Giv mig stavefejl i massevis, hvis bare jeg slipper for at læse AI-slop

De fleste studerende bruger kunstig intelligens i forbindelse med deres studie. Det påstod Morten Axel Pedersen, ny viceprorektor for AI, i hvert fald for nyligt i et interview med Uniavisen.

Jeg har hørt samme påstand fra venner og medstuderende — at »alle bruger jo AI til at skrive opgaver med«.

Men sådan behøver det ikke være.

Jeg vil ikke spille (alt for) hellig. I et anfald af desperation har jeg for eksempel bedt ChatGPT om at forklare mig, hvad en synopsis er (jeg ved det stadig ikke), og jeg kan ikke sige mig fri for at have tjekket, hvilke kilder Googles irriterende AI-oversigt bruger til dens delvis rigtige svar.

Men jeg har siden da også taget et aktivt valg om, at jeg vil undgå kunstig intelligens i det omfang, det lader sig gøre. Jeg har undervisere, der må forklare mig den opgaveform, de har valgt at teste mig i, og bibliotekarer som kan hjælpe med kildesøgninger.

Jeg vil vove at påstå, at KU’s ansatte gør begge dele bedre end kunstig intelligens.

LÆS OGSÅ: KU satser 110 millioner på AI: Her er manden, der skal vise vejen

Teknologisk fremskridt er ikke menneskeligt fremskridt

Det er fint med mig, hvis AI for eksempel kan hjælpe med at påpege alvorlige sammenfald hos en patient, som lægen ikke selv har opdaget, eller behandle så store mængder data, at det ville kræve flere ugers arbejde for en enkelt person.

Det er et forfængeligt og selvisk behov, for hvad med læseren i den anden ende?

Men midt i AI-begejstringen har vi glemt noget: AI behøver ikke at være fremtiden for alle og alting. Vi skal gøre op med tanken om, at teknologisk fremskridt altid er lig med menneskeligt fremskridt.

Jeg studerer ikke bæredygtighed, så min kritik af AI går ikke på det enorme vandforbrug, vi spilder, hver eneste gang vi spørger chatten, hvilken studieby det er fedest at tage på udveksling i. Jeg er heller ikke neurolog, så jeg kan ikke kommentere på, hvorvidt AI gør os dummere eller ej.

LÆS OGSÅ: I AI-rusen har KU glemt noget vigtigt: Viden skabes i fællesskab

En Faustisk forfængelighed

Jeg er humanist. Min hverdag går blandt andet med at reflektere over, hvordan en 1700-tals romankarakter kan være så irriterende (skud ud til Goethe), imens jeg prøver at tale og skrive det bedste tysk, jeg har lært.

Mine undervisere har, til trods for at ingen af dem er AI-jubeloptimister, foreslået, at vi kan bruge AI til at træne fremmedsprog med eller til at få vores tekster til at lyde, som om en modersmålstalende tysker havde skrevet dem.

Det er en besnærende tanke, at mit uperfekte tysk på to sekunder kan blive »perfekt«, og at de opgaver, jeg hakker mig igennem skriveprocessen med, kan komme til at ligne professionelle forskeres.

Jeg synes, vi som studerende skal insistere på, at vi kan og vil være mere end det

Men det er et forfængeligt og selvisk behov, for hvad med læseren i den anden ende? Vi kan ikke være bekendt at bede andre om at bruge tid på noget, vi ikke selv har gidet at finde på, skrive ned og rette igennem.

Jeg vil langt hellere læse e-mails, romaner og akademiske opgaver med sproglige fejl og særpræg, end jeg vil læse en død tekst, som er skabt som det mest sandsynlige svar på en prompt.

Hver eneste gang, jeg ved et tilfælde snubler ind i en AI-produceret tekst, får jeg omgående lyst til at lave hovedspring ned i en pool fyldt med dårlig kommatering, manglende nutids-r og flere sammenblandede ordsprog end i samtlige sæsoner af Paradise Hotel tilsammen.

Vi sletter alle menneskelige spor

På mit studie undersøger vi blandt andet tekster for tegn på, hvem de er skrevet af – kan vi, uden at vide noget om forfatterne, gætte deres køn, alder eller kulturelle baggrund?

Universitetet har åbnet mine øjne for, at vi alle bruger det eller de sprog, vi har lært, på en sådan kreativ måde, at vi igennem sproget konstant udtrykker vores identitet, også uden at tænke over det. Derfor føles det også særligt tragisk, når selvsamme universitet mener, at størstedelen af dets kandidater blot vil ende som »managers af AI-agenter«.

Jeg synes, vi som studerende skal insistere på, at vi kan og vil være mere end det. Og vi skal starte med at skrive vores opgaver selv, især de dårlige og de svære og dem vi ikke lige synes, vi har tid til.

Bagefter vil jeg opfordre til, at man går ud i verden og stolt blærer sig med den karakter, man ved sit eget hårde arbejde har fået, om det så er 00, 4 eller 12.

Og hvis man trænger til lidt inspiration til en opgave, så er det altid en mulighed at tænde for Paradise Hotel. Der er en overflod af sprogblomster, der nok skal sætte hjernen igang.