Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Navne

»Jeg synes ikke, Københavns Universitet er et uddannelsesuniversitet i verdensklasse«

Københavns Universitet skal prioritere uddannelse lige så højt som forskning, siger den nyvalgte forperson for Studenterrådet, Esben Bjørn Salmonsen. Og så afviser han at ændre et udskældt slogan.

Hvem er han?

Den 21-årige statskundskabsstuderende Esben Bjørn Salmonsen overtog den 1. januar posten som forperson for Studenterrådet.

Som studerende på Københavns Universitet har han mærket, at uddannelse ikke altid bliver prioriteret lige så højt som forskning.

»Bare tag mit eget eksempel: Jeg får ikke feedback på mine eksamener, og jeg har nul mundtlige eksamener på bacheloren. Det synes jeg er ret vildt,« siger han og kritiserer, at der ikke er bachelor- og specialeforsvar på alle uddannelser.

»Københavns Universitet er et forskningsuniversitet i verdensklasse. Men jeg synes ikke, man kan sige, at det er et uddannelsesuniversitet i verdensklasse.«

Når han ikke laver studenterpolitik, bruger Esben Bjørn Salmonsen sin fritid i naturen, hvor han kigger på fugle.

»Jeg synes, det er fedt, at man kan følge årstidernes gang. Tranerne flyver nordpå om foråret og sydpå om efteråret, og der er hele tiden noget nyt at se på. Når man tager på tur, ved man aldrig, hvilken oplevelse man får med hjem.«

Hvorfor læser jeg om ham nu?

Fordi han er ny mand i spidsen for den største studenterorganisation på Københavns Universitet.

Det er ikke en simpel opgave, der venter ham. Studenterrådet vandt endnu en gang en plads i bestyrelsen ved universitetsvalget i december, men listen gik tilbage med 20 procentpoint. Imens kunne de se de konkurrerende lister Frit Forum og Konservative Studerende gå frem.

LÆS OGSÅ: Studenterrådets forperson er chokeret over vælgerlussing

Esben Bjørn Salmonsen siger, at han vil kapre de tabte vælgere tilbage ved at vise, at Studenterrådet kan skabe politiske resultater. Udover højere krav til uddannelseskvalitet er hans mål at styrke de frivillige foreninger og studenterdemokratiet.

»Universitetet består af alle mulige ildsjæle og grupper, der arbejder for at skabe et fedt studiemiljø, og dem skal vi understøtte bedre, end tilfældet er i dag. Jeg synes, man ser mange tegn på, at ledelsen svigter rundt omkring på universitetet,« siger han og nævner ledelserne på Statskundskab og Frederiksberg Campus, som han beskylder for at nedprioritere introforløbene.

»Og så er det min drøm, at jeg kan være med til at få flere studerende til at engagere sig i deres studienævn og fagråd og tage aktivt stilling til deres uddannelse.«

Hvor er det nu lige, jeg kender ham fra?

Måske er du stødt på ham i tidligere artikler. For eksempel var det Esben Bjørn Salmonsen, der tog med Uniavisen på værtshus, da læsesalene stadig var lukkede under anden coronabølge. Her beskyldte han regeringen for at forbigå universiteterne i genåbningen.

LÆS OGSÅ: Han må sidde på et værtshus, men ikke på en læsesal

Du kan også lære ham at kende onsdag den 12. januar, hvor han er en af talerne til den stort anlagte demonstration imod udflytningen af studiepladser, som bliver holdt på Christiansborg Slotsplads.

Skal jeg gøre noget?

Du kan sætte dig ind i den studenterpolitiske debat, der har raset efter sidste års universitetsvalg.

Frit Forum og Konservative Studerende har beskyldt Studenterrådet for at turnere med en falsk fortælling om, at de favner alle studerende på universitetet.

LÆS OGSÅ: Frit Forum og Konservative Studerende vil udstille Studenterrådets »løgnehistorie«

Kasper Stisen, formand i Frit Forum, opfordrede direkte Studenterrådet til at smide deres slogan, »Vi er de studerende på Københavns Universitet«, i »skraldespanden«.

Det afviser den nyslåede forperson dog at gøre.

»Jeg mener, at det er Studenterrådets dna og eksistensberettigelse, at vi er de studerende på Københavns Universitet,« siger han.

»Og jeg tror i øvrigt kun, at det skræmmer studerende væk fra studenterpolitik, at man kommer med underlødige angreb på hinanden i medierne.«

Seneste