor man knækker en fælles nød og nyder godt af forskellige indfaldsvinkler.

Undervisningen, hvor det ikke er os forskere der uddanner jer studerende.

Men det er os alle der bliver klogere – sammen.

Som underviser har jeg ofte prøvet, at de studerende stiller et godt spørgsmål i timen.

Engang i mellem er mit bedste svar »Det ved jeg ikke. Det må jeg lige tænke over til næste gang«.

Den samtale kræver – som al undervisning – tillid mellem underviser og studerende.

AI udfordrer den tillid, særligt hvis vi tror på alt for skråsikre svar om alt for usikker viden.

Nu skal vi i gang med en anden ting AI IKKE kan, et klassisk ritual her på Københavns Universitet:

Det symbolske håndtryk.

Med håndtrykket immatrikuleres I som borgere i den akademiske republik.

Altså: får jeres navn indskrevet her på adressen.

Til den øvelse – med flere tusind gentagelser – får jeg heldigvis en håndsrækning af prorektor for uddannelse, Kristian Cedervall Lauta.

Håndtrykket betyder, at I lover at overholde KU’s gamle love fra middelalderen, skrevet på latin.

Der står egentlig bare:

Opfør jer pænt og pas på hinanden.

Men jeg synes vi skal give hinanden hånd på noget mere:

Se dem der mærker presset.

Hjælp dem der mærker presset.

Drop AI’s lette løsninger og øv jer i de svære spørgsmål.

Og det allervigtigste: Husk nu at sætte jer under stjernehimlen med jeres studiekammerater og sæt fuld smæk på den brede undren.

Velkommen på Københavns Universitet til årgang 2026.