Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Nyt parti — Vi har stiftet Kødfronten for at gøre op med den 100 procent vegetariske kantine på Jura. Folk skal selv kunne vælge, om de vil have deres proteiner fra linser eller lammekoteletter. Det skal være dit valg, ikke KU’s.
DEBATINDLÆG
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribenternes egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
Jura på KU er Danmarks absolut største uddannelse. Dette indtryk vil man måske ikke få, hvis man betragter det politiske landskab blandt de studerende på Det Juridiske Fakultet. Her er der nemlig normalt kun to partier, Konservative Jurister og Fælleslisten, at finde på stemmesedlen til KU-valg.
Men dét vil Juras nye parti ’Kødfronten – kød tilbage i kantinen’ ændre på.
Parties navn afspejler fint budskabet, formålet og målsætningerne bag partiets etablering: Studerende på Jura er for nuværende henvist til kreative løsninger som for eksempel at vandre over til Teologi, hvis de ønsker at spise frokost, der indeholder kød, på universitetet.
LÆS OGSÅ: Avocadoer får skylden, når kødspisere forsvarer deres forbrug
Vores vælgere behøver ikke at være kødhungrende fanatikere, der nægter at røre grøntsager
Det mener vi er forkert. En moderne kantine bør ikke ensidigt fravælge kød i håb om at øge antallet af mennesker, der spiser vegetarisk kost. Heller ikke for at lempe klimaaftrykket. En moderne kantine bør i stedet tilbyde en mangfoldig diæt, hvor de studerende selv vælger, om de vil have deres proteiner fra linser eller lammekoteletter.
Det er et nobelt formål, såfremt KU’s valg af vegetarkantinen Wicked Rabbit som udbyder handlede om at skåne klimaet. Det mener vi imidlertid kan gøres på mange andre måder end ved at gøre kantinen på det største studie i Danmark 100 procent vegetarisk. Man kan blandt andet i udbudsmaterialet til en ny leverandør stille krav om et lavt klimaaftryk. På den måde kan fremtidens jurister være garant og pionerer for den grønne omstilling uden, at vi tvinges til at blive vegetarer i processen.
Kødfrontens mission kan nok fremstå banal, når der sammenlignes med de mange mærkesager, man finder hos både Konservative Jurister og Fælleslisten. Det er også okay. Vores parti er både lille og ungt, men ambitionen er udelukkende at kæmpe for lavpraktiske mærkesager, der rammer et bredt publikum.
LÆS OGSÅ: Der er valg. Det er vigtigt. Hvad skal du gøre? Her er en guide
Vores vælgere behøver ikke at være kødhungrende fanatikere, der nægter at røre grøntsager. Vi ønsker også at ramme den demografi af vælgere, som er vegetarer og måske er glade for kantinen, som den er. Vores budskab er ikke, at man skal skrue ned for plantebaserede alternativer i kosten – vores budskab er, at det skal være dit eget valg – ikke KU’s.
Univalget finder sted fra den 25. til den 29. november, og du kan stemme her.