Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
I denne klumme – Alle gode gaver – vil Universitetsavisen med jævne mellemrum videregive gratis tilbud og oplevelser til studerende. Vi lægger ud med en stak biografbilletter
En af de vigtige regler i livet er, at når noget lyder for godt til at være sandt, så er det også tilfældet.
Men, men, men den ellers så fornuftige og naturlige skepsis må af og til bide sig selv i læben og trække sig tilbage, hvor den kom fra.
For blot at nævne nogle eksempler, så er chokolade (i rette mængder) sundt og livsforlængende; Danmark fodboldsejrede ved EM i 92; og op til flere studieordninger for 2009 er allerede nu formulerede og godkendte.
Desuden har 2900 Happiness netop slået hul på sin tredje sæson som lovet, og – nå ja, bare fordi det er sandt, behøver det jo ikke være godt.
Og skriv dig også hellere bag øret, at blot fordi et udsagn indeholder tallet 2 og 9, behøver det ikke nødvendigvis at være sandt.
Her i klummen vil Universitetsavisen fremover videregive tilbud og oplevelser, som læserne kan deltage i helt uden beregning. For godt til at være sandt? Nope.
Sammen med Twentieth Century Fox lægger vi ud med at sende 300 personer i biffen.
Selv om den 27. oktober er årets dag nummer 300, så er det samtidig dagen, hvor du kan se filmen 500 Days of Summer. Det samme gælder for den 28. oktober, der som en bonusservice kan oplyses at være årets dag nummer 301.
Så: Kom til gratis forpremiere enten den 27. eller 28. oktober i Metropol. Forestillingen starter begge dage kl. 16.30, og de Universitetsavisen-læsere, der er hurtigst på tasterne, kan invitere sig selv og en ven med ind og se den.
I filmen møder vi den håbløse romantiker Tom, der lever som tekstforfatter til alverdens lykønskningskort. Historien springer frem og tilbage imellem 500 dage før, under og efter Toms forhold til sit livs kærlighed, pigen Summer, spillet af Zooey Deschanel, der er kendt som musiker og den ene halvdel af duoen She & Him.
500 Days of Summer blev i år godt modtaget på Sundance Film Festival og er blevet beskyldt for både at være morsom, original og visuelt skarp. Vi har ikke set den. Tilmeld dig den danske forpremiere og døm selv.
For at få to gratis billetter skal du sende denne artikel tilbage til os på avisen. Tryk på ordet “send” over artiklen her, det står mellem “print” og “del”.
Modtager er: allegodegaver@gmail.com. I beskedfeltet skal du huske at skrive dit navn, fag og mailadresse, samt om du ønsker at se filmen 27. eller 28. oktober.
Først til mølle. Denne uddeling slutter fredag den 16. oktober klokken 12.00.
Se trailer for filmen:
[video:http://www.youtube.com/watch?v=PsD0NpFSADM width:400 height:370 align:right]