Jeg læser Jura hjemmefra, fordi KU ikke har plads til mig

Da jeg startede på Jura i 2023, var det med stor motivation for at læse mit drømmestudie på Københavns Universitet. Jeg glædede mig til at udvikle mig fagligt og få nye venner, der delte mine interesser for jura, erhvervsliv og politik.

Jeg indså dog hurtigt, at den måde, studiet er indrettet på, ikke ville fungere for mig. Jeg har en autismediagnose, hvilket betyder, at lange dage på campus med skiftende lokaler, mange mennesker og konstante indtryk er uholdbare. Bare nogle få timer på campus kunne dræne mig for energi resten af dagen.

Derfor har jeg i tre år lavet selvstudie hjemmefra med lidt hjælp fra privatansatte undervisere – noget, der økonomisk ikke er en mulighed for alle.

På KU er SPS stort set det eneste tilbud til studerende med særlige behov. Det er bare ikke tilstrækkeligt for alle. SPS-støtte hjælper ikke på skiftende lokationer, manglen på faste fællesskaber eller den overvældende sanseoplevelse af at være på campus.

Det har undret mig gennem hele min studietid. For de manglende tilbud til studerende som mig er ikke bare et svigt – det er også en tabt investeringsmulighed for universitetet og samfundet.

LÆS OGSÅ: »Man er meget lille som studerende med særlige behov, og man beder ikke om særlig meget«

Et system, der taber studerende på gulvet

Måske ser mange autisme som en diagnose, der kun giver udfordringer. Men mennesker med autisme kræver egentlig bare det rigtige miljø for at blomstre. Særligt os, der har formået at komme ind på et studie som Jura, har ofte stærke analytiske kompetencer, vild hukommelse og evnen til at observere og afkode mennesker, sammenhænge og stemninger nøje.

Disse egenskaber kan være værdifulde både for det akademiske miljø og for arbejdsmarkedet. Virksomheder som Novo Nordisk har allerede indset det og ansat medarbejdere med autisme, fordi de bidrager med helt særlige styrker.

Derfor er det både ærgerligt og kritisabelt, at et universitet som KU ikke i højere grad formår at understøtte denne gruppe studerende. Jeg har selv mange gange i løbet af de sidste tre år været tæt på at give op.

LÆS OGSÅ: Jeg tog på udveksling med en funktionsnedsættelse. Her er, hvad jeg lærte

Jeg drømmer om faste rammer på campus

Selvstudie og dyrt betalt hjælp erstatter ikke de tilbud, mange studerende med autisme har brug for.

Det kunne for eksempel være et fast lokale, hvor man sammen med andre studerende kunne møde ind til en dag på campus med færre sanseindtryk.

Jeg drømmer om et mere sammenhængende skema, så man slipper for at bruge fritimer på tilfældige områder af campus, og om en fast tilknyttet støttelærer, man kan gå til med spørgsmål om alt fra opgaveskrivning og deadlines til studieliv og trivsel.

Mennesker med autisme kræver egentlig bare det rigtige miljø for at blomstre

I stedet har jeg stået alene gennem store dele af studiet. Jeg har oplevet, at mine karakterer ikke afspejlede mine faglige evner, og at frygten for endnu en skuffelse har fyldt mere og mere.

Det skuffer mig, at universitetet, hvis opgave det er at skabe et læringsmiljø, hvor studerende kan udfolde deres potentiale og faktisk se det på papiret, ikke løfter denne opgave bedre.

Mennesker med autisme, der står alene med et uoverskueligt pres i hverdagen, risikerer at udvikle autistisk udbrændthed. Jeg har selv oplevet konsekvenserne i form af voldsomme bekymringer, vejrtrækningsbesvær og en følelse af at stå meget alene på studiet.

LÆS OGSÅ: Erfaren underviser: Sådan tager jeg hensyn til studerende med særlige behov

Et fællesskab for dem, der står alene

Det er ensomt at være selvstuderende, og man er langt hen ad vejen afskåret fra det sociale liv. Jeg tror, de færreste ønsker det. Tværtimod er det min oplevelse, at de fleste studerende gerne vil bidrage til studielivet på de måder, der er mulige for dem.

Derfor har jeg længe haft lyst til at skabe et fællesskab for studerende, der har haft en anderledes oplevelse med studiet, og som savner et netværk, hvor de kan dele deres erfaringer.

I sensommeren 2026 lancerer jeg derfor en klub på Jura for alle os, der har oplevet studiet som ekstra svært. Mit håb er, at det bliver et fællesskab, hvor vi finder støtte i hinanden, og hvor også de sårbare emner er velkomne.

Der vil være læsedage på caféer, udflugter, kulturelle oplevelser og studierelaterede arrangementer. Men der vil også være fester og ture på barer. Faglighed og sjov, støtte og samvær. Alt det, studietiden bør indeholde for alle studerende.