Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Med-bestemmelsens tid er forbi på KU

Skinproces — KU har annonceret flere nye reformer, der er upopulære blandt ansatte og studerende. Men det behøver topledelsen ikke tage notits af, for den har lov at regere per dekret. Og det gør den.

Hvem skal egentlig være med til at sætte rammerne for universiteterne?

Blandt undervisere og forskere på Københavns Universitet står det efterhånden klart, at det i hvert fald ikke er professorerne, lektorerne, adjunkterne, TAP’erne, de studerende – ej heller institutlederne – der har noget at skulle have sagt om, hvordan KU bedst struktureres.

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Dét er blevet klart i de seneste uger, hvor universitetsledelsen (UL) har annonceret hele tre (forbundne) tiltag uden først at høre dem, reformerne påvirker, hvad de synes om planerne.

De logiske argumenter for tiltagene var udeladt, da de blev fremlagt, og har man fulgt med i modtagelsen af de varslede ændringer, vil man have set, at mange undervisere og studerende ikke synes, at de forskellige tiltag giver mening.

Ny årsstruktur forringer undervisningen

2. oktober kunne man læse i Uniavisen, at årsstrukturen skal ændres med den konsekvens, at Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, SCIENCE, går fra otte til syv undervisningsuger i en undervisningsblok.

Prodekanen siger, at han »føler sig helt overbevist om, at der ikke er nogen, der får en dårligere uddannelse«. Kurserne skal stadig give samme antal point. Med andre ord: indholdet skal være det samme på syv uger som på otte.

Underviserne og de studerende, som UL ellers mener, at ændringen er lavet for at tilgodese (så de kan tage kurser på andre fakulteter, der kører med semesterkalender), er ikke inddraget!

Arrogancen er svær at holde ud

Der er mange grunde til, at det er en klar forringelse, som ingen, der underviser, kunne drømme om at kalde andet. Man kan selvfølgelig ikke presse samme indhold ind på 12,5 procent mindre tid.

At være studerende på et universitet er et fuldtidsjob, og arbejdsmængden/pensum er tilrettelagt derefter. Det betyder, at for at lave det samme skal de studerende arbejde cirka 14 procent mere om ugen i de syv uger. Andre konklusioner kan man ikke logisk drage, hvis de studerende skal lære det samme. Professor Jan H. Christensen forklarer problemet fint på LinkedIn, hvor jeg også påpeger flere praktiske problemer.

Ny reform kaster fakulteterne – og et institut – op i luften

En lille uge senere, 8. oktober, annoncerede UL så på KUnet, at fakulteterne skal kastes op i luften, og ledelsen har også bestemt, hvordan brikkerne (institutterne) skal falde, uden input fra institutledere, ansatte og studerende.

Ja, du læste rigtigt. Ikke engang institutlederne er blevet hørt i, hvordan de mener, at institutterne kan fordeles og sammensættes til nye fakulteter. Universitetsledelsen hører altså ikke dem, der ved, hvad der foregår i de forskellige fagmiljøer, men mener sig alvidende nok til selv at tage en så fundamental strukturel beslutning. Arrogancen er svær at holde ud.

I en note til sidst i udmeldingen falder man så over endnu et tiltag, det tredje:

»Det planlægges, at NEXS’ fagmiljøer indfusioneres overvejende på et sundhedsvidenskabeligt fakultet. Den endelige fusionering skal afklares særskilt i inddragelsesprocessen med relevante fagmiljøer frem mod beslutning om akademisk reorganisering i januar 2027.«

Dagen efter skrev dekan Bo Jellesmark Thorsen dog i SCIENCE’s nyhedsbrev:

»Det er også besluttet, at NEXS overvejende overføres til det sundhedsvidenskabelige område, og at den nærmere plan herfor udformes efter dialog med fagmiljøerne«.

Forvirringen var stor blandt os på NEXS: Hvad står der lige? Hvad vil de? Hvorfor er NEXS behandlet anderledes end de andre institutter? Intet forklares. Så meget for »inddragelse«.

Ledelsen udtrykker intet ønske om en rigtig dialog, men udelukkende en blåstempling

Vi måtte vente indtil 26. oktober, før dekanerne meldte ud, hvad de havde tænkt sig:

»UL vurderer, at det vil være en fordel for NEXS’ forskning og uddannelser at placere NEXS’ fagmiljøer som en del af større beslægtede fagmiljøer. Dette indebærer, at NEXS ikke forsætter [sic] som selvstændigt institut.«

Forklaringen er … ikke at finde noget sted.

Dekanerne beder dog om en »udtalelse senest 18. november«. Det fremgår, at denne udtalelse ikke handler om vores vurdering af, om ideen er fjong eller ej. Den har nemlig et helt andet formål, som er:

»[…] at UL ikke skal basere denne udmøntning på egne overvejelser alene, ser vi gerne følgende fra NEXS … [et bud på, hvorhen man ønsker at flytte de forskellige forskningsgrupper.]«

Ledelsen udtrykker intet ønske om en rigtig dialog, men udelukkende en blåstempling, hvor institutterne laver en juleønskeliste over, hvordan forskningsgrupperne skal spredes.

Spørgsmålet for os på NEXS lige nu er: Er opsplitningen af vores institut reelt allerede besluttet? Og hvad skal den »inddragelsesproces«, som udmeldingen refererer til, overhovedet gøre godt for, hvis beslutningen allerede er truffet?

Ansatte protesterer, studerende demonstrerer

Så vidt hændelsesforløbet indtil videre. De ansatte protesterer. De studerende demonstrerer. Om ledelsen påtænker andet end skinprocesser, hvor forskellige udvalg »høres«, må tiden vise. Jeg er ikke optimistisk.

Hvor er jeg på vej hen med denne frustrationsudladning? Jeg vil ikke gå længere ind i de enkelte sager. Dem er der skrevet om af andre, der har større indsigt i det politiske spil og de relevante processer, end jeg har.

Det, jeg ikke kan lade være med at tænke på, er: Hvordan dælen er vi nået dertil, hvor ledelsen af et universitet slet ikke er interesseret i input til deres beslutninger, og ikke engang anser det for nødvendigt at fremlægge grundlaget for dem?

Hvem er det, der sidder og træffer de her beslutninger uden at tale med dem, der har fingrene nede i dejen og derfor kan gennemskue, hvilke konsekvenser beslutningerne har?

Loven har banet vejen for topstyring

Jeg har forsøgt at bore lidt dybere efter svar på, hvordan det er blevet sådan. Og det viser sig, at det ikke (kun) er et udtryk for, at den nuværende ledelse egenhændigt har besluttet sig for, at det er nemmere at regere per dekret.

Det er ikke en tilfældig udvikling, men et resultat af 50 års lovgivning. Her kommer min forståelse af det historiske forløb. Jeg er ikke historiker, så tag det for, hvad det er: Mit forsøg på at forstå.

Fra 1479 til 1970 blev KU styret af rektor og konsistorium, valgt af og blandt professorerne, det såkaldte professorvælde. Masseuniversitetets opkomst (9.000 studerende i 1960, 36.000 i 1970) og studenteroprøret resulterede i Styrelsesloven i 1970. Nu sad undervisere, studerende og TAP i de styrende organer (ratio 50/25/25), og studienævn med undervisere og studerende fik ansvaret for uddannelserne.

Hele systemet skriger i frustration, ledelsen mister medarbejdernes tillid og beslutningerne bliver ikke konfronteret med realiteterne i marken

Universitetsloven af 1993 flyttede den daglige ledelse fra konsistorium til rektor og dekaner, som dog stadig var demokratisk valgt af ansatte og studerende. Konsistorium blev mindre, fik eksterne medlemmer og tog sig nu kun af de overordnede spørgsmål. Pengene blev samtidig knyttet til beståede eksaminer (taxameter).

Universitetsloven af 2003 afskaffede det indre selvstyre, der havde eksisteret siden 1479. Magten flyttede til en bestyrelse med eksternt flertal. Det vil sige, at ideen om medbestemmelse reelt var død. Flertallet af dem, der sidder i bestyrelsen, arbejder ikke på universitetet og har ikke nødvendigvis indsigt i den praktiske udførelse af forskning eller undervisning.

Ledelsen blev enstrenget: Bestyrelsen ansætter rektor, rektor ansætter dekaner, dekanerne ansætter institutledere. Ingen ledere er valgt nedefra, og alle står til ansvar opadtil. De ansattes formelle indflydelse blev reduceret til akademisk råd, som primært har en rådgivende funktion.

Siden er der lappet lidt på sagerne: I 2011 fik akademisk råd til opgave at »sikre medbestemmelse«, men det er bestyrelsen selv, der afgør hvordan.

I 2023 besluttede KU’s bestyrelse at styrke medbestemmelsen. Det føler vi dog ikke meget af her i 2026, kan jeg rapportere. Mon bestyrelsen mener, at der i øjeblikket leves op til ambitionen?

Pointen er, at universitetsledelsen ikke bryder nogen lov, når den træffer beslutninger uden at spørge os. Systemet er nu bygget sådan op. Både 1970-loven og 2003-loven er af forskere blevet kaldt ekstreme i international sammenligning, hver i sin retning.

Universitetsloven har skabt en struktur, hvor ledelsen kan træffe vidtgående beslutninger uden reel medbestemmelse fra ansatte og studerende. Det betyder jo ikke, at ledelsen er tvunget til at agere sådan. Men når ledelsen konsekvent vælger at udnytte den mulighed, bliver konsekvenserne af den manglende demokratiske modvægt tydelige.

Resultatet er, at hele systemet skriger i frustration, ledelsen mister medarbejdernes tillid og beslutningerne bliver ikke konfronteret med realiteterne i marken.

Hvor er de gode argumenter?

Man kan selvfølgelig indvende, at ledere leder og nogle gange skal tage beslutninger, selvom de er upopulære. Jovist. Det kan man blive nødt til. Men jeg mener, det er et godt og basalt ledelsesprincip, at det er nemmere at få folk til at arbejde for en sag, hvis man kan forklare, hvorfor en beslutning er, som den er. Det gælder, når man går i krig, det gælder, når man laver politik, og det gælder også i akademia.

Man er ved at afbrænde ideen om, hvad et universitet er

Fra min lille næsetip ser det ud, som om man er ved at afbrænde ideen om, hvad et universitet er. Et universitet burde være bannerfører for rationalitet og evidensbaserede beslutninger.

På stormødet 28. oktober forsøgte NEXS-medarbejdere gentagne gange at blive klogere på, hvilken analyse der er foretaget for at komme frem til, at der er flere synergi-effekter i at opsplitte NEXS end ved at lade instituttet forblive en samlet enhed.

Dekanerne Bo Jellesmark Thorsen (SCIENCE) og Bente Merete Stallknecht (SUND) måtte lidt presset meddele, at en sådan analyse ikke var lavet, men at NEXS jo passende kan lave en sådan inden deadline for den bestilte udtalelse tre uger senere.

Altså melder ledelsen en beslutning ud uden først at høre dem, der ville kunne foretage en sådan analyse, og på bagkant beder man dem så udelukkende belyse det scenarie, man selv har opfundet.

Hvad angår den overordnede fakultetsrokade har jeg siden udmeldingen 8. oktober frustreret ledt efter formålet med beslutningen. Rektor David Dreyer Lassen fremlagde målet for reorganisering, men uden argumenter for, hvorfor en reorganisering skulle føre til de – mildt sagt luftige – mål:

»Den nye organisering skal styrke KU’s position som et internationalt førende forskningsuniversitet med uddannelser på højeste niveau og med et markant aftryk i samfundet – til gavn for flere. Der skal, overalt på universitetet, være mulighed for, at KU’s stærke fagmiljøer kan udvikle fag og videnskabelige discipliner og indgå i nye typer samarbejder, både på tværs af universitetet og med det omgivende samfund.«

Opsplitningen skal løse et ledelsesproblem

Til deres ære fandt universitetsledelsen efter hård kritik dog knap seks uger senere anledning til at fremlægge noget, der ligner argumenter. På KUnet kunne man 17. november læse rektors centrale begrundelse:

»Samtidig – og ikke overraskende – spænder både SUND og SCIENCE meget bredt, fagligt set. Det betyder at dekanatets rolle som øverste akademiske ledere udfordres. Hele ideen med faglig ledelse på universitetet – altså at forskere skal ledes af folk med forskningsbaggrund – er funderet i at en institutleder skal kunne have et bredt og dybt blik for instituttets faglighed. Ligeså for en dekan, hvis rolle er at skabe en ramme om institutterne, som sikrer fagmiljøerne de bedste grundvilkår. Skal det kunne lade sig gøre, må der være sammenhæng i den faglige bredde og en ikke uoverskuelig mængde af aktiviteter på et fakultet.«

Den begrundelse, der nu er fremlagt, handler først og fremmest om at gøre organisationen lettere at lede

Af den forklaring må man forstå, at det i virkeligheden er et ledelsesproblem, der skal løses. Nogle fakulteter har åbenbart fået en størrelse, der gør dem svære at lede, og dét er den primære grund til, at SUND og SCIENCE skal opdeles.

Man kan undres over, at den faglige bredde åbenbart ikke bliver kritisk, når Teologi skal lægges ind under Det Humanistiske Fakultet, og når Jura indlemmes på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet. Nogle ville nok indvende, at den faglige bredde dér bliver større. Argumentet kan navnlig undre, idet SUND-dekan, Bente Merete Stallknecht, på det omtalte stormøde sagde:

»[…] på SUND er vi meget kede af, at vi skal opdeles i to fakulteter. Det har ikke været vores ønske. Vi synes, vi fungerer meget fint sammen som et stort fakultet.« (oversat fra engelsk)

Ved fusionen tilbage i 2011 blev der også argumenteret modsat. Dengang beskrev rektor og dekaner, hvorfor fakulteterne skulle sammenlægges således:

»Fordi vi vil styrke vores fælles faglighed. Siden fusionen i 2007 har vi samarbejdet på tværs. Vi har sat fælles projekter i gang. Og vi har tiltrukket ganske mange forskningsmidler. Men snart fem år efter fusionen lever beslægtede fag stadig adskilt. Grundforskning og samfundsrettet forskning inden for samme felt er spredt. Og som studerende kan det stadig være ubekvemt at tage fag på et andet fakultet.«

Nu splitter man så fakulteterne op igen. Den begrundelse, der nu er fremlagt, handler først og fremmest om at gøre organisationen lettere at lede. Hvordan reorganiseringen konkret skal forbedre forskning eller undervisning, er fortsat uklart.

Rektor havde i øvrigt vist også lige glemt NEXS, da han på KUnet 17. november konkluderede:

»Kigger man på de enkelte fagmiljøer, er der ikke direkte konsekvenser. Det er ikke en faglig reform, og vi har ingen ambitioner om at ændre på faglige forhold. Det er vigtigt.«

Er det virkelig sådan, vi ønsker, at et universitet skal ledes i Danmark?

Og om inddragelsen skrev han:

»En mængde konkrete beslutninger skal udarbejdes og aftales i råd og udvalg, når den nye ramme er på plads. Sådan må rækkefølgen være.«

Det er præcis min pointe: Først træffes beslutningen. Derefter inddrages medarbejderne – men kun i udmøntningen, ikke i fastlæggelsen af kursen. Er det virkelig sådan, vi ønsker, at et universitet skal ledes i Danmark?

Institut for Idræt og Ernæring som kastebold

Det nuværende NEXS er blevet kastet rundt. Ernæringsdelen gik fra KVL til LIFE og videre til SCIENCE, mens idrætsdelen gik fra NAT til SCIENCE, og de to blev fusioneret i 2013. Nu skal de så splittes igen, efter et årti er brugt på at skabe de synergier (»nye typer samarbejder«), der efterlyses.

Hvis en flytning af forskningsgrupperne kan skabe nye samarbejder i et andet institut, må det modsatte også gælde. Man splitter et institut op, som har arbejdet hårdt på at blive en samlet enhed med samarbejder på kryds og tværs. Det sprænges nu, og ingen af de involverede gruppeledere har tilkendegivet, at de kan se det fornuftige i dét.

Og hvad så nu? Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske. Men jeg er enig i det centrale punkt, som Peder Andersen, Niels Kærgård og Jørgen Søndergaard fremlagde i 2025:

»Det afgørende er, at kompetencen til at træffe beslutninger om det faglige og daglige liv placeres i et organ med et flertal af fastansatte videnskabelige medarbejdere.«

Professorerne protesterer, og de studerende demonstrerer. Men ledelsen har ikke brug for deres input

Om politikerne eller ledelsen har nogen intention om at give beslutningskraften tilbage til dem, der skal leve med beslutningerne, vil kun tiden vise.

Lige nu er vi dér, hvor professorer bruges som eksperter på alt, undtagen hvordan deres eget universitet skal organiseres. De studerende er heller ikke relevante. Alle skal blot passe i de fremtryllede kasser, så organisationsdiagrammet ser strømlinet ud.

Professorerne protesterer, og de studerende demonstrerer. Men ledelsen har ikke brug for deres input. Det er bestemt fra politisk hold, at ledelsen kan agere på den måde.

Medbestemmelsens tid er slut. Topstyret styrer. Hvorhen ved vi nu, men hvorfor vi skal padle løs i den angivne retning, kan ingen forklare. Den slags plejer at ende med, at folk mister lysten til at padle overhovedet. Alle er trætte. Trætte af at blive kastet rundt; trætte af, at ressourcerne skæres ned; trætte af, at arbejdsbyrden øges, og trætte af, at ledelsen ikke kan forklare noget af det.

Jeg håber, at ledelsen viser styrke nok til at indse, at de mister deres medarbejderes tillid ved hele tiden at trække beslutninger ned over hovedet på dem. Men det kræver, at nogen tager ansvar for rodet, og dét har jeg ikke set, at nogen er villig til endnu.

Seneste