Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
UDLÆNGSEL - Ny statistik fra Danske Universiteter viser en stigning i antallet af studerende fra Københavns Universitet, der udløser internationaliseringstilskud ved at studere i udlandet. Antallet af internationale studerende på KU er også stigende
Danske Universiteter offentliggør for femte år i træk statistik for studieaktivitet på landets universiteter, og Københavns Universitet (KU) ligger helt i top på antallet af studerende, som tager til udlandet for at studere.
Tallene viser en stigning i antallet af studerende, der udløser internationaliseringstilskud ved udlandsophold fra 984 i 2007 / 2.008 til 1.073 i 2008 / 2009.
Chefkonsulent i Det internationale kontor på KU Trine Højbjerg Sand forklarer, at det har været et særligt indsatsområde for KU i 2009 at få flere studerende til udlandet, og hun glæder sig over, at indsatsen nu bærer frugt.
»Der har tidligere været en tendens til, at antallet af studerende, der tager studieophold i udlandet, er gået op og ned, men de seneste år har det gået den rigtige vej, og det er vi rigtig glade for,« siger Trine Højbjerg.
Hun påpeger, at det er vigtigt for Københavns Universitet at uddanne studerende med internationale profiler, og at et studieophold i udlandet ud over forbedrede sprogegenskaber giver et unikt indblik i andre undervisningskulturer.
Trine Højbjerg Sand forklarer blandt andet stigningen med udlandsstipendieordningen, der gør det muligt for studerende at få deres taxameterpenge med sig til at betale undervisningsafgift i udlandet.
Derudover har KU haft succes med at trække flere internationale studerende til Danmark.
Cirka 200 flere studerende har udløst internationaliseringstilskud fra 07/08 til 08/09, og denne udvikling har desuden skabt flere pladser til danske studerende på eftertragtede universiteter rundt om i verden, forklarer Trine Højbjerg Sand.
peri@adm.ku.dk