Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Ledelse klar til at skrumpe KU med 500 mio.

ØKONOMI - Den øverste ledelse på KU har givet rektor lov til at gennemføre en hård spareplan, der vil koste stillinger og forandre organisationen i de kommende år. I alt vil KU hente omkring en halv milliard på den måde.

»På nuværende tidspunkt ved vi med usvigelig sikkerhed, at vores budget går ned med mindst 300 millioner kroner om året,« lyder analysen fra universitetsdirektør på Københavns Universitet Jesper Olesen.

Det er endda hans best case-scenarie. Hvis det går skidt, kommer KU til at mangle 6-800 millioner kroner hvert år.

Så universitetsledelsen har delt i porten og besluttet at finde en halv milliard kroner i universitetets godt otte milliarder kroner store budget i løbet af de kommende år.

Dette er, hvad KU’s direktør den 8. december forklarede de 11 medlemmer af KU’s bestyrelse, som derefter bemyndigede rektor og direktør til at igangsætte en hård hestekur, der vil ramme ansatte og studerende på hele universitetet.

Halvdelen af pengene fra administrationen

Den primære årsag til KU’s misere er finansloven, som barberer videnssamfundets årsbudget ned til et akkurat politisk acceptabelt bundniveau på 1,01 procent af bnp og indfører faste årlige besparelser på to procent på universiteterne. Dertil kommer, at Folketinget har besluttet at løbe fra en gammel aftale mellem KU og skiftende regeringer om et huslejetilskud for KUA-byggerierne, og det giver en særlig ekstraregning til KU på 70 millioner om året.

Dagen efter bestyrelsens møde, den 9. december, orienterede universitetsdirektør Jesper Olesen nogle hundrede medarbejdere fra universitetets Fællesadministration (FA) om spareplanerne. Universitetetsledelsen agter at hente den største del af den halve milliard ved at beskære og effektivisere administrationen.

»Vi er et universitet. Vi er her, fordi vi skal uddanne nogle unge mennesker og fordi vi skal lave noget forskning,« mindede Jesper Olesen de administrative medarbejdere om.

Alle afdelinger i FA skal skære 6,5 procent af budgettet, og de afdelinger, der er vokset i de senere år, skal spare endnu mere. Det vil resultere i afskedigelser i løbet af de første måneder af 2016. Direktøren kunne dog ikke sige endnu, præcis hvilke opgaver, KU ikke længere skal løse, og dermed heller ikke, hvem der står til at miste jobbet.

Den usikkerhed vil mange medarbejdere tage med på juleferie i år.

Administrationen på KU’s mange institutter skal tilsvarende spare 75 mio. på deres samlede budget.

Inden jul vil de ansatte, hvis det går efter ledelsens plan, få præsenteret muligheder for frivillig aftrædelse, så de kan overveje muligheden i deres ferie.

»Der var ikke nogen af os, der havde lyst til at sidde i Operaen efter at have været igennem en personaletilpasning.« Universitetsdirektør Jesper Olesen.

Forskning også ramt

KU vil også mindske optaget af nye ph.d.-studerende med 10 procent i forhold til det nuværende niveau. Det vil – i løbet af de tre år, det tager at uddanne en ph.d. – resultere i en besparelse på 105 millioner kroner årligt.

Forskning og uddannelse på KU skal derudover spare 45 millioner kroner om året.

De nævnte tiltag giver 300 millioner, så der mangler stadig 200 millioner, før KU har hevet en halv milliard i land. Disse 200 millioner vil KU finde over tre år ved at trimme, vride og piske organisationen, så den bliver mere effektiv.

Måske flere karakterkrav til studerende i vente

Universitetsdirektør Jesper Olesen vil ændre KU’s indkøbspolitik og finde millioner her. I KU’s festsal sagde han, at han i sin tidligere stilling som administrationsdirektør i Erhvervsministeriet sparede otte millioner om året på rejsebudgettet alene ved at tvinge sine mellemledere til at bruge en indkøbsordning i stedet for at bestille billetter selv.

KU skal også prioritere bedre i sine it-projekter.

Som noget helt nyt – bestyrelsen gav først tilladelse til det på sit møde den 8. december – skal KU også til at gamble på børserne. Renterne på KU’s penge i banken giver i år kun i omegnen af 3,5 millioner kroner i rente, men nu har bestyrelsen altså ladet KU’s ledelse anbringe en mindre del af formuen i aktier med den risiko, det giver, for tab.

På bestyrelsens møde 8. december fremgik det, at KU løbende har omkring 1.600 millioner kroner placeret i toårige obligationer, der giver et skidt afkast. Ved at sætte 10 procent af pengene i aktier, forventer KU-ledelsen at kunne få et afkast på 8-12 millioner årligt efter et par år.

KU vil derudover forsøge at reducere frafaldet hos studerende, måske ved at indføre et generelt karakterkrav, der skal afholde studerende med fagligt dårlige forudsætninger fra at søge ind, sagde direktøren. Karakterkrav er allerede i støbeskeen på Det Humanistiske Fakultet.

Endelig har KU-ledelsen for at hente nogle ekstra penge og signalere en vis sammenbidthed skruet ned for underholdningen på universitetet. 2016’s forårsfestival, der ellers forventet ville have tiltrukket tusinder af studerende og ansatte, er aflyst. Traditionen med en opera-tur for KU’s pinger efter den akademiske årsfest er også skrottet.

»Der var ikke nogen af os, der havde lyst til at sidde i Operaen efter at have været igennem en personaletilpasning,« sagde Jesper Olesen.

chz@adm.ku.dk

Seneste