Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
REJSEBREV – Et praktikophold behøver ikke at foregå på en af de mange danske ambassader i udlandet. Et ophold ved Politimesteren i Grønland bød for Jesper Holm på alt lige fra dramatiske retssager til bygdesejlture og patrulje med det grønlandske politi.
Alt går galt i retssalen, hvor min praktikantkollega og jeg sidder som tilhørere. Den tiltalte erkender at have bidt sin egen mor i kinden og i fingeren – men vil på trods af erkendelsen ikke svare på spørgsmål fra dommeren. Hans forsvarer er tydeligvis overrasket over sin klients pludselige tilståelse. Og anklageren bliver pludselig i tvivl om, hvor gerningen skulle være foregået, for adressen i anklageskriftet er ikke korrekt, hvilket den tiltalte køligt påpeger.
Det kunne lyde som en scene fra en dårlig amerikansk tv-serie, men det er faktisk ikke tilfældet. Oplevelsen i retssalen med den noget bidske søn er derimod taget ud af en ganske almindelig hverdag i de grønlandske retssale, hvor sager om jalousi, begær, had, svigt og grådighed hver dag udspiller sig.
På tilhørerpladserne sidder min praktikantkollega og jeg. Vi er begge jurastuderende og halvvejs igennem vores fem måneder lange praktikophold ved Politimesteren i Grønland.
Det var egentlig ikke de mange bøger og læsetunge weekender, der fik mig til at søge praktikophold i udlandet. Nej, det var snarere et ønske om at kombinere teori med virkelighed og få en fornemmelse af, hvad livet efter bøgerne kommer til at byde på, der fik mig til at søge praktikopholdet – og jeg har på ingen måde fortrudt.
I Grønland er politiet opdelt i mindre distrikter, så hver af de større byer har eget politidistrikt. Politimesteren i Grønland er den overordnede myndighed med både ledende politifolk og jurister ansat, og mit praktikophold foregår derfor i politimesterembedet, hvor jeg så vidt muligt indgår i juristernes arbejde med at behandle og klargøre sager.
Stillingen som praktikant slås ikke op hos Politimesteren i Grønland, og jeg ansøgte derfor uopfordret.
Det er ikke kun de juridiske aspekter, vi som praktikanter får mulighed for at beskæftige os med. En del af praktikopholdet har også været at følge politiets arbejde, og der gik derfor ikke lang tid, før vi kom med politiet på patrulje i Nuuk en fredag nat.
I Grønland er der en del problemer med intens weekenddruk og lange efterfester, og arbejdsopgaverne for politiet byder derfor på alt fra diskoteksvold og drabsforsøg til voldtægter og fulde indbyggere, der lægger sig til at sove i en snedrive – for jo, man er da kommet godt hjem fra byturen, når man ligger og sover sødt i snedriven i en god brandert.
En anden del af praktikopholdet har været at komme med på sejlture til de mindre bygder rundt om i Grønland.
I disse bygder, hvor der bor alt fra tre til 1.500 indbyggere, er politiet ikke konstant til stede af ressourcemæssige årsager, og bygdeturene er derfor nødvendige for både at ”vise flaget” og for at foretage enkelte politiforretninger som afhøringer og sigtelser.
Bygdeturene har mest af alt karakter af sightseeing for os praktikanter, men netop af den grund er turene en oplagt mulighed for også at se de mindre grønlandske samfund uden for Nuuk.
Uanset studie og interesseområde kan et praktikophold i udlandet stærkt anbefales. Et praktikophold er i høj grad en chance for at kombinere teori med virkelighed, men det er samtidig også en gylden mulighed for at gøre sig selv endnu mere attraktiv over for fremtidige arbejdsgivere, lyder min erfaring.
Og hvorfor så ikke vælge et anderledes sted i udlandet, hvor horisonter kan udvides og nye mennesker mødes? Jeg har i hvert fald været rigtig godt tilfreds med mit valg.
uni-avis@adm.ku.dk