Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Majoritet — Omtrent to tredjedele af universitetets VIP’er er phd.er, postdocs og andre løstansatte. Alligevel er vi ikke særlig godt repræsenteret rundt om på KU. Lad os bruge univalget til at ændre det.
DEBATINDLÆG
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
Sidste år var der valg til KU’s hovedbestyrelse – og det gik ikke stille for sig. Listen Inddrag Forskerne! manglede 35 stemmer for at få begge de to VIP-pladser i bestyrelsen. Men de manglende stemmer blev sikret med støtten fra listen Inddrag ph.d.er og postdocs, som dermed blev udslagsgivende for valget.
Som ph.d.-studerende oprettede vi listen, som var direkte henvendt til gruppen af midlertidigt ansatte yngre forskere, for at fremhæve den demokratiske skævhed: Ud af cirka 5.000 stemmeberettigede i VIP-kategorien er under en tredjedel fastansatte. Resten er ph.d.er, postdocs og så videre, som altså er i klart overtal.
Med en valgperiode på fire år til bestyrelsen giver det til gengæld dårligt mening for de løstansatte at stille op, for de risikerer at måtte stoppe halvvejs i perioden – hvis de da overhovedet er så heldige at få mulighed for at gå til valg i løbet af deres ansættelse.
LÆS OGSÅ: Giv løstansatte forskere bedre vilkår
De seneste 20 år er der sket en fordobling i antallet af ph.d.-grader, der uddeles ved danske universiteter, og brugen af postdoc-ansættelser er eksploderet de seneste årtier. Blandt de strukturelle årsager er øget projektstyret ekstern finansiering og citationstyranni, der giver professorer incitamenter til at ansætte og lukrere på yngre forskere (#pleasedontstealmywork).
LÆS OGSÅ: #Pleasedontstealmywork: »Det vælter ind med vidnesbyrd«
Det giver udfordringer på forskellige fronter, heriblandt trivsel. Men ironisk nok har det gjort den løstansatte medarbejdergruppe demokratisk overlegen med den snert af demokrati, vi stadig har på universitetet.
Da vi oprettede listen, mente vi dog ikke, at ph.d.er skulle optage de ganske få pladser, der er til universitetsfolk i universitetets egen bestyrelse, selvom vi gerne så os repræsenteret. Ved sidste valg gav vi derfor vores støtte til Inddrag Forskerne!, der gør et rigtig godt stykke arbejde.
Tavsheden understreger min pointe om ledelsens arrogance
Til gengæld har valgkampen ført til et samarbejde med de siddende bestyrelsesmedlemmer fra Inddrag Forskerne!. De har sat vores sager på dagsordenen i bestyrelsen, og vi har haft mulighed for at komme med bidrag til deres arbejde.
LÆS OGSÅ: Inddrag Forskerne!: Der er sindssygt meget på spil ved det her valg
Hvis du har lyst til at samarbejde med os eller bare vil lufte en holdning, du mener, at vi som løstansatte forskere skal prøve at få sat på dagsordenen i bestyrelsen, så er dette en opfordring til at kontakte undertegnede.
I dette efterår er der valg til studienævn og ph.d.-komitéer på fakulteterne.
Jeg har selv siddet i ph.d.-komitéen på SCIENCE, som skal fungere som rådgivende forsamling for ph.d.-skolens ledelse. Jeg oplevede desværre, at det blev udnyttet til at blåstemple ledelsens beslutninger uden, at der blev lyttet til os.
I starten af året gav jeg udtryk for min kritik i Uniavisen og afventer stadig en reaktion fra ledelsen. Tavsheden understreger min pointe om ledelsens arrogance. I stedet ruller kommunikationsmaskinen i vanlig takt med nyheder om, hvor godt det går.
LÆS OGSÅ: Efter kandidatreform kommer … ph.d.-reform!
Lad dem ikke tie os ihjel! Tag fat, der hvor du er, afgiv din stemme og find din nærmeste engagerede kollega, så vi kan gøre universitetet bedre sammen. Og så bliver det spændende at se, om vi får to modige ph.d.-studerende i bestyrelsen om tre år, når der igen er valg til universitetsbestyrelsen.
Du kan stille op til univalget her (kræver login til KUnet).