Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Hun er netop kåret til bedste underviser. Om et halvt år udløber hendes kontrakt

Prekariat — Videnskabelig assistent Maria Damkjær elsker billige og grimme bøger, og de studerende elsker hendes undervisning i britisk litteraturhistorie. »Hvis jeg ikke kan fortsætte på universitetet, kommer der et sorgarbejde, for hvem er jeg så?« siger hun.

Hendes studerende på engelskstudiet skrev så rosende om hendes undervisning, der gør oldgammel, kryptisk litteratur relevant i dag, at hun fik den fine undervisningspris på Københavns Universitet ved årsfesten i 2019. Hun blev fejret med taler og original kunst.

Anerkendelsen fra kollegaerne og ledelsen på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk har også været rar, siger Maria Damkjær, men det ændrer ikke ved, at hendes stilling som videnskabelig assistent på Københavns Universitet udløber til september.

LÆS OGSÅ: Til undervisning med den bedste

Blå bog

Maria Damkjær er 36 år gammel, bor alene i lejlighed i København. Hun går til kor og er lige gået i gang med at strikke sin første trøje.

Forsker i britisk litteratur og trykkekultur, primært fra 1800-tallet.

2013: Ph.d. i engelsk litteratur fra King’s College London

2014-18: Individuelt postdoc-stipendium fra Carlsberg Fondet, knyttet til Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet.

2018-20: Ansat som videnskabelig assistent på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk.

Maria Damkjær kom tilbage til Københavns Universitet med et ph.d.-bevis fra King’s College i London, da hun fik et individuelt postdoc-stipendium fra Carlbergfondet i årene 2014-18, som instituttet medfinansierede og forlængede med en tidsbegrænset kontrakt i to år, fordi der manglede undervisere.

I den periode har hun undervist og vejledt studerende i 80 procent af arbejdstiden. Det har efterladt syv-otte timer til forskningen, og det er ikke ret meget, især ikke, når Maria Damkjærs fortsatte akademiske karriere afhænger af, at hun publicerer original forskning i anerkendte tidsskrifter.

Undertrykt panik

»Jeg ved ikke, hvor mange flere år jeg holder til det, for der ligger en undertrykt panik i mig. I forvejen har de fleste af os psykiske skavanker med fra ph.d.’en, jeg har stadig stresssymptomer, jeg udviklede dengang, for det er enormt hårdt at være ph.d.-studerende, og det er også hårdt at gå fra korttidskontrakt til korttidskontrakt og ind og ud af dagpengesystemet. Det sætter sig i kroppen, det hele sætter sig i kroppen,« siger Maria Damkjær

Hun vil hellere tale om glæden ved at undervise og om den forskning, hun brænder for, for det andet er svært:

»Det er ikke det, jeg primært har lyst til at dele om min situation, for jeg er privilegeret på mange måder, men det fylder meget, og det er … skræmmende,« siger hun.

Det sætter sig kroppen, det hele sætter sig i kroppen.

Maria Damkjær

Hun skynder sig at sige, at det ikke er nogens skyld; at hun møder masser af opbakning, og at problemet er strukturelt. Der findes simpelthen ikke nogen job til de yngre forskere på hendes område.

»Vi kunne alle sammen være mestre i undervisning, vi kunne have publiceret en masse, vi kunne have udgivet to bøger, men når der ikke er nogen stillinger, nytter det jo ikke noget at være den bedste,« siger hun og tilføjer:

»Og det er jeg i øvrigt heller ikke, for vi er rigtig mange super dygtige forskere og undervisere. Det er meget svært at være ung i den her branche, vi føler, at vi bliver skubbet ud, og nu er der lukket helt af for vækstlaget.«

Forbistrede korttidskontrakter

Selv om der er mange unge forskere om buddet, siger Maria Damkjær, er det ikke altid lykken at få en postdoc, en midlertidig stilling for ph.d.’er, typisk på mellem et og tre år.

»Vi er alle sammen, mig selv inklusiv, en del af det strukturelle problem. Når jeg ivrigt takker ja til en etårig stilling, bidrager jeg også til prekariseringen.«

De humanistiske forskere med midlertidige ansættelser, såkaldte TVIP, har organiseret sig i en forening:

»Vi har brug for hinanden. Vi står tit i den situation, at det der er godt for den enkelte, fx en korttidskontrakt, er dårligt for kollektivet, og det er heller ikke godt for universitetet som arbejdsplads,« siger Maria Damkjær.

Jeg skal nok klare mig, jeg kan bruges til mange ting.

Maria Damkjær

Det meste af hendes forskning har de senere år fundet sted ved siden af jobbet. Hendes nuværende forskningsprojekt handler om skjult reklame, fyldtekster og andre skæve genrer i engelske tidsskrifter i 1800-tallet.

»Det er vigtigt at jeg får tid til noget forskning, men når jeg er på dagpenge, skal jeg selvfølgelig også søge job.«

Men det sværeste er næsten at holde modet oppe, for hver gang man får et afslag, vokser usikkerheden sig større, siger Maria Damkjær:

Alligevel holder hun fast i, at det var den rigtige beslutning for hende at tage ph.d.-uddannelsen.

»Jeg elskede at skrive ph.d., det var vidunderligt, og det fortryder jeg aldrig. Men jeg ved ikke, hvor længe jeg holder til det her.«

På spørgsmålet, om Maria Damkjær har en plan B, hvis hun ikke lander en stilling på et universitet, svarer hun:

»Nej. Jeg er ikke klar til at blive gymnasielærer. Hvis jeg ikke kan fortsætte på universitetet, kommer der et sorgarbejde, for hvem er jeg så?«

Der har altid været folk, der vælges fra og falder fra på vejen op ad den akademiske karrierestige. Problemet er, siger Maria Damkjær, at det oftest er kvinder og folk med familier og mønsterbrydere, fordi de mangler akademisk netværk og den økonomiske sikkerhed, der gør, at de tør blive ved med at tro på det. Hun siger:

»Hvis man er førstegenerationsakademiker, hvorfor i alverden skulle man så ville ind i den her branche?«

Og det sidste, hun siger, er:

»Jeg skal nok klare mig, jeg kan bruges til mange ting.«

LÆS OGSÅ: Voxpop: Maria Damkjær åbner vores øjne

Seneste