I AI-rusen har KU glemt noget vigtigt: Viden skabes i fællesskab

I sidste uge kunne man i Uniavisen læse, at KU’s ledelse har besluttet at kaste 110 millioner kroner efter en stor AI-satsning med nyligt ansatte viceprorektor for AI, Morten Axel Pedersen, i spidsen. Over en treårig periode skal han arbejde med at integrere generativ AI i forskning, uddannelse og administration på universitetet.

Det er interessant, at KU kan finde 110 millioner kroner til projektet, når universitetet inden for de seneste år har gennemført store besparelser på flere hundrede millioner.

Økonomien er dog det mindst bekymrende. I interviewet med den nye viceprorektor får man indtryk af, at KU’s AI-satsning ikke beror på den viden og forskning, der eksisterer på området, men derimod på antagelser, faktuelt forkerte oplysninger og falske forhåbninger om, hvad generativ AI kan bruges til.

Morten Axel Pedersen siger i interviewet med Uniavisen følgende: »Jeg tror ikke, det viser sig, at vi mister hjerneceller af at bruge AI. Og jeg tvivler på, at vi bliver fundamentalt dummere af det.«

Det kan godt være, vi ikke mister hjerneceller af at bruge generativ AI, men der findes forskning, der peger på, at det har en negativ indvirkning på vores evne til at tænke både kreativt og kritisk.

Derudover er det tydeligt, at universitetsledelsen ikke forholder sig til aktuel forskning, der fremhæver generativ AI’s negative indvirkning på læring og læringsfællesskaber, herunder den stigende mistillid mellem studerende og undervisere.

LÆS OGSÅ: KU satser 110 millioner på AI: Her er manden, der skal vise vejen

Tal med din medstuderende i stedet

På det humanistiske fakultet, hvor jeg selv studerer, står der i reglementet for brug af generativ AI, at teknologien blandt andet kan bruges til ’dialog og sparring’ eller til de spørgsmål, man ellers ville stille sine medstuderende eller undervisere.

Men dialog foregår mellem mennesker, ikke mellem et menneske og en teknologi. I dialogen med et andet menneske opstår noget unikt, fordi vi alle bringer hver vores historik og forforståelse med os.

Hvorfor skal jeg stille de spørgsmål, jeg måtte have til en chatbot frem for mine medstuderende eller min underviser?

Hvorfor fremmer KU på denne måde en isolerende og individualistisk kultur blandt studerende, frem for at opfordre dem til at snakke og diskutere med hinanden?

Vi lever i en tid, hvor flere og flere mennesker føler sig ensomme, og vi har mere end nogensinde brug for at snakke med hinanden – ikke med en chatbot.

Viceprorektoren har en dystopisk fremtidsanalyse

Ifølge Morten Axel Pedersen er det på tide, at KU forholder sig til generativ AI i dybden, for »de fleste, der bliver færdige med en kandidatgrad, vil i en eller anden udstrækning blive en slags managers af AI-agenter.«

Er det virkelig Københavns Universitets syn på, hvad en kandidat fra universitetet skal kunne? At vi skal være en slags robotter, der skal bestyre en teknologi? Det lyder utroligt dystopisk.

Dialog foregår mellem mennesker, ikke mellem et menneske og en teknologi

Universitetets primære formål er ikke udelukkende at producere kandidater til arbejdsmarkedet. Universiteterne skal være kritiske institutioner, der producerer viden.

Idéen om, at generativ AI er uundgåelig, og at universiteterne er nødt til at følge med, bygger på en falsk præmis – det er de store techvirksomheder, der sælger idéen om, at det er uundgåeligt, og det er kun uundgåeligt, hvis man køber den præmis.

KU’s satsning på AI fremmer et syn på læring og uddannelse, der bedst kan sammenlignes med udenadslæren fra den sorte skole – den »alvidende underviser« bliver i dette tilfælde bare erstattet af en »alvidende teknologi«, som vi studerende skal modtage og reproducere viden fra.

Vi ved, at øget brug af generativ AI vil føre til mindre fordybelse og kritisk tænkning. Generativ AI reproducerer hegemoniske narrativer, ikke nysgerrighed og kritisk tænkning.

Vi lærer ikke at tænke selv

Ja, det er nemt at få en AI til at svare på et spørgsmål. Men læring er meget mere end den endelige konklusion, og i vores iver efter at omfavne ny teknologi, risikerer vi at hoppe vigtige led over: at læse materiale, diskutere med medstuderende, tage fejl, møde modargumenter og nå frem til noget andet end det, vi først troede var åbenlyst.

Universitetets primære formål er ikke og har aldrig været at producere kandidater til arbejdsmarkedet

Læring er den lange og komplekse proces frem mod konklusionen. Det tager tid, og det er besværligt, men vi lærer ikke at tænke og reflektere kritisk, hvis vi overlader mellemregningerne til en teknologi.

Læring er ikke bare overførsel af viden fra én aktør til en anden. Den opstår også i mødet med medstuderende og undervisere, den opstår, når vi spørger, diskuterer, misforstår og bliver modsagt.

I sin begejstring for generativ AI risikerer KU at effektivisere netop det væk, som universitetet burde beskytte: den fælles tænkning.