Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

»Maria Damkjær åbner vores øjne«

Voxpop — Vi spurgte tre studerende, der læser engelsk på 2. semester, hvordan det er at være til forelæsning med årets underviser Maria Damkjær.

Videnskabelig assistent Maria Damkjær fra Institut for Engelsk, Germansk og Romansk blev fejret som årets underviser på Københavns Universitet 2019.

Uniavisen tog til hendes semesteråbnings-forelæsning om Beowulf, hvor det føg med referencer til populærkultur, fantasy og science fiction. I pausen talte vi med tre af hendes studerende om, hvad det er, Maria Damkjær kan i et auditorium.

LÆS OGSÅ: Til undervisning med den bedste

Zaki Varming Benmbarek, 21

»Jeg glæder mig altid til Marias timer.

Det stråler ud af hende, at hun rigtig godt selv kan lide sit fag. Hun er meget engageret, når hun underviser, og den entusiasme kommer til at smitte af på os.

Maria har også en meget åben stil, der gør, at man føler sig inkluderet, også som ikkebinær studerende. Når der er nye på holdet, starter hun fx med at præsentere sig og sige: jeg bruger hun/hende som pronomen. Det gør, at det også bliver naturligt for mig, der bruger de/dem, at sige det højt allerede fra start.

Også når hun underviser, er Maria god til at inddrage os på en måde, der giver os lyst til at være aktive, fordi hun opfordrer os til at diskutere med hinanden, og hun anerkender de bidrag, vi kommer med.«

Karaneh Bari, 32

»Jeg valgte engelsk, fordi det for mig, der er født i Iran, altid har været en måde at forbinde mig til verden udenfor.

Jeg lider af angst, men jeg er tryg ved Maria, fordi hun tilbyder sine studerende en venskabelig relation. Det er en svær balance, for vi er selvfølgelig ikke venner, men Maria formår at inspirere os uden at det udhuler hendes autoritet. Det er ret formidabelt, synes jeg, hvordan hun er intellektuel og ydmyg på én gang.

Det kræver tillid, hvis de studerende skal have lyst til at ytre sig i undervisningen, og det gør man glad og gerne i Marias timer. Man er heller ikke bange for at stille spørgsmål.

Maria er enormt vidende. Nogle gange har vi show and tell, hvor vi selv har bøger med, der har gjort indtryk på os. Hun ved ikke på forhånd, hvad vi hiver frem, men hun kender alligevel alle titlerne og har læst de fleste.«

Victoria Hogstad, 20

»Maria er meget passioneret, og det er super inspirerende at være til hendes undervisning. Hun er ægte interesseret i os, og på den måde føles det egentlig ret personligt.

Hun er meget åben, accepterer alle og dømmer aldrig nogen. Hun er totalt åben over for det, vi kommer med, selv om vi jo er forskellige generationer og har forskellige referencer. Hun er helt vildt nysgerrig på de ting, der interesser os.

Selv hvis emnet er tungt, bliver man inspireret undervejs. Hun åbner vores øjne. I starten skulle vi læse digte fra Første Verdenskrig, og jeg nåede at tænke: pyh, det bliver hårdt, har jeg mon valgt forkert? Men analyserne handlede ikke kun om krig og død, de handlede også om køn og metaforer, og på den måde kommer vi altid til at tale om, 
hvad teksterne kan sige om vores tid.«

LÆS OGSÅ: Hun er netop kåret til bedste underviser. Om et halvt år udløber hendes kontrakt

Seneste