Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
Teltaktion — Københavns Universitet har lyttet til protesterne fra teltlejren og trækker nu sine investeringer fra virksomheder med aktivitet i israelske bosættelser.
Fra onsdag 29. maj vil Københavns Universitet ikke længere have investeringer i virksomheder med aktivitet i de ulovlige, besatte områder på Vestbredden.
Det skriver KU på det sociale medie X.
Her forklarer universitetet ligeledes, at beslutningen udspringer af »de refleksioner rektoratet har gjort sig på baggrund af samtaler med studerende og ansatte i forbindelse med konflikten i Israel og Palæstina.«
LÆS OGSÅ: Studerende efter møde med rektor: »Jeg tror faktisk, de lytter til os nu«
Siden 6. maj har flere propalæstinensiske studerende boet i en teltlejr på universitetets campus for at protestere mod Israels fremfærd i krigen i Gaza og KU’s investeringer i de israelske bosættelser.
Teltlejren er organiseret af foreningen Studerende mod Besættelsen, som har fremsat seks krav, som skal opfyldes, før de vil forlade området.
Et af de studerendes krav handler netop om, at KU skal trække sine investeringer fra firmaer med aktivitet i de ulovlige bosættelser.
LÆS OGSÅ: Fakta: Teltlejr på KU. Hvad er op og ned?
Københavns Universitet har valgt at afbryde sine forhandlinger med de studerende i teltlejren efter at have holdt to dialogmøder. Det skete få dage efter en gruppe aktivister blokerede rektoratets bygninger ved Frue Plads 17. maj.
Konkret drejer det sig om de tre virksomheder Airbnb, Booking.com og onlinerejseselskabet eDreams ODIGEO, som KU har haft investeringer i for cirka en million kroner. Virksomhederne er på FN’s liste over selskaber med aktiviteter i de ulovligt besatte områder på Vestbredden.
Uniavisen har talt med Asger Trier Kjær, som er en af talspersonerne fra Studerende mod Besættelsen. Han betegner KU’s udmelding om, at universitetet dropper investeringer i virksomheder på FN’s liste som en stor sejr.
»Vi er meget glade over, at KU nu begynder at imødekomme de her krav, som vi har haft siden 2021, uden at de har gjort noget. Og vi ser det som et helt klart resultat af det pres, vi har lagt på dem med vores camp, Rafah Garden, og også det oplysningsarbejde, som vi har lavet over for rektoratet og over for offentligheden,« siger Asger Trier Kjær og fortsætter:
»Det er et vidnesbyrd om, at det nytter noget at lægge pres på den måde, vi har gjort.«
På trods af, at Københavns Universitet nu har indfriet et af de studerendes centrale krav, er teltlejren ikke ved at pakke sammen. For ifølge Asger Trier Kjær er de fortsat langt fra i mål.
»Men vi føler et nyt momentum, fordi vi har fundet ud af, at det faktisk nytter noget, det vi gør. Så det har givet os fornyet mod og energi til de her forhandlinger. Så jeg tror, vi er endnu mere energiske omkring at prøve at påvirke KU i den rigtige retning,« siger han.
Du siger, at det giver fornyet mod i forhandlingerne. Men KU har jo afbrudt forhandlingerne med jer. Har du indtryk af, at universitetet nu måske genoptager dialogen?
»Vi har ikke hørt mere fra ledelsen endnu, men jeg håber, at de vil genoptage den. Vi har meget at give, vi har meget at tilbyde dem, og vi vil meget gerne i en dialog,« lyder det fra Asger Trier Kjær.
Ifølge ham er samtlige seks krav fra Studerende mod Besættelsen rimelige, men alligevel er der en smule manøvrerum at forhandle med inden for nogle af kravene, så man på den måde kan finde et kompromis, siger han.
»Vi vil være meget kede af at gå på kompromis med nogle af dem. Men vi må høre, hvad KU siger. Indtil videre har de jo bare afbrudt forhandlingerne og samtalen, og det er jo i hvert fald ikke sådan, man kommer frem til nogen kompromisser,« siger Asger Trier Kjær.
Uniavisen har forsøgt at få et interview med ledelsen på Københavns Universitet, men her har man ingen kommentarer til sagen.