Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Udland

KU som institution klarer sig fint. Humaniora på KU klarer sig endnu bedre

Ranglister — Det Humanistiske Fakultet er gået frem fra en placering som nr. 71 til 63 på Times Higher Educations nye rangliste for 2018.

Humaniora på Københavns Universitet (KU) er blandt verdens bedste, vurderer Times Higher Education, der hvert år rangerer de 1.000 bedste universiteter på kloden.

KU er som institution placeret som nummer 109, men Humaniora på KU klarer sig endnu bedre.

En 63. plads er det blevet til i 2018 mod en 71. plads sidste år i kategorien »Arts and Humanities«, der rangerer de førende programmer inden for områder som kunst, sprog, historie, filosofi, teologi og arkæologi.

Humaniora på Aarhus Universitet er derimod faldet tilbage til en plads som nummer 65 fra 55 i 2017.

Nr. to i Norden

Humaniora på KU kan dermed bryste sig af at være nummer to i Skandinavien kun overgået af Helsinki, der er nummer 57.

Når man dykker ned i metoden bag opgørelsen, kan man endda se, at det er på vores kerneopgaver, forskning og uddannelse, at vi særligt gør det godt

Julie Sommerlund, prodekan for omverdensrelationer på Det Humanistiske Fakultet

De eneste andre skandinaviske universiteter i top 100 er de svenske universiteter: Stockholm (nr. 82), Lund (nr. 84) og Uppsala (nr. 98).

»Det er en kæmpe præstation at komme med i top 400,« skriver Philip Baty, redaktør for Times Higher Education World University Rankings.

Glæde på HUM

Times Higher Education vurderer uddannelserne på i alt 13 indikatorer inden for områderne undervisning, forskning, antal citationer, internationalt udsyn og samarbejde med virksomheder.

Julie Sommerlund, prodekan for omverdensrelationer på HUM, fortæller, at de på fakultetet er glade og stolte over den gode placering på listen.

»Det er interessant for os at se, hvordan fakultetet ifølge THE klarer sig i forhold til andre humanistiske fakulteter verden over. Når man dykker ned i metoden bag opgørelsen, kan man endda se, at det er på vores kerneopgaver, forskning og uddannelse, at vi særligt gør det godt,« siger hun.

Seneste