Studiet er et fuldtidsarbejde. Hvorfor er det ikke længere nok?

Vi skal hurtigere i uddannelse. Hurtigere igennem uddannelsessystemet. Og hurtigere ud på arbejdsmarkedet.

Det er budskabet, vi unge igen og igen hører fra politikerne. Men samtidig bliver vilkårene for studerende forringet.

Hvordan hænger det sammen?

I forslaget til finansloven for 2027 vil regeringen fjerne SU’en for hjemmeboende studerende, hvis forældre tjener mere end 710.000 kroner om året. Samtidig foreslås et beskæftigelseskrav for at få ret til dimittenddagpenge.

Fra januar 2027 reducerer SU-reformen desuden antallet af SU-klip fra 70 til 58 for studerende, der er begyndt på en ny videregående uddannelse den 1. juli 2025 eller senere.

Hver ændring kan diskuteres for sig. Men har nogen overvejet, hvad de tilsammen betyder for os studerende?

Studiejobbet bliver en betingelse

Jeg begyndte selv på jurastudiet på Københavns Universitet i 2025. Jeg valgte sabbatåret fra, fordi jeg vidste, hvad jeg ville: læse og uddanne mig. Og det valg har jeg ikke fortrudt.

Men allerede fra første studiedag oplevede jeg, hvor meget studiejobs fylder.

Hvor vil du gerne arbejde? Hvilke erfaringer skal du have? Hvordan sikrer du dig de bedste muligheder efter studiet?

Et relevant studiejob bliver hurtigt noget, man bør have på sit CV. Det forstår jeg godt. Studiejobs giver erfaring, netværk og mulighed for at omsætte teori til praksis.

Men der er forskel på, at et studiejob er en mulighed, og at det bliver en betingelse for økonomisk sikkerhed efter studiet.

Med regeringens forslag om et beskæftigelseskrav risikerer vi, at endnu flere studerende føler sig presset til at arbejde ved siden af deres uddannelse.

Men hvad med dem, der ikke får et studiejob? Ikke fordi de mangler ambitioner, men fordi de ganske enkelt ikke bliver valgt blandt ansøgerne.

Skal deres økonomiske sikkerhed efter flere års uddannelse afhænge af det?

For hvornår blev det ikke længere nok bare at være fuldtidsstuderende?

Ingen plads til at vælge forkert

Vi skal passe undervisningen, læse til eksamen og gennemføre på normeret tid. Samtidig forventes vi i stigende grad at opbygge erhvervserfaring, inden vi overhovedet er færdiguddannede.

Med færre SU-klip bliver der mindre økonomisk plads til at vælge om, hvis man opdager, at man er begyndt på den forkerte uddannelse.

Problemet er ikke den enkelte reform eller tiltag. Problemet er summen af dem

Vi skal altså vælge hurtigt, gennemføre hurtigt og helst arbejde imens. Alt sammen med mindre plads til at vælge forkert.

Jeg valgte selv at gå direkte fra gymnasiet til universitetet, fordi jeg oprigtigt havde lyst til at studere. Og da jeg startede, oplevede jeg faktisk uddannelsesvejen som attraktiv.

Men jeg kan godt forstå dem, der vælger anderledes. For forestil dig, at du lige er blevet student.

Du kan tage et sabbatår, arbejde, spare penge op og overveje din fremtid. Eller du kan begynde direkte på universitetet, hvor du skal præstere fagligt, konkurrere om studiejobs og forholde dig til økonomiske vilkår, der løbende bliver ændret.

Er det så mærkeligt, at nogle unge vælger at vente?

Gør uddannelsen værd at vælge

Selvfølgelig skal der stilles krav til studerende, men der er forskel på at stille krav og på at gøre det sværere at prioritere det, der burde være vores vigtigste opgave: at uddanne os.

Problemet er ikke den enkelte reform eller tiltag. Problemet er summen af dem.

Den ene ændring reducerer den økonomiske støtte. Den næste stiller krav om beskæftigelse. Den tredje giver mindre plads til at vælge om.

Alt imens vi får at vide, at vi skal skynde os. Så kære politikere:

Hvis I vil have flere unge hurtigere i uddannelse, så begynd med at gøre det attraktivt at vælge uddannelsen til.

Giv os stabile rammer og mulighed for at prioritere vores studier. Og lad studiejobs være en mulighed frem for en betingelse for økonomisk sikkerhed.

For I kan ikke både kræve, at vi skynder os ind på universitetet, og samtidig gøre det mindre attraktivt at være der.