Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Find ud af om du tænker som en vinder

ALUMNEARRANGEMENT - En OL-guldvinder og et erhvervsikon vil fortælle dig om, hvordan du bliver en vinder, hvis du hader at tabe. Du skal bare møde op

Københavns Universitets alumneforening, Kubulus, inviterer til et medlemsarrangement om vindermentalitet onsdag den 24. marts 2010 klokken 16:30.

Kubulus-arrangementet er gratis, varer en time og finder sted i Brandes-auditoriet, Hovedbygningen Frue Plads.

Arrangementet finder sted i samarbejde med Alumneforeningen fra Institut for Idræt.

Du kan melde dig til her

Alumneforeningen byder på indlæg fra to certificerede vindere: en superroer og en storvinder i ledelse blandt medicinalgiganterne.

Mød eliteroer Eskild Ebbesen:

Eskild Ebbesen, OL-guldvinder og eliteroer, er kendt som roer i den berømte ’Guldfirer’.

Han er cand.scient. i humanfysiologi og blev æresalumne, efter indstilling fra Det naturvidenskabelige Fakultet, i 2009.

Eskild Ebbesen har også arbejdet som foredragsholder og som konsulent med sundhedstests og motivation af virksomhedsmedarbejdere siden 2001.

Endelig har Eskild Ebbesen vundet flere mountainbike- og motionsløb samt vundet konkurrencer i triathlon, været med i ’Vild med dans’, og han er for nylig gået sammen med Chris McDonald om at sprede sunde budskaber til danskerne.

Mød erhvervsikonet Jan Leschly

Jan Leschly er forhenværende administrerende direktør for medicinalvirksomheden Smithkline Beecham, er uddannet som cand.pharm., og så nåede han i 1967 en top ti-placering på verdensranglisten i tennis.

Jan Leschly blev æresalumne i 2008 efter indstilling fra Det Farmaceutiske Fakultet, og han har også været en af de bedst betalte erhversvledere i verden.

Leschly har efter sigende gjort en dyd ud af at prioritere sine opgaver – og vinde kampe snarere end at træne.

Seneste