Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Københavns Universitet påpegede fejl i rangliste og faldt ni pladser

Prestige — Ranglistevirksomheden QS har endnu ikke redegjort for, hvordan fejl, der koster Københavns Universitet ni pladser på fornem liste, er opstået.

Da årets rangliste fra virksomheden QS (QS Quacquarelli Symonds) landede for nylig, tikkede Københavns Universitet ind på en respektabel plads som 72.-bedst i verden. Syv pladser over sidste års placering som nummer 79.

QS World University Rankings tilhører en lille håndfuld betydningsfulde uni-ranglister, der udkommer årligt og bliver studeret grundigt i rektorater verden over.

Der er rift om de øverste pladser på ranglisterne, fordi en plads i eliten gør det lettere at rekruttere forskere fra øverste hylde og tiltrække betalende studerende (i Københavns Universitets tilfælde fra udlandet).

For mange publikationer

For ledelsen på Københavns Universitet er det et mål at klare sig godt på ranglisterne og at bruge det i markedsføringen over for studerende og forskere, ikke mindst internationalt.

Men i afdelingen Forskning og Innovation på Københavns Universitet gik det op for de ansatte, at der var noget galt med datagrundlaget på årets QS-liste.

»Vi blev gjort opmærksom på, at nogle havde opdaget uoverensstemmelser, og at vi måske derfor skulle tjekke vores tal. Vores umiddelbare hop fra 79 til 72 var ikke noget, som ellers havde givet os anledning til at tjekke,« skriver kommunikationskonsulent i Forskning og Innovation Rasmus Damkjær Christensen i en mail.

»Hvor de havde angivet 62.849 publikationer for perioden 2013-2017, kunne vi kun finde 39.197. Det gjorde vi dem (QS, red.) opmærksom på.«

Det fremgår af en revideret ranglisterapport fra QS specifikt om Københavns Universitet, som Uniavisen har fået tilsendt, at det korrigerede publikationstal betyder, at Københavns Universitet må skifte 72.-pladsen ud med en 81.-plads, to pladser under sidste års niveau, hvilket betyder, at Københavns Universitet nu pludselig ifølge QS må anses for at være et dårligere universitet end fx franske Sorbonne og Durham University i Nordøstengland.

Uniavisen har efterfølgende rettet vores nyhed om ranglisteplaceringen.

4. juli havde QS dog ikke selv ændret Københavns Universitets placering som nummer 72 på den offentliggjorte rangliste på virksomhedens hjemmeside.

Uniavisen har spurgt QS, hvad årsagen til fejlen i Københavns Universitets score er, og om den samlede rangliste (med 1.001 universiteter) nu skal gennemgås for ligende problemer. Vi har også spurgt, om det er usædvanligt, at et universitet finder fejl i ranglistedata og påpeger det for QS, samt om hvorfor ranglisten ikke er blevet rettet på QS’ hjemmeside.

Rankings manager i QS Intelligence Unit Selina Griffin har svaret på mail. Griffin skriver, at firmaet Elsevier, der fungerer som dataleverandør til QS, undertiden ændrer sine ‘mapping codes’, og at hun er ved at undersøge, hvad der er sket med dem.

»Nogle gange vil et universitet arbejde direkte sammen med Elsevier om at ændre deres affilierings-kortlægning (fx de navne-varianter, som deres universitet og associerede institutter kan være optegnet under i Elsevier (‘s database, red.)), og disse ændringer bliver ikke givet videre til os. Vi arbejder med Elsevier på et nyt system, der automatisk vil indarbejde sådanne ændringer.«

Hun skriver også, at QS har regenereret Københavns Universitets data og, så hurtigt det var muligt, sendt et ajourført fakta-papir til universitetet »så de kan være klar over betydningen af ændringen og dobbelttjekke, at billedet nu ser korrekt ud.«

Bruges af millioner

Selina Griffin skriver, at QS’ it- og websitehold endnu ikke har ændret den offentliggjorte rangliste for i år, men at det er »i proces nu.«

Ifølge Selina Griffin har QS så meget tillid til korrektheden af deres øvrige data, som man kan have, »men selvfølgelig vil vi søge at rette fejl, hvis de skulle vise sig.«

Københavns Universitet er trods faldet på ni pladser ifølge QS det bedste universitet i Norden.

Ifølge QS’ hjemmeside bruger mindst en snes millioner uddannelsessøgende og ansatte i uddannelsesbranchen virksomhedens rangliste-oplysninger til at træffe beslutninger om deres uddannelses- og karrierevalg.

I de senere år har Københavns Universitet kun klaret sig nogenlunde på QS-ranglisten, mens to konkurrerende ranglister, ARWU-Shanghai-listen og CWTS Leiden, begge placerer København i toppen, i 2019 som sjettebedst i Europa.

Seneste