Først da Nana Wesley Hansen droppede sin strategi, fandt hun sin vej på Statskundskab

Da Nana Wesley Hansen begyndte på Statskundskab i 1998, kendte hun ingen.

Sammen med resten af årgangen blev hun budt velkommen i et stort auditorie øverst i KU’s daværende bygninger i Rosenborggade. Her forsøgte hun at danne sig et indtryk af de mennesker og det studie, der ventede hende.

»Jeg var enormt spændt og enormt nervøs den første dag og vidste simpelthen ikke, hvad det var, jeg gik ind til,« siger Nana Wesley Hansen.

Det beroligede hende, at de andre studerende ikke alle så ens ud, og at nogle af dem var ældre end hende.

Under velkomsten lavede tutorerne en joke, hvor de lod som om, at de ville uddele en pris til den studerende, der havde det højeste karaktergennemsnit. Det fik en af de nye til at afsløre sit tårnhøje snit.

Nana Wesley Hansen husker episoden som et tidligt tegn på den præstationskultur, hun skulle lære at navigere i.

»Der var den her kombination af faktisk at blive budt velkommen i et fællesskab, men samtidig var der også sådan en lille præstationsusikkerhed hele tiden. Hvad er det egentlig lige, det her går ud på?«

Præget af senere prorektor

Nana Wesley Hansen var 21 år, da hun begyndte på Statskundskab. Hun havde oprindelig overvejet Østeuropastudier, for de politiske forandringer i Europa optog hende meget. Berlinmuren var faldet, og de østeuropæiske lande nærmede sig EU.

Men en dag læste hun et debatindlæg om Europa af Lykke Friis, der på daværende tidspunkt var forsker og senere blev prorektor på Københavns Universitet, og lagde mærke til, at hun havde læst statskundskab.

»Der tænkte jeg: Okay, jeg vil gerne arbejde med sådan noget. Det er virkelig fedt,« husker Nana Wesley Hansen.

Samtidig virkede Statskundskab som det tryggere valg. Østeuropastudier var et lille fag, mens Statskundskab havde mange studerende og et ry for at føre til gode job.

Begge hendes forældre havde akademiske uddannelser, men ingen i familien var forskere, og hun vidste ikke meget om universitetsverdenen. Hendes mor var oprindelig uddannet sygeplejerske og tog senere en universitetsuddannelse, som gav hende bedre muligheder for at forsørge sine to børn.

Derfor var uddannelse i familien først og fremmest en vej til et arbejde.

»Der var en ret tydelig forventning om, at du skal uddanne dig, fordi det var en billet til at komme ud og få et job. Ikke til at blive hængende inde på universitetet i et eller andet forskerhalløj,« siger Nana Wesley Hansen.

En optimistisk generation

Interessen for Europa prægede Nana Wesley Hansens første år på studiet, og hun regnede længe med, at hun efter uddannelsen skulle arbejde med international politik.

Når hun ser tilbage, føler hun, at hun tilhørte en politisk optimistisk generation.

»Der var en idé om, at vi var på vej ind i et Europa, som ville integrere mere og mere. Den internationale orden ville blive stærkere, og WTO og alle de der organisationer ville blive stærkere,« siger hun.

På studiet fyldte politik naturligt meget blandt de studerende. Mange havde været politisk aktive, siddet i elevråd eller engageret sig i foreningsarbejde, inden de begyndte på Statskundskab. Der var derfor mange aktiviteter og foreninger uden for studiet.

Der stod jeg virkelig i Netto og tænkte over, hvad man kan gøre med en dåse tomater og det billigste rugbrød til fem kroner

Nana Wesley Hansen, lektor og vicecenterleder på FAOS – Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier

Nana Wesley Hansen var samtidig heldig med det hold, hun kom på, og allerede fra begyndelsen arrangerede de julefrokoster og andre sammenkomster.

De begyndte også at tage på ture til Sverige, hvor de kunne låne et hus gennem en af de studerendes forældre. Turene er fortsat næsten hvert år siden, og flere af hendes venner fra dengang er stadig en del af hendes liv.

»På den måde, synes jeg egentlig, at det var et ret åbent studiemiljø,« siger Nana Wesley Hansen.

Men præstationsstemningen forsvandt ikke. Flere af hendes medstuderende havde en klar forestilling om, hvad de skulle bruge uddannelsen til. De fik hurtigt studierelevante job og begyndte at bygge en karriere op ved siden af studiet. Selv var Nana Wesley Hansen mere søgende.

»Jeg var supergenert«

I slut-90’erne, da Nana Wesley Hansen begyndte på universitetet, var forholdet mellem studerende og undervisere begyndt at bløde op i forhold til tidligere. Man måtte ryge flere steder indenfor, og hun husker, hvordan undervisere ofte stod på gangen og røg sammen med de studerende.

Men alligevel var der en faglig distance. Undervisningen foregik ved, at underviseren stillede et spørgsmål ud i lokalet, hvorefter de samme fire-fem studerende rakte hånden op.

»Jeg var supergenert. Det turde jeg overhovedet ikke. Min akademiske selvsikkerhed var i virkeligheden ikke kæmpestor i studietiden,« siger Nana Wesley Hansen.

Det ændrede sig, da holdet fik en yngre underviser i international politik. Han delte de studerende op i grupper, lavede øvelser og bad bestemte personer om at svare frem for at vente på de sædvanlige hænder.

Pludselig hørte Nana Wesley Hansen også de medstuderende, der normalt var tavse. Hun opdagede, at de andre også kunne være generte eller have en dag, hvor de ikke havde fået læst.

»Det blev ligesom okay. Så kunne vi alle sammen deltage, og så kom der også alle mulige guldkorn fra folk, der ikke nødvendigvis sagde noget til hverdag,« siger hun.

De studerende på holdet blev så begejstrede, at de indstillede underviseren til en undervisningspris.

»Pludselig var der en, der kerede sig om, at vi faktisk lærte noget, og som oprigtigt gerne ville i dialog med os.«

Undervisningen gav Nana Wesley Hansen større faglig selvtillid. Hun begyndte at sige noget i timerne og turde efterhånden også deltage mere i andre fag.

»Jeg blev en mere moden studerende i løbet af studiet og derfor også modigere. Og jeg fik det fagligt sjovere, jo længere jeg kom, fordi jeg turde deltage mere.«

En ny retning

Efter de første tre år forestillede Nana Wesley Hansen sig stadig, at hun skulle arbejde med international politik. Hun kom i praktik hos Rambøll Management, som arbejdede med internationale projekter.

Men praktikopholdet fik hende til at indse, at det alligevel ikke var den vej, hun ville.

Efter bacheloruddannelsen drejede hun i stedet mod organisationer, arbejdsmarked og køn. Sociologi, som hun ikke havde overvejet, da hun søgte ind på universitetet, blev et af de fag, hun fandt mest spændende.

»Jeg lavede et kæmpe skift efter bacheloren. Så der har slet ikke været sådan en rød tråd fra, hvad jeg startede med, til jeg sluttede,« siger Nana Wesley Hansen.

Frihed til at fjumre

Ved siden af studiet arbejdede Nana Wesley Hansen blandt andet som tjener. Da hun efter et udlandsophold skulle skrive speciale, havde hun en periode uden studiejob, og økonomien blev stram.

»Der stod jeg virkelig i Netto og tænkte over, hvad man kan gøre med en dåse tomater og det billigste rugbrød til fem kroner,« siger hun.

Selvom de studerende havde seks års SU og endnu ikke var omfattet af en fremdriftsreform, var forventningen ifølge Nana Wesley Hansen, at man blev færdig på fem-seks år og undervejs skaffede sig praktik, udlandsophold og studierelevant arbejde.

Men når Nana Wesley Hansen i dag ser ansøgninger fra studerende, oplever hun alligevel, at kravene er blevet skærpet.

»Det er, som om skruen bare er blevet drejet endnu mere.«

Sammenlignet med sin egen studietid vurderer Nana Wesley Hansen også, at nutidens studerende har mindre plads til faglige omveje.

»Der er lidt mindre råderum til lige at fjumre lidt. Og i virkeligheden er det forkert at sige, for det er meget sjældent at fjumre. Det er jo i virkeligheden at afsøge nogle ting,« siger hun.

Netop når man er søgende, kan studerende opdage nye faglige interesser og kombinationer, mener hun. Derfor efterlyser hun mere ro til at prøve sig frem.

»Det måtte der godt være noget mere ro til, for jeg tror faktisk godt, at de studerende kan forvalte det. Og jeg tror, der kan komme noget enormt kreativt ud af det.«

Drop strategien

På et studium, hvor Nana Wesley Hansen til tider følte sig fagligt usikker, blev relationerne til de andre studerende et fast holdepunkt.

»Noget af det, der har været nøglen til min egen succes, er at bruge noget tid på det sociale og faktisk få skabt nogle gode relationer,« siger hun.

Fællesskabet gjorde studiet sjovere og hjalp hende gennem de perioder, hvor det faglige var svært. Først mange år senere gik det op for hende, at flere af de studiekammerater, hun dengang opfattede som sikre og fagligt stærke, også havde tvivlet på sig selv undervejs.

Så når Nana Wesley Hansen ser tilbage på sin studietid, ville hun ønske, at hun fra begyndelsen havde været modigere og tidligere havde valgt fag efter interesse.

»Jeg syntes selv, at jeg tænkte enormt strategisk de første tre år, men jeg endte jo med at lave en drejning, så det var fuldstændig ligegyldigt, alle de der strategiske ting, jeg havde rendt rundt og lavet. Måske hvis jeg havde lyttet til mig selv mere, var det kommet hurtigere til mig.«