En lille analyse af Studenterrådets valgplakater, der vil have bederummene tilbage

Årets universitetsvalg står for døren, og de studerende har skudt valgkampen i gang.

Da jeg forleden stemplede ind på Søndre Campus, blev jeg mødt af valgplakater fra Studenterrådet. Heriblandt to plakater som protesterer over, at Københavns Universitet (KU) sidste år lukkede de såkaldte stillerum. Hvis man imidlertid tror, at protesten handler om, at KU har lukket nogle rum, som skulle facilitere udsatte studerende, tager man fejl.

Det har aldrig reelt handlet om studerende med funktionsnedsættelser. Den politiske kamp for at få rummene genåbnet, er derimod religiøs. Glem diagnoserne – det handler om islamisk teologi og rituel praksis.

Hvordan kan jeg vide det, tænker du måske? Her kommer plakaterne ind i billedet.

En analyse af plakaternes budskab vil være på sin plads. Da jeg igennem årene har tænkt og skrevet en del om stillerummene og senest bidrog som ét blandt flere ’ekspertvidner’ til KU’s arbejdsgruppe og rapport om stillerummene, er det en oplagt lejlighed til at følge op på sagen og dens nuværende udtryk og ræsonnementer.

Her følger mit første forsøg udi genren valgplakatsanalyse.

Bedetæppets plakat

Den ene plakat har teksten »Et universitet med rum til alle« – hvor ordene ’rum’ og ’alle’ har en anden farve, pink, end sætningens andre ord, der står med sort. De to ord træder således frem og danner det visuelle ordspil »rum alle«. Nederst på plakaten læser man ordene »Stillerum tilbage!« Man kan næsten høre kampråbet til en demo for sit indre øre – stillerum med udråbstegn!

Teksten siger »stillerum«, men tegning og kontekst siger »bederum«

Imellem teksterne optræder i pink og okker en tegning af et persisk tæppe. Frynserne, borten, det arabeske slyngmønster omkring den store midtermedaljon gør det stereotypisk genkendeligt. Med plakatens krav om at genåbne stillerummene bliver motivet mere tydeligt – det er ikke bare et persisk tæppe, men et muslimsk bedetæppe. Dermed bliver forskydningen mellem ord og billede bemærkelsesværdig. Teksten siger »stillerum«, men tegning og kontekst siger »bederum«. Rummet på HUM var i øvrigt belagt med et smukt persisk tæppe.

Københavns Universitets interne undersøgelse af stillerummene viste da også, at rummene fortrinsvis blev brugt til muslimsk bøn af deres relativt få brugere. Alle rummene på KU var på forskellig vis præget af islamisk praksis, såsom reglement med forbud om billeder af levende væsner, forbud mod skotøj, gardiner eller rumskillere, så bønnen kunne kønsopdeles med videre. Alt i alt ville det nok have givet mere mening at bruge det udtryk, som ’stillerum’ de facto refererer til, nemlig ’bederum’ – til islamisk bøn vel at mærke. På plakaten forbliver denne religiøse dimension usagt sprogligt, men råbt ud visuelt og via kontekst.

Islamofobiens plakat

Den anden plakats kommunikation er helt anderledes. Den signalerer tydeligt, at det handler om islam. Med fede typer læser man »Et KU uden islamofobi« – med streg under islamofobi. Her er den fulde tekst:

KU lukkede i slut 2025 alle universitetets stillerum. Det ser vi i Studenterrådet som et klart knæfald for et politisk pres fra en islamofobisk dagsorden. På vores universitet skal der være plads til alle. Derfor kæmper Studenterrådet selvfølgelig for de studerendes ret til værdige og passende lokaler at bede i. Universitetet  skal beskytte sine studerende og den lige adgang til frie læringsinstitutioner – især når politikere ønsker at gøre akademia mindre tilgængeligt for udvalgte befolkningsgrupper. I Studenterrådet står vi last og brast med den akademiske frihed og vores muslimske medstuderende. Derfor skal stillerummene selvfølgelig genindføres.

Vanen tro skyr fortalerne for disse rum termen ’bederum’, men det snerper unægtelig derhenad, når plakaten taler om »værdige og passende lokaler at bede i.« Med andre ord: bedelokaler. Jeg bemærker, at ét af de gængse argumenter for rummenes multifunktionalitet – at det også er for kristne, jøder, hinduer, mindfulness’ere og studerende med funktionsnedsættelser med flere – er helt opgivet.

Teksten bruger ganske vist stadig et mangfoldighedsargument om et universitet med »plads til alle«, men afslutningen toner rent flag: det handler nemlig om »vores muslimske medstuderende«.

Intentionen er utvivlsomt at signalere solidaritet, men formuleringens paternalisme ligger lige under overfladen. Udsigelsesstrukturen sætter reelt et skel mellem et talende ’vi’ og et ’dem’, som dette ’vi’ erklærer sin solidaritet med. Muslimerne omtales stadig – de optræder i tredje person flertal. I klassisk arabisk grammatik kaldes tredje person-termen rammende for al-ghāʾib, ’den fraværende’.

Det er slående, at et mindset, der er så bevidst om stereotypificering og ensgørelse af muslimer, selv bidrager til samme

Hvis jeg var studerende, der tilfældigvis havde muslimsk baggrund og en forkærlighed for kritiske teorier om sprog og magt, ville jeg med god grund kunne føle mig omklamret af denne ikke-muslimske paternalisme, der tydeligvis implicerer, at alle muslimske studerende »selvfølgelig« ønsker et stillerum at bede i. Det er slående, at et mindset, der er så bevidst om stereotypificering og ensgørelse af muslimer, selv bidrager til samme – endda til fordel for den mere fromme og praktiserende del af islam.

Man må spørge sig selv: Hvor bliver de muslimske medstuderende af, som er ligeglade med stillerummene eller ligefrem foretrækker, at de forbliver lukkede? Muslimer, for hvem universitetet er et sekulært frirum? For hvem de mere eller mindre subtile remindere til bøn udgør en form for indre mission?

Sådan bliver et ønske blandt særligt praktiserende muslimske studerende til et ønske, som alle muslimske studerende forventes at have. Men på et universitet med »plads til alle« burde der vel også være plads til dem, der vil have sig frabedt at få deres studenterpolitiske holdninger udledt alene på deres religiøse baggrund.

Tekstens centrale og kontroversielle budskab handler om islamofobi. Det er kontroversielt, dels fordi der reelt er tale om en diskriminations- og racismeanklage og dels fordi begrebets status er kontroversielt og omtvistet i forskningen.

Ordet står midt på plakaten med store typer i understregning: »ET KU UDEN ISLAMOFOBI«. Dét er blikfanget, som så udfoldes i teksten. Her kan vi erfare, at lukningen af stillerummene er et »klart knæfald for et politisk pres fra en islamofobisk dagsorden.«

Den politiske kommunikation er ikke ueffen, den markante påstand er samtidig understøttet af allitterationer med de dobbelte k’er og p’er i »klart knæfald« og »politisk pres«. Der er også noget fraseologisk ekko på spil med ordet »knæfald«. Alle, der har hørt islamkritikere (her: islamofober) tale, kender udtrykket om ’knæfald for islam’, men her generobres frasen med omvendt fortegn. Nu er knæfaldet ikke for islam, men for islamofobien.

Fra multifunktion til muslimsk funktion

Meget blæk er blevet spildt på islamofobi-termen. Selv mener jeg (og en del forskerkolleger), at termens våbengørelse af nogle af verdens mest repressive stater og forbund samt dens sammenblanding af gængs kritik af religion med racisme og diskrimination af mennesker, er centrale og lødige kritikpunkter. Dette og den begrebsinflation, som også er blevet en del af begrebet, hvor kriterierne og barren (link til Weekendavisen kræver login, red.) er blevet så omfattende og lave, at enhver normkritisk religionsanalyse gør én skyldig i islamofobi. I de mest magtfuldkomne og tautologiske eksempler vil selv et spørgsmålstegn om islamofobi-begrebet være et bevis på islamofobi.

Stillerumsaffæren synes her at være et særdeles passende eksempel på såvel våbengørelsen som den lave barre. Studenterrådets anklage er altså, at Københavns Universitets (og SDU’s) nedlukning af rummene er islamofobi betinget af politisk pres.

Jeg skal ikke her kaste mig ud i et længere defensorat pro et contra denne voldsomme anklage, men blot gøre opmærksom på et påfaldende retorisk skifte i de argumenter, som har været brugt op til lukningen af stillerummene.

Da rummene i sin tid blev forsvaret, lød argumentet ofte, at de var stillerum for alle. At hævde at de reelt var muslimske bederum blev afvist som en grov generalisering eller fejlanalyse. Ganske vist blev den religiøse brug af rummene ikke benægtet, men kraftigt nedtonet. Påstanden om »rum til alle« går igen i valgplakaterne, men et andet argument føjer sig til i dag.

Efter lukningen forsvares nu genåbningen med henvisning til studerendes »ret til værdige og passende lokaler at bede i«. Nu er katten så at sige ude af sækken: det er bedelokaler, der stilles krav om. Det er værd at hæfte sig ved det skifte. Før blev rummene italesat som almene og multifunktionalistiske rum, men nu afsløres det endelig, at det er hensynet til muslimske studerendes bøn, der gør kravet om genåbning »selvfølgelig«.

En manual for bederum

Min sidste plakatanalytiske bemærkning angår tekstens kobling mellem »den lige adgang til frie læringsinstitutioner« og »akademisk frihed«. I løbet af et par sætninger bliver stillerummene nemlig til et spørgsmål om »lige adgang til frie læringsinstitutioner« for »udvalgte befolkningsgrupper«.

Lige præcis denne argumentation genkender jeg fra den britiske muslimske studenterorganisation FOSIS’ Prayer Room Guide, som jeg tidligere har skrevet om i Weekendavisen (kræver abonnement). Det er en manual, som nøje anviser, hvordan man får etableret bederum eller udvidet allerede eksisterende rum trods modvilje eller tøven fra en universitetsledelse.

Er det virkelig akademisk frihed at indrette sig efter religiøse normer?

Ét af de mange lobbyistiske greb, som manualen helt åbent anbefaler at argumentere for, er følgende: At manglen på et egnet sted at bede gør det vanskeligere for muslimske studerende at passe deres studier. Dermed – lyder argumentet – diskrimineres muslimske studerende i forhold til andre studerende, som tilfældigvis ikke har bøn som et rituelt krav i deres religioner.

På den måde bliver en religions religiøse krav om »værdige og passende lokaler« til et spørgsmål om lige vilkår for at studere. Dét er et fair argument, men hvis man går ind på dets præmisser, har man principielt også sagt ja til yderligere værdigheds- og funktionsønsker, for eksempel mulighed for rituel afvaskning inden bøn, som for nuværende må foregå på toiletterne. Så er muligheden for reelle mini-moskeer eksklusivt for muslimer ikke usandsynlig på længere sigt – det kan man se flere eksempler på fra Storbritannien.

Spørgsmålet er i mine øjne og i sidste ende, om det er universitetets opgave at gå ind på disse religiøst betingede logikker og deres – efter min mening – uoverskuelige implikationer? Er det virkelig akademisk frihed at indrette sig efter religiøse normer?

Her må de studerende i sidste ende dele sig efter anskuelse og gøre deres egne frie valg.