Biblioteksbegravelse

Universitetets ledelse har valgt at markere denne dag på stilfærdig vis ved ikke at gøre opmærksom på den overhovedet.

Måske fordi onsdag den 8. april ikke vil gå over i historien som en særlig mindeværdig dag. Som nedskydningen af det sidste næsehorn i et vildnis udlagt til storcenter markerer lukningen af det historiske bibliotek i Fiolstræde at fremskridtet – i dette tilfælde djøfiseringen – sletter fortidens spor.

Hjemmelavet reception
Der er flyttekasser i den smukke søjlehal. Malerier i lofterne og en glasmosaik i rosetform skyldes ikke at den 148 år gamle bygning er en transformeret kirke. Huset her er fra begyndelsen tænkt som bibliotek. Faktisk er det resultatet af Danmarks første arkitektkonkurrence da 1800-tallets forskere fik brug for at kunne studere hinandens værker i praktiske omgivelser.

Universitetets ledelse har ikke bekostet en reception i anledning af lukningen, så de ansatte har selv arrangeret kage og vin ligesom de i løbet af dagen har trakteret lånere og andre gæster med kaffe. En mindre skare af mennesker, fortrinsvis fra biblioteksverdenen, hænger med skuffen over papirdugen. Deres lavmælte summen støjer formentlig mere end husets brugere gennem halvandet århundrede.

Bodil Koch har arbejdet på biblioteket i 45 år. Hun begyndte som elev og lukker bygningen som førstebibliotekar og daglig leder. En vemodig dag, selvsagt, men Bodil tager det pænt.
»Det har været en dejlig dag. Vi har haft masser af lånere, og borgere som aldrig før havde været her, eller som husker stedet fra deres ungdom, har kigget forbi.«

Meget tyder på at det var sidste udkald. Fiolbibliotekets fremtid er ikke endeligt afklaret, men offentligheden får ikke længere adgang. En del af bygningen skal bruges til administration for Københavns Universitet mens søjlehallen skal omdannes til speciale- og ph.d.-pladser. Lokalet med de islandske håndskrifter skal bygges om til toiletter.

Forældet eller kostelig perle
Universitetsbibliotekar og vicedirektør Michael Cotta-Schønberg begræder ikke lukningen af Fiolbiblioteket. Han mener at bygningen som bibliotek betragtet er forældet og fortæller at arbejdsforholdene ikke har været de bedste for stedets ansatte.

Førstebibliotekar Bodil Koch indskyder at sygefraværet sidste år var mikroskopiske 0,3 procent. Folk kunne lide at være på arbejde i huset.

Michael Cotta-Schønberg anlægger det lange perspektiv og påpeger at Fiolbiblioteket faktisk kun har huset Københavns Universitetsbibliotek i en begrænset del af den hæderkronede institutions levetid.

»Før bygningen blev indviet i 1861, sad man i 200 år i Trinitatis, med adgang fra Rundetårn, og før den tid blandt andet i et kapel ved Vor Frue Kirke.«

Universitetsbibliotekaren gør opmærksom på at Det Kongelige Bibliotek forsøger at tilbyde sine brugere forskelligartede sale og faciliteter så enhver kan finde sin yndlingslokalitet. Mest benyttet er den moderne Læsesal Øst på Den Sorte Diamant.

»Men hvis man gerne vil læse i et 1800-talsmiljø,« fortsætter han, »så er der Læsesal Nord på det gamle Kongelige Bibliotek.«

En skændsel
»Lukningen er en skændsel,« mener arkitekturprofessor Gregers Algreen-Ussing. Han er blandt de mange – Facebook samlede hurtigt over 10.000 protester – som forgæves har bekæmpet lukningen, og han har nu påtaget sig at sikre Fiolbibliotekets efterliv i en bog. Han mener at lukningen er dårligt begrundet, ikke mindst i lyset af at Fiolbiblioteket i 1997 gennemgik en modernisering til 20 millioner kroner. Det Kongelige Biblioteks chef udtalte ved den lejlighed at stedet var »den fornemste perle i vor biblioteksarkitektoniske kulturarv,« fortæller Algreen-Ussing.

»Biblioteket er reelt, i sin funktion, 12 år gammelt,« mener han.

Biblioteket lukker om 10 minutter, forkynder højttalerstemmen tørt, og fortsætter:
»Computerne bliver lukket ned, og det bliver desværre sidste gang i 148 år.«

chz@adm.ku.dk