Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Studenterrådet: Forpersonens tale til immatrikulation 2026

Studiestart — »KU-studerende har en lang tradition for at mene noget og ville noget. Jeg glæder mig til at se, hvordan I fører den tradition videre.«

Kære alle nye studerende

Velkommen til KU!

Det er en ære at være her – og at stå her foran jer i dag!

Mit navn er Ira, og jeg er forperson for Studenterrådet ved Københavns Universitet. Studenterrådet er noget, I kommer til at høre mere om senere, men for nu lad os holde det ved, at vi er her for at passe på studerende og varetage jeres interesser.

Ud over at være forperson for Studenterrådet er jeg også studerende her på KU. Jeg har – ligesom I kommer til at opleve i de næste år der jer venter her – ikke kunnet få min SU til at række til den dyre husleje. Siddet på læsesale til klokken lort om natten for at terpe til en eksamen. Og danset hele natten på et klistret gulv i et klasselokale til en random fredagsbar på KU.

For mig startede hele dette nye liv som studerende på KU for tre år siden.

Noget af det jeg husker bedst fra dagen, hvor jeg stod lige her nede til min egen immatrikulation, var hvor fuldstændig nervepirrende det var at stå der, hvor I står i dag.

Jeg var lige flyttet fra Århus dagen før, havde ikke et fast sted at bo, så jeg crashede hos noget familie – og så dukkede mine tutorer ikke op på dagen. Med andre ord, så havde jeg det ret noi.

LÆS OGSÅ: På boligjagt omkring studiestart? Sådan øger du dine chancer

Noget andet der står frem for mig, er, at jeg så min forgænger, den daværende forperson fra Studenterrådet, holde tale, og tænkte »lige meget hvor dybt jeg bliver lost in the KU-sauce, kommer det der i hvert fald aldrig til at være mig …«

Heldigvis havde jeg gået på højskole, så selvom jeg skulle læse Statskundskab, var der en masse der lige var begyndt på Litteraturvidenskab, som jeg kunne tale med. Det var et kæmpe privilegie at have det netværk fra dag 1.

Et privilegie ikke alle har.

Noget der kan overraske når man starter på KU er, hvor vidt forskellige baggrunde folk kommer fra. Universitetet samler folk bredt på en måde jeres gymnasier ikke gjorde. De næste par uger, måneder og år kommer til at udfordre jeres referenceramme på en måde, I ikke havde forventet.

Og hvis jeg skal give jer et råd, når det kommer til at møde nye mennesker her på KU, så vær nysgerrig på hinanden, lad jer blive ændret og lad jer blive udfordret.

Jeres medstuderende fra andre landsdele, klasselag og så videre har livserfaringer, som I aldrig kommer til at erfare. Giv dem pladsen til at dele den. Vær åben til at modtage den på deres præmisser.

LÆS OGSÅ: Guide: Sådan starter du på uni, når du ikke kommer fra et akademikerhjem

Og når det så er sagt, så er det også ok at alle ikke er ens kop te.

I en tid, hvor rammerne for hvordan man må være og agere indsnævres i sådan en grad, at det nu skal være op til diskussion, hvor lang tid man har været i landet, eller hvor mange generationer ens tilstedeværelse går tilbage. Når det skal være definerende for, om man i fremtiden overhovedet skal have lov til at være i Danmark, er det essentielt at vi ikke lader frygten skille os ad.

Dette fordrer også at vi som universitet er gode til at drage omsorg for hinanden, specielt de mest sårbare. KU er ikke isoleret fra verden udenfor dets fire mure, men tværtimod dybt flettet ind i den. Man kan ikke ignorere, at ens medstuderende er dybt påvirket af denne verden.

Nogle studerende er mere eksponeret end andre. Jeg selv, som non-binær transkønnet, er en af dem. Jeg mærker, når underviserne laver jokes på min bekostning. Jeg mærker, når studiet er hårdere og har en højere pris for folk som mig end for mine medstuderende. Men jeg mærker også den dybe omsorg, når man bliver grebet i det fra en uventet side.

KU er til gengæld også et sted, hvor man kan finde ligesindede; finde sit folk hvis man vil. Hvis man bliver nysgerrig, kan man finde dem steder, hvor man ikke selv havde forventet det. Hvis man ikke finder dem på sit eget studie, kan man finde dem andetsteds – universitetet er stort.

LÆS OGSÅ: Fejr dine fejl – og ni andre ting jeg gerne ville have vidst, da jeg startede på uni

Der er stor mulighed for at gøre KU til jeres eget. Det har i muligheden for at gøre på jeres præmisser! Engagér jer i jeres studieliv!

Studerende på KU har altid været gode til det. Vi har fredagsbarer vi selv organiserer og kører autonomt, der er revyer og teaterstykker på samtlige campusser.

Derudover har vi studerende fået store politiske sejre. I Studenterrådet fik vi indført gratis menstruationsprodukter på alle campusser, og ikke kun på SUND hvor de studerende i Shine allerede havde fået det indført!

Studerende mod Besættelsen og Studenterrådet fik sammen KU til at afinvestere fra firmaer, der er medskyldige i ulovlige israelske besættelser på den palæstinensiske vestbred. I 2019 blokerede studerende Humaniora i 38 dage og lykkedes med at stoppe fagsammenlægninger.

LÆS OGSÅ: Københavns Universitet trækker investeringer fra besatte områder

KU-studerende har en lang tradition for at mene noget og ville noget. Turde ændre noget! Se ud over at I kommer til at opleve, at SU’en ikke rækker til den dyre husleje. At sidde på læsesale til klokken lort om natten for at terpe til en eksamen. At danse hele natten på et klistret gulv i et klasselokale til en random fredagsbar på KU.

Så kære nye studerende, lov mig at I griber chancen! Lad KU være et sted, I præger. Giv jer selv lov til at mene noget og gøre noget ved det, I mener er for dårligt ved universitetet. Gør KU til jeres eget!

Jeg glæder mig til at se, hvordan I fører den tradition videre.

LÆS OGSÅ: Se billederne fra immatrikulation 2026

Seneste