Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Hvor blev regeringens ekstra studiepladser af? Se listen

Optag — Regeringens 5.000 ekstra studiepladser er primært gået til Københavns Universitets STEM-uddannelser.

Københavns Universitet har oprettet 216 ekstra studiepladser denne sommer. I alt har 12 forskellige uddannelser på universitetet ekstraordinært kunnet tage imod flere studerende. Økonomi, Forsikringsmatematik og Jura er nogle af dem.

45 af de ekstra studiepladser er stadig ledige. Det gælder på uddannelserne Datalogi, Medicinalkemi og Nanoscience.

I juni kunne uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen fortælle, at regeringen og folketingets øvrige partier var enige om at oprette 5.000 ekstra studiepladser i 2020 og 2021. 500 af pladserne var målrettet de såkaldte velfærdsuddannelser.

LÆS OGSÅ: Politisk aftale indgået: 5000 ekstra studiepladser oprettes

Aftalen kom i stand, fordi politikerne forventede, at de videregående uddannelsesinstitutioner ville få op til 10.000 flere ansøgninger end normalt i 2020 på grund af covid-19, der har aflyst mange unges planer for et sabbatår.

Københavns Universitet fik ganske rigtigt det største antal ansøgere nogensinde, og 2020-årgangen bliver den største, universitetet endnu har set. Men Københavns Universitet leverer kun en mindre del af de ekstra studiepladser.

LÆS OGSÅ: Københavns Universitet optager højeste antal studerende nogensinde

I Folketingets aftale om ekstra studiepladser står, at uddannelsesinstitutionerne skal prioritere at oprette pladser inden for områder som teknologi og it. Uddannelser, der formodes at kunne bidrage til at skabe vækst i dansk økonomi, understøtte den grønne omstilling eller bidrage til realisering af 70-procentsmålsætningen, skal også prioriteres.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Folketingets ønske er blevet imødekommet, for det er især på de såkaldte STEM-uddannelser, at der er blevet oprettet ekstrapladser på Københavns Universitet.

Se fordelingen her:

  • Datalogi-økonomi: 35 ekstra pladser
  • Datalogi: 27 ekstra pladser
  • Forsikringsmatematik: 12 ekstra pladser
  • Skov- og Landskabsingeniør: 19 ekstra pladser
  • Matematik: 6 ekstra pladser
  • Matematik-økonomi: 5 ekstra pladser
  • Machine Learning og Datavidenskab: 35 ekstra pladser
  • Medicinalkemi: 17 ekstra pladser
  • Nanoscience: 5 ekstra pladser
  • Økonomi: 30 ekstra pladser
  • Jura: 21 ekstra pladser
  • Farmaci: 4 ekstra pladser

 

En oversigt over den endelige fordeling af de ekstra studiepladser mellem uddannelsesinstitutionerne er først klar den 1. oktober.

FØLG UNIAVISEN PÅ FACEBOOK

Seneste