Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Harald Toxværd: Afvis de unge demagoger i jakkesæt

Univalg 2022 — Afvis de unge demagoger i jakkesæt, der vil ødelægge din indflydelse, skære i din uddannelse og indskrænke din forskningsfrihed. Stem på Studenterrådet, selv om det er kedeligt.

Endnu et år med et univalg, du aldrig har hørt om. Et valg, der ville være komplet uinteressant, hvis ikke det var et bolværk mod partisoldaternes angreb på din studiefrihed.

Du står nemlig med valget mellem det gennemgående middelmådige Studenterrådet, eller to partiforeninger i oversize-jakkesæt, som leger studerende inden de kan indtage en sekretariatsplads i moderpartiet.

På den ene side har vi Konservative studerende: Papa Pape-stans med forkærlighed for censur af forskning, de ikke kan lide. Deres øjne er stift fokuseret på identitetspolitiske mexicanerhatte, mens de skridt for skridt vil indskrænke forskningsfriheden på universitetet.

På den anden side har vi gode gamle Frit Forum: Socialdemokrater, som ikke engang socialdemokraterne kan lide. Mens deres bosser i S prioriterer erhvervsuddannelser og slagter universiteterne på tyvende år, klynger fritterne sig til resterne af Statskundskab, som deres sidste bastion for højredrejet tryghed.

Lad mig her bruge en smule krudt på at skyde efter gråspurve, og mane Uniavisens myte om et neutralt valg endegyldigt til jorden.

Frit Forum er socialdemokratiske skødehunde

»Den eneste stemme til venstre for midten,« skriver Frit Forum. Og bevares, hvis man på midten finder Studenterrådet, der bliver peget på af samtlige reelt venstreorienterede organisationer på universitetet, så er Frit Forum da et skud langt til venstre for målet.

Her viser Frit Forum sig som fremtidens magtmænd.

At spille underprivilegerede grupper ud mod hinanden og undergrave studenterdemokratiet er da i sandhed socialdemokratisk, men sgu ikke særligt venstreorienteret. Her viser Frit Forum sig som fremtidens magtmænd, klar til at skære og ødelægge, til de kan lægge CSS bag sig til fordel for partikontorerne.

Du kan ikke være medlem af andet end Socialdemokratisk Ungdom, hvis du er medlem af Frit Forum. Dermed er tonen ligesom lagt, og parolen »Stem grønt« endeligt begravet: Socialdemokraterne kan jo næppe siges at stå forrest på barrikaderne, selv om de selvfølgelig altid er klar til at svinge en hockeystav.

Konservative Studerende kæmper mod de studerende

Er du til en lidt mere spicy interesseorganisation, vil Konservative studerende fjerne din SU og lade dig bruge år på at betale den af, så vi kan drukne studerendes økonomi fra barnsben ligesom i forbilledlige USA.

Mangler du løsninger på den akutte mistrivsel og mentale sundhedskrise, er smoking-drengenes svar blot at presse dig igennem kødkværnen endnu hurtigere. Og lad os endelig genindføre de årlige nedskæringer og hæve karakterpresset, mens vi er i gang.

Din stemme til KS går direkte til diskrimination af studerende fra de fremmedfjendske Pape-kloner.

Som deres spidskandidat kløgtigt fik sagt i Deadline, skyldes de unges mistrivsel jo manglen på krav, der stilles til os. Flere krav og mere ansvar (læs: mindre social infrastruktur og flere tal på et regneark) er altså lig med mere trivsel i deres logik.

KS brokker sig, som traditionen byder, på Twitter mod hærværk af deres studiefjendske budskaber og står skulder ved skulder med Henrik Dahl og Morten Messerschmidt i kampen for anti-intellektualisme og imod kritisk tænkning på universitetet.

Din stemme til KS går direkte til diskrimination af studerende fra de fremmedfjendske Pape-kloner, og stemmen føres helt ind i Konservativt Folkepartis bestyrelse, hvor KS sidder tungt på en plads – og sikkert en masse støttekroner til at forværre dit universitet.

Det ignoreres af Uniavisen

Studenterrådet er dødkedelig. De har ingen smarte partier i ryggen, og deres møder virker endeløse (det er det skide foreningsdemokrati, der spøger igen). Til gengæld har de kæmpet i et år, og nu faktisk fået indført mundtligt specialeforsvar på studier. Det er et brud på årtiers nedskæringsparadigme, og en helt reel forbedring af dit universitet. Det er tørt og kedeligt, men det er noget så sjældent som et vaskeægte fremskridt.

LÆS OGSÅ: Endelig! Nu har alle studerende ret til mundtligt specialeforsvar

Alt dette på trods af Frit Forum, Konservative Studerende, og deres partipolitiske venners endeløse knævren. Imod deres nedskæringsparadigme. Det er afgørende, hvis vi skal vinde mere reel indflydelse og demokratisk handlekraft, at vi afviser unge demagoger i jakkesæt, der ønsker at ødelægge din indflydelse. Som fortsat vil skære i din uddannelse. Som vil indskrænke din forskningsfrihed.

Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor Uniavisen fremstiller de tre organisationer, som om de er ligestillede.

Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor Uniavisen fremstiller de tre organisationer, som om de er ligestillede. Frit Forum og Konservative Studerende har aldrig leveret ét eneste stykke reel politik eller forbedring til dansk studenterpolitik.

Hvorfor skal Konservatives underorganisation ikke spørges kritisk om deres holdning til at lukke Humaniora, eller til deres venners støtte til abortmodstandere i USA?

Skal socialdemokraterne slippe af sted med at være ‘den eneste stemme til venstre’, samtidig med at de modarbejder alt, der bare lugter af venstreorienteret politik? Hvorfor lader vi som om, disse grupper spiller nogen anden rolle end at undergrave de studerendes stemme til fordel for partiorganisationernes?

Derfor kaster jeg som vanligt op her, og opfordrer dig til at stemme på en liste, som skaber reel forandring i dit liv og på dit studie: Liste S for Send FF og KS tilbage, hvor de hører til.

Seneste