Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Hadefuldt angreb på studerende i fællesmail til et helt fakultet

Inkluderende tiltale — En uskyldig mail med et spørgeskema til de studerende på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet eskalerede til hadefuld udskamning af nonbinære personer i en fælles tråd i sidste uge. Og hvad gør ledelsen så ved det? Ingenting.

I slutningen af sidste uge blev der sendt en mail rundt til alle studerende på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet. Over 6.000 personer fik mailen, der indeholdt et spørgeskema, som to af fakultetets specialestuderende ønskede besvaret.

I et svar på denne mail var der en person, der gjorde opmærksom på, at spørgeskemaet kun gav to mulige valg i kategorien ‘køn’. Det betød, at vedkommende, der er nonbinær studerende, blev bremset i sin besvarelse.

LÆS OGSÅ: Inkluderende tiltale: Undervisere på Humaniora opfordres til at bruge kønsneutrale betegnelser

Tonen i denne mail var konstruktiv. Afsenderen formulerede sit budskab på en saglig og fin måde og sluttede af med at ønske de specialestuderende held og lykke. Denne mail gik også ud til alle. Jeg ved ikke, om det var tilsigtet, men det var i hvert fald tilfældet.

Offentlig udskamning med heppekor

Herefter tog det en uventet drejning, da den person, der gerne ville medvirke i spørgeskemaet, men var forhindret på grund af kønsspørgsmålet, nu blev udskammet for sin mail, især af to personer, der formulerede temmelig hadefulde angreb på vedkommende – ligeledes i en fællesmail til alle.

Hvis det er sådan, sager om krænkende adfærd håndteres af ledelsen, så føler jeg mig krænket og ikke hørt – og jeg var blot tilskuer.

Jeg synes, at deres reaktioner var helt uacceptable, og det blev mere og mere absurd, for nu kom der gang i den fælles tråd, hvor der godt nok var mange, der bad om at blive fri for flere mails, mens andre fx skrev Keep this chat going, this is funny. Det var meget ubehageligt at opleve, at der var nogen, der sad derhjemme og heppede på aggressive budskaber rettet mod en person.

LÆS OGSÅ: Nonbinær: Jeg lader ikke folk som Søren Espersen nå ind, jeg kender dem for godt

Jeg videresendte torsdag den 24. oktober mail-korrespondancen til fakultetets dekan Mikkel Vedby Rasmussen og til rektor Henrik Wegener. De svarede, at de var opmærksomme på sagen, som de var i gang med at håndtere.

Ledelsen lukker ned, men ignorerer substansen

Ledelsens håndtering af sagen viste sig som en nyhed på KUnet for de studerende på SAMF fredag den 25. oktober, hvori der står, at den fælles mailingliste ikke længere kan bruges. That’s it.

Jeg sidder uforstående og uforløst tilbage.

Hvordan kan det være en tilstrækkelig reaktion fra ledelsen, når et helt fakultet har været vidne til offentlig forhånelse af personer, der ikke identificerer sig med de binære køn? Oven i købet efter at universitetet på selvsamme dag, som mailen går amok, har vedtaget nye retningslinjer for krænkende adfærd.

LÆS OGSÅ: Nye krænkelsesregler på plads – Københavns Universitet blev enigt med sig selv

Hvorfor kommenterer ledelsen ikke på sagens principielle indhold? Kan det virkelig være rigtigt, at hverken Det Samfundsvidenskabelige Fakultet eller Københavns Universitet skal gøre mere ud af denne sag?

Det lader til at ledelsen er berøringsangst over at melde sig ind i hele kønsdebatten, men burde man ikke kunne forvente deres aktive stillingtagen i en sag som denne? Især når Københavns Universitet profilerer sig som et mangfoldigt universitet, der ikke tolererer krænkende adfærd.

Hvis det er sådan, sager om krænkende adfærd håndteres af ledelsen, så føler jeg mig krænket og ikke hørt – og jeg var blot tilskuer.

LÆS prodekan for uddannelse på SAMF, Andreas De Neergaards svar på dette debatindlæg her:
Prodekan svarer på kritik: På SAMF er der meget lidt sympati for denne facon

Seneste