KU's omfavnelse af AI underminerer universitetet

KU har prioriteret 110 millioner kroner på at finde ud af, hvordan KU skal bruge og forholde sig til kunstig intelligens-teknologier. Der bliver oprettet et AI-kontor, en AI-taskforce og sågar en midlertidig prorektor for AI (som, trods alt, er et menneske). Der kommer også tre »AI labs« og et »AI TAP-lab«. Og KU vil investere i AI-platforme og -værktøjer.

Der er altså ikke kun tale om en undersøgelse af, hvordan vi skal håndtere AI på uddannelserne og i det bredere samfund. Den »nye satsning« skal »understøtte anvendelsen af AI på universitetet«.

Vi kan godt forstå, hvorfor de tech-selskaber, der lige nu overlever på venture-kapital og håbet om fremtidig profit, ønsker at kile sig ind i uddannelsessektoren. På et eller andet tidspunkt skal de begynde at generere et overskud, og det kan de bedst gøre, hvis de integrerer sig i alle samfundets sektorer og processer.

Vi er mindre forstående overfor, hvorfor vi som universitet skal hjælpe dem.

LÆS OGSÅ: I AI-rusen har KU glemt noget vigtigt: Viden skabes i fællesskab

AI er et etisk helvede

Vi bliver lige nu stopfodret med techindustriens hjemmebryggede fortælling om, at AI er uundgåeligt. Dette under paroler som »det kommer, om vi vil det eller ej« eller »hop ombord eller bliv hægtet af«. Der er dog utallige grunde til at bevare fodfæstet.

De datacentre, som understøtter AI, har knusende miljømæssige konsekvenser. De sluger vand i områder, der i forvejen mangler det. De forbruger enorme mængder af energi, som vi kun har set toppen af, hvis vi lader udviklingen fortsætte.

Allerede i dag forbruger verdens datacentre lige så meget strøm som hele Frankrig. FN fremskriver, at datacentre allerede i 2030 kommer til at sluge så meget vand, at det kunne dække 1,3 milliarder afrikanere syd for Saharas årlige vandbehov.

Det er de konsekvenser, vi ved, at AI allerede har nu og her. Også herhjemme ser vi konsekvenserne. Her har Big Tech sat kløerne i vores energinet, og ifølge tal fra Klima-, Energi-, og Forsyningsministeriet vil datacentre sluge hele 50% af al strøm produceret i Danmark i 2050, hvis vi lader den nuværende udvikling fortsætte.

Så når nyligt udnævnte AI-prorektor Morten Axel Pedersen fortæller, at »på sigt kunne jeg godt tænke mig at undersøge, om vi kan lave en vurdering af, hvordan det spiller ind i vores samlede klimaaftryk«, så er det svært at læse som andet end en indrømmelse af, at man ikke ønsker at sætte nogle grænser lige nu. For vi kender allerede konsekvenserne.

Men det stopper langt fra ved klima- og miljøpåvirkningerne. En anden grund til at være kritisk overfor udbredelsen af AI er, at AI-virksomheder og deres teknologier er dybt implicerede i tidens værste drabshandlinger. Det er veldokumenteret, at AI-teknologier eksempelvis bliver brugt til at udvælge mål for det israelske og amerikanske militær.

LÆS OGSÅ: Giv mig stavefejl i massevis, hvis bare jeg slipper for at læse AI-slop

Vi underminerer os selv

Og nå ja, så er AI-tech med til at underminere selve universitetets troværdighed og eksistensberettigelse.

Der har i den senere tid været fokus på plagiatsager i universitetsverdenen. Sådanne sager er ikke et nyt fænomen. Det nye er, at universitetet, der normalt slår ned på plagiering, nu omfavner verdens største og mest omfattende form for plagiat, nemlig generativ AI.

Vores forskning bliver brugt til at træne AI, der så genererer »forskning« baseret på det – alt sammen uden vores samtykke. Disse tech-virksomheder kører bøger og artikler igennem kødhakkeren i cyberspace og spytter smagløse frikadeller ud.

Ligesom vi ikke er interesserede i at læse en tekst, der ikke er et menneske, der har gjort sig ulejligheden at skrive – fordi der ikke er nogen bag ordene, der vil os noget – er vi ikke interesserede i, at vores tekster skal indgå i et kredsløb af falsk vidensproduktion.

LÆS OGSÅ: Opråb: Københavns Universitet skal ikke investere i Palantir

Hvorfor tilintetgøres vidensgenstande?

Der findes også en fysisk kødhakker, idet antikke bøger er kommet i høj kurs blandt techvirksomhederne og hastigt opkøbes fra antikvariater for derefter at blive destrueret.

Hvem har lyst til at være borger i et samfund, hvor det er normalt at vidensgenstande tilintetgøres og hvor vi ikke kan stille forfattere og forskere til ansvar for det, vi læser?

Hvorfor skulle vi indvillige i AI-udviklingen, bare fordi nogle virksomheder skal tjene penge på at producere ubegrænsede mængder af data og sælge flere personspecifikke reklamer?

Der er mange grunde til, at AI særligt udgør et problem for vidensinstitutioner, der sig selv som ansvarlige. Det, virksomhederne kalder generativ AI, er i virkeligheden degenerativ AI.

For eksempel rapporterede en gruppe forskere fra MIT i juni, at selvom chatbaserede produkter, herunder ChatGPT og Claude, kan give en oplevelse af umiddelbar effektivitet og bekvemmelighed, så underminerer de signifikant vores evner til at tænke selv. Dette indebærer vores kognitive færdigheder, handlekraft og ordforråd, der reduceres og svækkes efter kun få måneders forbrug.

Et polsk studie af mave-og tarmlæger viste desuden, at læger der i en periode havde haft AI-teknologi til rådighed, opdagede 20% færre kræfttilfælde, da AI-tjenesterne blev taget fra dem. De havde med andre ord mistet centrale professionelle kompetencer.

Vi bliver udsat for AI i rigeligt omfang uden for universiteterne.

Hvis der er en rolle, der er oplagt for universitetet – et hul i markedet om man vil – så må det være at udgøre rum for at dygtiggøre os i eller i det mindste opretholde menneskelig, kollektiv kreativitet, beslutningskraft og forestillingsevne. I forskning såvel som i undervisning.

Kan vi vælge det fra?

»Alle på KU skal tage aktivt stilling til, hvornår og hvordan kunstig intelligens skal – og eksplicit ikke skal – integreres i universitetets egne aktiviteter,« lyder det i den officielle udmelding. KU’s ambition er altså ikke at diskutere om vi skal bidrage til udbredelsen af AI og datacentermanien, men hvordan.

Retorisk fremsættes AI-investeringen som uskyldigt udforskende: Vi skal undersøge hvordan og hvornår, vi skal bruge teknologien. Men samtidig antager den, at vi skal integrere AI helt grundlæggende i universitets virke. Dét er ikke til diskussion, lader det til.

Det rejser spørgsmålet: Hvis vi gerne helt vil undlade at benytte en klimasmadrende, hallucinerende, kognitivt sløvende, krigsunderstøttende, slop-genererende teknologi, får vi så muligheden for at sige nej tak? Eller bliver vi påtvunget at installere det i de systemer, vi bruger i vores arbejdsdag?

Der har ikke været en bredere diskussion om vores valg som ansatte, der forsker og underviser de knap 37.000 studerende på universitetet. Det kan først komme på bagkant, efter beslutningen er truffet om, at vi skal have »AI på KU«.

Selvom tech-virksomhederne bruger enorme mængder energi på retorisk at konstruere AI-udviklingen som en naturkraft, vi ikke kan afværge, men blot må tilpasse os, så har vi et valg.

Vi kan vælge at leve og understøtte meningsfulde liv, hvor vi udvikler vores indre og sociale liv til at møde verden udenfor.

Hvor forbindelsen mellem mennesker og samfund styrkes frem for ødelægges, som det bliver under banneret »udviklingen er uundgåelig«.