Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

Hvidovre Hospitals Kollegium: Festkollegiet uden for byen

Tour de chambre — Små 20 minutter fra Københavns Hovedbanegård med offentlig transport ligger Hvidovre Hospitals Kollegium, som lokker med billig husleje og kort venteliste - og en tur i partybussen for de aktive.

Hvis du kan klare cykelturen til og fra studiet, kan du på det festglade Hvidovre Hospitals Kollegium hurtigt få et værelse til under 3.000 kroner om måneden med eget toilet og bad.

»Det er lidt langt væk. Men hvor der er vilje, er der vej,« siger beboer Rasmus Lund Nielsen, som fik sit værelse en uge efter, han havde søgt. Og hvis viljen ikke rækker, kører bus nummer 11 direkte til Hovedbanegården på 20 minutter.

Hvidovre Hospitals Kollegium

Adresse: Kettegård Alle 70, 2650 Hvidovre,

hhk-kollegium.dk

Husleje: 2.900 kroner

Gennemsnitsalder: 23 år

Ansøgningskrav: Venteliste på kollegierneskontor.dk. Man skal læse på en SU-berettiget uddannelse.

Alle er velkomne

Det eneste krav, kollegiet stiller til dets beboere, er, at de er indskrevet på en SU-berettiget uddannelse.

»Og at de betaler køkkenpenge og tager deres rengøring,« tilføjer Katrine Boe Eriksen, som er et af i alt fem medlemmer i beboerrådet.

Man behøver hverken være universitetsstuderende eller ekstrovert for at bo på Hvidovre Hospitals Kollegium. Når der er fest – og det er der ofte – bestemmer man helt selv, om man vil være med eller ej.

Hvidovre Hospitals Kollegium kommer med en boldbane.
billede: Foto: Anna Trads Viemose.
Er man træt af at spille bold, kan man drikke øl i kollegiets egen bar.
billede: Foto: Anna Trads Viemose.
Der er tyve minutter med det offentlige fra Hovedbanegården til kollegiet.
billede: Foto: Anna Trads Viemose.

»Der er meget stor forskel på folk. På vores gang har vi fire-fem mennesker, der er meget sociale, og fire-fem andre, der kommer og laver deres mad og siger hej, men så er det det,« fortæller Rasmus Lund Nielsen.

»Alle er velkomne, men det er ikke alle, der gider. Det er også fair nok.«

»Absurd mange fester«

Med næsten 300 beboere samlet på ét kollegium, der i øvrigt også huser egen café og bar, kan det godt nogle gange blive lidt vildt.

»Der er absurd mange fester. Der er faktisk så mange, at det har været et decideret problem under coronapandemien,« siger Katrine Boe Eriksen. Problemer bliver taget op i beboerrådet, som for nylig er blevet enig om nogle fælles regler for at inddæmme kollegiets festtrang en smule.

SERIE: TOUR DE CHAMBRE

Uniavisen besøger Københavns kollegier.

LÆS OGSÅ: Sådan skriver du ansøgningen, der får dig ind på et fedt kollegie

Men ikke alt for meget, for det levende sociale liv er også en af grundene til, at det er værd at bo på kollegiet, mener Katrine Boe Eriksen.

Ud over beboerrådet kan man melde sig ind i caféforeningen, barudvalget eller festudvalget. Og hvis man ikke er kommet i god nok form af cykelturene frem og tilbage til kollegiet, har man også adgang til både basket- og fodboldbane.

»Der bliver gjort sindssygt meget for det sociale herude,« siger Katrine Boe Eriksen.

»Vi har for eksempel lige arrangeret, at alle frivillige på kollegiet får en dag på partybus med alt betalt. Sprut og mad ad libitum. Vi gør noget for, at det skal være fedt og sjovt at være her.«

Og hvis der kommer for mange støjklager, er det heldigt, at festen kan rykkes til kælderen, der er lydisoleret, fortæller Rasmus Lund Nielsen:

»Når vi er hernede, kan vi skrue max op for musikken.«

LÆS OM FLERE KOLLEGIER: Den store kollegieguide

Seneste