Hvad to regnvåde dage på Gudenåen lærte mig om venskaber på afstand

Ømme skuldre, en vejrudsigt, der ikke lovede andet end regn og blæst, otte timer om dagen på et sæde smallere end en bærbar computer og tilsvarende polstret. En chili con carne, der smagte af bål på den dårlige måde og medførte en seriøs omgang maveonde.

Det lyder ikke umiddelbart som en attraktiv måde at tilbringe den sidste weekend i sommerferien på. Men da jeg først sad i kanoen omgivet af venner, blev uroen afløst af lettelse.

For nylig begyndte et nyt studieår, og mange studerende skal lige nu finde sig til rette i en by, der ligger langt fra hjemstavnen med familie og venner. Det kan være overvældende og svært. For hvordan balancerer man nye og gamle relationer, flyttekaos, et fuldtidsstudie og 300 kilometers afstand?

LÆS OGSÅ: Vi kan ikke bygge velfærdssamfundet på frivilliges fritid

Langt væk fra Limfjordslandet

Jeg voksede op i Skive, en mindre provinsby lige ved Limfjorden kendt for Hancock-bryggeriet og særdeles god landbrugsjord.

København, hvor jeg nu bor og studerer, kan godt føles fjern og fremmed, når man er vokset op i Limfjordslandet, og jeg støder da heller ikke på mange medstuderende hjemmefra.

Faktisk var jeg den eneste blandt mine nære venner, der valgte et universitet på Djævleøen. Med det fulgte bekymringen for, om det nu også kunne lade sig gøre at holde fast i vennerne hjemmefra midt i en ny hverdag langt væk.

Nu har jeg boet her et år og må konstatere, at geografi faktisk betyder noget for venskaber. Jeg ærgrer mig over, at jeg det seneste år ikke har set mine gamle venner oftere.

Selvfølgelig håber jeg på en snarlig fremtid med mere overskud og tid til at tage den fire timer lange bustur hjem. Men har man ikke mulighed for at udskyde fag, og finder man pligtskyldigt et relevant studiejob på 15 timer om ugen, så er oddsene små. Og relationerne bliver forvist til ferier og internettets domæne.

Derfor var jeg grumt begejstret, da vores plan om at gentage sidste års kanotur viste sig at blive til virkelighed.

LÆS OGSÅ: Jeg studerer Strindberg og gamle sagaer. Stop med at spørge, hvad jeg vil bruge det til

Kanoernes by

Efter en langsommelig planlægningsproces og lettere forvirring over placeringen af kanoerne – Silkeborg burde blive kaldt kanoernes by – stod jeg endelig ved Gudenåens bred.

Hvad nu hvis det blev akavet, måske var vi vokset fra hinanden?

Oppakningen lå i kanoerne, og imens de sidste af mine venner blev hentet, spejdede jeg udover landskabet. Det var overvældende frodigt langs brinken, nærmest eksotisk, sammenlignet med Karup Å i Skive og Københavns kanaler. Regnen silede ned.

Det var et halvt år siden, jeg havde set nogle af gutterne. En nagende frygt rumsterede bagerst i hovedet. Hvad nu hvis det blev akavet, måske var vi vokset fra hinanden? Så kunne en todages kanotur pludselig føles meget lang. Men jeg fandt mig en kanomakker, og vi var først ude af starthullet.

Vi gled langsomt gennem den tætte grønne skov til den rytmiske lyd af åretag. Indimellem dukkede store patriciervillaer op i slående kontrast til naturen.

På bunden af åen kunne vi se muslingeskaller. Samtalen gled gnidningsfrit. Der var meget, vi skulle catche up på.

Vi ses mindre med vores venner i dag, end vi har gjort før, og vores venskaber er blevet mere overfladiske. Catch-up culture kaldes det, når samværet med vennerne mest af alt består af en gensidig opdatering af, hvad der er sket i vores liv, siden vi sidst så hinanden.

Aftalerne føles som endnu en ting på to do-listen og minder om MUS-samtale med chefen. Livsvidne kan man i hvert fald ikke kalde det, hvis ungarbejderen i den lokale dagligvarebutik har et mere autentisk indblik i éns hverdag.

Så vi catcher up, opdaterer hinanden, fordi vi har for travlt til at ses eller bor for langt fra hinanden, og alle de opkald, beskeder, likes, reels og kommentarer bliver en livline i langdistancevenskaberne. Hvad gør man ellers, når man ikke har mulighed for at se sine venner i hverdagen? Giver slip…?

Inden jeg flyttede til København for at studere, tog jeg på højskole i Hillerød. Jeg spekulerede over mine venskabers fremtid, og jeg håbede, jeg kunne finde nogle nye venner, der også skulle studere i København.

Det virkede. Jeg fik dannet mig et stort netværk og var knap så bekymret for at flytte langt væk. Men i samtaler med andre eksil-jyder blev jeg chokeret over deres pessimisme. Særligt husker jeg én samtale, hvor personen tørt konstaterede, at mine planer om at flytte til København ville medføre »et langsomt farvel til mine venner i Jylland«.

LÆS OGSÅ: Giv mig stavefejl i massevis, hvis bare jeg slipper for at læse AI-slop

Aftenens mission

Sidst på eftermiddagen, efter flere uplanlagte sammenstød med bredden, ankom vi til Kongensbro, hvor vi skulle tilbringe natten. Første punkt på dagsordenen var udpakning, dernæst aftensmad.

Over for shelterpladsen lå en kro og muligheden for kolde fadøl. Tag over hovedet fristede, men aftenens mission – at se hvor store stammer, ilden kunne fortære – holdt os fra det. Nogle spillede bold, andre hentede brænde. Jeg fastgjorde en presenning for at skærme os mod regnen. Alt var som det plejede at være. Studiet syntes knap så nærværende, som før jeg tog afsted.

Måske er det ikke så farligt, tænkte jeg på togturen hjem, at der i perioder går lang tid imellem, at vi ser vores venner.

Næste dag gentog vi succesen, bare lidt mere tilrøget og svedlugtende. Endnu to stødte til, og vi krydsede den famøse Tange Sø, der er Danmarks største kunstigt anlagte sø og har været omdrejningspunktet for en ophedet debat mellem miljøforkæmpere og lokale i årtier.

Til gengæld var denne aftens shelterplads beriget med et autentisk jernalderlanghus. Igen brugte vi det meste af aftenen på at fodre bålet med de største stammer, vi kunne finde, til et nostalgisk soundtrack af alt fra Main Theme from Clash of Clans til Hans Zimmers Cornfield Chase.

LÆS OGSÅ: Vi går glip af noget vigtigt, når der ikke er plads til tvivl i den offentlige debat

På gensyn

Efter endnu en nat tilbragt i sovepose på tvivlsomt underlag sagde vi farvel. Turen gik mod de store studiebyer: Aarhus, Aalborg og København. Den nagende frygt, jeg havde, før jeg tog afsted, var forsvundet.

Kanoturen viste mig, at bare fordi man ikke længere er fast inventar i hinandens hverdagsliv, kan relationer stadig være meningsfulde. Især relationer, som har haft tid til at vokse sig modstandsdygtige, hvor man kender og accepterer hinandens særegenheder og har delt en hverdag med hinanden.

Den jargon og det fælles erindringslandskab, man deler med gamle venner, er opbygget over tid. Det finder man ikke lige rundt om hjørnet i en ny studieby.

Måske er det ikke så farligt, tænkte jeg på togturen hjem, at der i perioder går lang tid imellem, at vi ser vores venner. Det betyder ikke, at vi uvægerligt kommer til at leve venneløse liv.

Nogle gange holder vi venskaber i live gennem en månedlig statusopdatering. Samtalen over telefon føles måske som et mellemrum i tilværelsen, en erstatning for den ægte vare, men måske er den nærmere et supplement. Et meningsfyldt mellemrum.

Vi realiserede planen om kanoturen i år. Forhåbentlig gør vi det igen næste år. Det langsomme tempo kan noget særligt. Øjeblikkene, hvor man stirrer ind i bålet eller ud på landskabet og bare er til stede.

Vi fik åbnet op for nogle samtaler og tanker, vi ellers sjældent når til, når vi har en skarp bagkant og en anden aftale om lidt og for øvrigt også skal nå at handle ind.

De to dage efterlod mig med genopladte venskabsbatterier, der sagtens kan holde det næste halve år – også selvom vi i mellemtiden kun lige når at catche up over telefonen mellem to forelæsninger.