Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

Nonbinær: »Jeg lader ikke folk som Søren Espersen ind. Jeg kender dem for godt«

Identitetspolitik — Først på universitetet har Atlas Fruergård Poulsen kunnet springe helt ud som nonbinær transperson. Her betyder det ikke så meget, hvordan du ser ud, eller hvilket køn du er, siger de.

Ledelsen på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab sendte en mail til underviserne med tre råd til at sikre inklusion af nonbinære og transpersoner. Undgå kønnede betegnelser og tiltal studerende ved navn i stedet for pronomen, lød det. Flere medier kædede brevet sammen med tidligere ’krænkelsessager’ på Københavns Universitet og opfattede det som et forbud mod at sige ‘han’ og ‘hun’. Vi har talt med tre af dem, det hele handler om. En af dem er Atlas Fruergård Poulsen, der læser Forhistorisk Arkæologi.

LÆS OGSÅ: Inkluderende tiltale: Undervisere på Humaniora opfordres til at bruge kønsneutrale betegnelser

Jeg fandt ud af, at jeg var nonbinær, fordi jeg ikke syntes, det var rart at blive kaldt for ’én af drengene’. Det passer ikke på min kønsidentitet. Den forvirring eller apati, som jeg føler, når nogen kalder mig dreng eller siger han om mig, bliver kaldt kønsdysferi. Det gør ondt på kønnet. Det er en svær følelse at beskrive, fordi kønsidentitet er noget, der bare er der.

Jeg har ikke oplevet den følelse så meget på universitetet endnu, og det er noget af det fede ved at gå her. Det er ikke så vigtigt, hvordan du ser ud, eller hvilket køn du har. Det handler om, hvad du bidrager med, hvad du kan sige om faget, om du har læst lektier.

I sidste uge oplevede jeg, at en af mine lærere havde misforstået mailen lidt. På Forhistorisk Arkæologi har vi det problem med nogle af fundene, at der ikke er nogen skeletter tilbage. Derfor baserer man deres køn på, hvordan de engang har ligget. Min lærer troede, at det betød, at vi ikke længere måtte kønne oldtidsfund. Men det handler jo om hverdagen i undervisningen.

Jeg havde regnet med, at den her debat ville komme i medierne på et eller andet tidspunkt.
Atlas Fruergård Poulsen, læser Forhistorisk Arkæologi

Jeg havde regnet med, at den her debat ville komme i medierne på et eller andet tidspunkt, fordi de har taget den i USA og Tyskland. Det er fedt, at vi kommer frem i lyset og viser, at vi eksisterer.

Desværre er der stadig folk, som tror det er en psykisk sygdom at være transkønnet. Det er nok hovedproblemet for nonbinære og transkønnede, at folk bruger deres folkeskolebiologi til at sige, at du kun kan være kvinde, hvis du er født med to X-kromosomer og omvendt.

Søren Espersen blev edderspændt rasende

Dansk Folkepartis politiske næstformand  iførte sig sin kones magentafarvede hat og sjal og optrådte på Youtube den 7. september 2019. Han sagde bl.a.:

»Jeg er edderspændt rasende. […] Vores samfund er måske det mest frie i hele verden. Vi kan tale frit og har lov til at være her allesammen. Vi har vores rettigheder til at være, som vi vil. Det er jo fint, at der kan være en pige, der gerne vil hedde Bo. Så får hun da lov til at hedde Bo. Men at det skal sendes ud som et direktiv fra Københavns Universitet, at man skal passe på med at sige ‘han’ og ‘hun’, det gider vi simpelthen ikke.«

Mere tykhudet end de fleste

Jeg er først sprunget helt ud for nylig. Derfor har jeg ikke oplevet så mange udfordringer som nonbinær endnu. Det var lidt forvirrende i starten, fordi jeg gerne ville præsentere mig som Atlas på universitetet. Men på det tidspunkt var jeg i gang med at skifte navn juridisk, så jeg blev råbt op fra listen, hvor mit fødenavn stadig stod. Det var selvfølgelig forvirrende, så jeg måtte lige forklare folk, at det var fordi, jeg er nonbinær.

LÆS OGSÅ: »Jeg er blevet vant til at være posterperson for de nonbinære«

Jeg sprang sådan set allerede ud til verden for halvandet år siden. Men dengang skældte mine forældre mig ud i to timer og tvang mig til at gå under radaren. ’Hvis du gerne vil hedde Atlas, så skal du ud herfra,’ sagde de. På det tidspunkt havde jeg et sabbatår, intet fast job og en stor kæbeoperation foran mig, og derfor valgte jeg, at jeg hellere ville overleve og vente til jeg flyttede hjemmefra.

Derfor er jeg nok lidt mere tykhudet end de fleste. Jeg lader ikke folk som Søren Espersen nå ind. Jeg kender dem for godt.

Jeg tror, at der er mange, der stadig sidder fast i den der transvestitidé om, at transkønnede er nogen, der bare har lyst til at tage noget andet tøj på. Det er ligesom Kirsten Birgit, der lige er kommet på forsiden af Eurowoman. Kirsten Birgit er en ciskønnet mand, der klæder sig ud som en kvinde og spiller en rolle på Radio24Syv. Det har absolut intet at gøre med LGBT+, men det forvirrer begreberne om, hvad en transkønnet er, og hvad det betyder.

LÆS OGSÅ: Alle har en mening om og gør krav på at definere min identitet

Jeg er ret stolt af at kunne stå frem og fortælle om at være nonbinær. Nu hvor jeg er blevet ældre, så vil jeg gerne være den, som jeg selv manglede, da jeg var yngre. Be the role model, siger jeg til mig selv. Jeg tror, at det kan gøre rigtig meget for 10-15-årige unge, som er usikre på sig selv eller føler sig alene i verden, at der er nonbinære og LGBT+-personer, der tør stå frem i medierne og fortælle, hvem de er.

Tiltalesnak behøver ikke være akavet

Det er vigtigt at sige de og dem, fordi det er det tætteste vi kommer på et naturligt, kønsneutralt stedord på dansk. Det er også et forsøg på at respektere det danske sprog i stedet for at introducere et helt nyt ord, som man for eksempel har gjort på engelsk med xie. Der er også nogle, der bruger hen, men i det transkønnede fællesskab ser mange det som et ord, medierne har opfundet.

Jeg har tålmodighed med dem, som synes det er svært. Jeg er ikke særlig snerpet. Så længe du har en god intention, så skal det nok gå.

Stedord bliver for det meste kun brugt, når jeg ikke er til stede. I princippet kan jeg jo være ligeglad, fordi jeg ikke kan høre det. Det ville da være fedt nok, hvis folk kunne finde ud af det, men jeg har også respekt og forståelse for, at det ikke er så brugt i det danske sprog at sige de og dem endnu.

Jeg har tålmodighed med dem, som synes det er svært. Jeg er ikke særlig snerpet. Så længe du har en god intention, så skal det nok gå. Det er sgu ikke så vigtigt.

De fleste transkønnede er glade for at blive spurgt, hvad de foretrækker, og det behøver ikke være akavet eller vildt kompliceret. Jeg har været på en LGBT+-camp, hvor vi simpelthen startede med at tage en pronomen-runde, og det synes jeg egentlig sagtens kunne blive en helt almindelig ting. Så var vi ligesom ude over det problem.

LÆS OGSÅ: Sjældent har så mange været så fortørnede over, at så få beder om så lidt

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste