Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Studenterrådets støtte til ny klimakampagne er udtryk for storhedsvandvid og manglende sans for nuancer, skriver aktiv i Konservative Studerende.
I et indlæg i Uniavisen med overskriften Bæredygtighed skal skrives ind i Universitetsloven, skriver Studenterrådet, at de sammen med andre foreninger vil stille ‘grønne krav’ i hele uddannelsessystemet.
DEBATINDLÆG
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribenternes egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
Men vi må ikke smadre folkeskolen, gymnasiet eller universitetet, med argumenter som »for vi tror på, at når hele sektoren går i den samme retning, så kan vi rykke noget,« sådan som Studenterrådet skriver i deres indlæg.
Det er ikke argumenter, men mavefornemmelser uden hold i virkeligheden.
Vi er alle klar over, at klima-og miljødagsordenen er en vigtig dagsorden, der skal tages alvorligt. ‘Nuancer’ er det vigtige ord på vejen mod en grønnere verden, som mangler, når det bliver foreslået at skrive klima og bæredygtighed ind i Universitetsloven.
Universitetslovens formålsparagraf indeholder i dag mål om vækst, velfærd og udvikling og understøtter derfor allerede udviklingen mod et mere grønt samfund. Bæredygtighed og klima er elementer af udviklingen, der sikrer de gode løsninger.
Jeg er forbavset over, at Studenterrådet I forbindelse med deres støtte til kampagnen ‘Uddannelser for fremtiden’, uden andet belæg end ‘fordi klima er vigtigt’, har tænkt sig at bakke helhjertet op om, at 0. klasse-børn, ikke kun skal lære alfabetet og tal, men også indlægges til undervisning i klima og biodiversitet.
Der eksisterer allerede fag, som tager hånd om disse problemstillinger, herunder natur/teknologi, som eleverne har fra første til sjette klasse.
Det virker derfor mest af alt, som om der er gået storhedsvanvid i Studenterrådets elfenbenstårn. Når rådet vælger at kaste sine kræfter ind i en kamp for at ændre hele uddannelsessystemet sammen med andre foreninger, selv for børn ned i 7-årsalderen, og bakker det op med argumenter om, at man repræsenterer over en million studerende og elever i foreninger, folk ikke kan melde sig ud af.
LÆS OGSÅ: Bæredygtighed skal skrives ind i universitetsloven
Verden er lidt mere nuanceret end Studenterrådet giver udtryk for eller ønsker at indrømme.
Det er det samme med Universitetsloven, for studerende er allerede med til at forme pensum på deres studier igennem studienævn. Hvis man stadig mener, at der ikke er nok klima og bæredygtighed i fokus på ens studie, så er det her, man kan ændre det. Igen er nuancerne udeladt.
Stop med at forsøge at give folkeskolen og gymnasierne et pensum drevet af politiske interesser. Stop med at gøre klima til et og alt. Det bekymrer mig, at en universitetsstudenterforening støtter op om en så ensidig dagsorden.
I studienævnene vil studerende hurtigt opdage, at klima i alle fag, som Studenterrådet foreslår for folkeskolen og gymnasierne ikke giver mening. Hvordan man så stadig kan støtte en kampagne, der tydeligt er et fejlskud, er mig en gåde.
Bevar nuancerne, og husk på, at der allerede bliver undervist i klima. Et så vigtigt emne må ikke gå hen og blive styret af intetsigende politisk korrekte mavefornemmelser.
Stop med at forsøge at give folkeskolen og gymnasierne et pensum drevet af politiske interesser. Stop med at gøre klima til et og alt. Det bekymrer mig, at en universitetsstudenterforening støtter op om en så ensidig dagsorden. Det er ikke sådan, man får verdens bedste universitet, men tværtimod sådan man politiserer hele uddannelsessystemet.
Studenterrådet har bragt både folkeskolen og gymnasiet ind i debatten igennem deres fulde opbakning til uddannelser for fremtiden, men universitetspolitik bør handle om universitet og universitetsstuderende.