Til undervisning med den bedste

Vi suser i hælene på Maria Damkjær, fotografen og jeg. Undervisningen begynder om seks minutter, og hun vil ikke lade sine studerende vente. Samtidig er der så frygtelig meget, hun gerne vil dele, og den ene lange sætning tager den næste.

Tyve-ish studerende sidder klar ved bordene, der former en hestesko. Snakken er livlig, og de bærbare står klar på bordene. Maria byder velkommen til semestrets første undervisningsgang. Hun taler et smukt, klart, akademisk britisk, hun taler højt og hurtigt. Så tager hun en tur rundt indvendig i hesteskoen og giver hånd til de studerende, hun ikke har mødt før.

»I’m Maria, and my pronoun is she,« siger hun og begrunder det med stedordet med, at hun ønsker, at klasselokalet er »et safe space.«

»Jeg prøver mig frem, men jeg begår fejl hele tiden.« Hun vil ikke presse nogen, siger hun så, men hun inviterer til at man kan dele sit pronomen, hvis man har lyst. Det er der to, der gør, da præsentationsrunden er i gang. Den ene vil gerne omtales som de/dem.

Maria Damkjær vil have alle navnene på plads, for hun er så dårlig til navne, og det er så vigtigt, at hun kan dem. Derfor har hun et papir, som hun skriver på, mens de studerende fortæller lidt om sig selv.

Første time er free flowing, siger hun. I den næste skal de studerende i grupper diskutere de arbejdsark, hun har mailet dem på forhånd, men hun vil gerne lige sætte rammen. Dagens tekst er Beowulf, et oldengelsk heltekvad i stavrimede linjer om den nordiske kriger Beowulf og hans kamp mod uhyret Grendel og mod en drage, der senere i livet bliver hans sidste. Digtet betragtes som et af angelsaksisk litteraturs vigtigste værker.

I grupperne skal de studerende arbejde med nogle temaer, som Maria Damkjær skriver på tavlen, så kridtstøvet hvirvler, mens hun forklarer, hvorfor temaerne er fede og vigtige – både dengang og i dag.

De studerende skal snakke om, hvilken rolle kristendom og nationalfølelse spiller i Beowulf. De skal også overveje, hvordan kongemagten performer, og hvilken slags maskulinitet, der er på færde i teksten. Nogen, der ikke støjer så meget i teksten, er kvinderne, siger Maria Damkjær, for i samtiden havde kvinder kun plads i litteraturen som jomfruer eller monstre eller nogen, der tilbød sex.

Selv om teksten har tusind år på bagen, tøver Maria Damkjær ikke med at bringe den i dialog med nutidens populærkultur. Hun refererer både til Lord of the Rings og Game of Thrones undervejs.

Et herligt, tarveligt cover

De studerende har haft en lektie for. De skulle medbringe et værk, der har gjort indtryk på dem. Maria Damkjær åbner med sit eget eksempel. Hun hiver en indbydende, ret stor hardback frem med titlen The Lost Books of Jane Austen frem fra muleposen.

»Jeg har taget den her skønne bog med, som viser, at Jane Austen har fået klassikerstatus, fordi hun er blevet læst af helt almindelige mennesker. Hendes succes skyldes ikke æstetisk og akademisk feinsmeckeri, men at masser af folk har læst hendes bøger i billige og tarvelige udgaver. Og vi skal ikke kun tænke på de fine bøger og de akademiske bøger, men også på de billige bøger, de dårlige bøger og de grimme bøger.«

That’s fantastic, thanks a lot

Maria Damkjær til sine studerende

Hun har også en nyere udgave med af Austens Pride and Prejudice redigeret af hendes kollega og institutleder Tina Lupton, som har gjort hende opmærksom på, at det ofte er sådan, at klassiske værker af kvindelige forfattere har et maleri af en læsende kvinde på omslaget. Så langt rækker forlæggernes kreativitet altså, når værkerne skal præsenteres, siger Maria Damkjær.

En af de studerende har taget en bog med, som hun elsker, men som også har et problematisk omslag, siger hun. Det er en paperbackudgave af Sylvia Plaths The Bell Jar, en feministisk nøgletekst om en ung kvindes kamp mod sig selv og presset udefra, som involverer selvmordsforsøg og psykiatrisk indlæggelse.

»Den er så grim, fordi den er pakket ind som chick lit med en ung kvinde på omslaget, der maler sine læber, mens hun kigger i et lommespejl,« siger kvinden.

»That’s fantastic, thanks a lot,« siger Maria Damkjær, og sender et smil afsted, da den studerende har gjort sin tankerække færdig.

Runden fortsætter. Andre har taget bøger med i prægtigt udstyr. Læderindbundne klassikere med guld på omslag og sider. Bøger, der bor i beskyttende kassetter, fx Brave New World i en udgave med sølvomslag og knaldrøde sider. »Reflective goodness,« siger den lykkelige ejer om sin bog.

Både bøger, der stikker ud på grund af deres form og bøger, der rager op for deres indhold, og som er fulde af post-its, kommer frem på bordene.

»Den her bog har jeg skrevet lange passager af fra, fordi citaterne er så slående,« fortæller én.

En udvekslingsstuderende beklager, at hun kommer tomhændet, men det er, fordi alle hendes bøger er i hjemlandet.

De fleste af de studerende er i begyndelsen af 20’erne, men det er alligevel store, etablerede klassikere som Virginia Wolf, Shakespeare, Voltaire, Charlotte Brontë og Hemingway, der præsenteres i flæng.

Der er dog også nyere genrer, fx en semi-selvbiografisk såkaldt graphic novel, som bliver vist frem til hædrende omtale. Også en anti-selvhjælpsbog af en populær blogger med titlen The Subtle Art of Not Giving a F*ck er elsket af sin ejermand for både sit skrigorange omslag, sine sorte sider og sit overrumplende indhold.

En studerende har en Tintintegneserie med i hardback: »Det er ret interessant at følge, hvordan udgivelserne ændrer sig sprogligt over årene i takt med tidsånden,« siger hende, der er Tintinfan.

»That’s fantastic, thank you all,« siger Maria Damkjær og deler et praktisk tip, før alle de studerende samles ved et bord midt i rummet og bladrer i hinandens bøger:

»Jeg binder mine mest elskede billigbøger ind i et omslag af gennemsigtig plastik. Så holder de længere.«

En ugle med et løveansigt

Timen er slut, og vi slår os ned på Marias kontor, der ligger »lige ved flyglet« på en af Søndre Campus’ lange, hvide, generiske gange.

Det snævre kontor domineres af en skov af grønne planter. På en reol står en særpræget skulptur af en hvid porcelænsugle med et påmalet løveansigt. Uglen fungerer som støtte for en plante, der har sendt en lang stikling i retning mod vindueslyset, og som nu truer med at give moderplanten overbalance i sin potte.

Maria er »simpelthen så glad« for den ugle. Hun fik den af prorektor Bente Merete 
Stallknecht ved Københavns Universitets årsfest i november 2019 som et bevis på kåringen som årets underviser.

Det er de studerende på tværs af alle fakulteter, der på universitetets opfordring indstiller fremragende og inspirerende undervisere til prisen. En komité læser fanbrevene igennem, og sidste år var det altså de studerendes lovprisning af Maria Damkjærs undervisning, der gjorde størst indtryk på den.

Når de så begynder at diskutere indbyrdes, så er vi helt oppe og ringe, og det er fantastisk.

Maria Damkjær

En passage fra en ud af flere indstillinger lyder:

Det er en helt generel opfattelse blandt os, der nu indstiller [Maria Damkjær], at hendes formidling af materialet altid (!) er både vellykket og tankevækkende, da vi hver uge går fra undervisningen med en klar fornemmelse af, hvad dette bestemte litterære værk kan i dets samtid. Vi vil […] fremhæve hendes evne til at skabe interesse for litteratur, der for nogle har været svært tilgængelig og/eller uinspirerende.

De studerende siger, at Maria Damkjærs engagement smitter dem, og at hun kan åbne tekster, der virkede lukkede eller kedelige, så selv meget gammel – og kryptisk – litteratur vækkes til live i hendes undervisning.

LÆS OGSÅ: Voxpop: Maria Damkjær åbner vores øjne

Sådan har det ikke altid været, siger hun. Hendes første semester med undervisning, dengang hun skrev sin ph.d., gik ret dårligt.

»Man skal virkelig løbes i gang som underviser. I starten er det rigtig, rigtig svært. Men på mit andet semester havde jeg en kursusgang, hvor alt lykkedes, og det gav mig en kæmpe buzz, som gjorde, at jeg blev nødt til at løbe på trapper bagefter. Jeg var helt høj.«

Den følelse kan hun stadig få. Ikke når alt forløber efter hendes plan, men  når hun kan træde tilbage, fordi de studerende overtager:

»Jeg havde sådan en undervisning forleden, hvor det alt sammen kom fra de studerende, og vi endte et sted, jeg aldrig havde forudset. Når de kommer med så meget, er det bare at kuratere, og når de så begynder at diskutere indbyrdes, så er vi helt oppe og ringe, og det er fantastisk.«

Marias Damkjærs helte

Maria Damkjær faldt i gryden som barn, siger hun. En af hendes studerende, som vi taler med i pausen, siger, at hun lader til at kende alle bøger i verden. Som barn af en gymnasielærer og en universitetslærer har hun inhaleret bøger altid.

Hun begyndte at læse litteraturvidenskab i 2003, hun tog tilvalg på Engelsk, og begge steder var en underviser, der gjorde kæmpe indtryk, så hun tænkte: jeg vil være ligesom hende.

På Litteraturvidenskab var det Lilian Munk Rösing, der inspirerede Maria Damkjær så meget, at hun i dag har lånt hendes gestus, når hun taler om sprog med sine studerende:

Litteraturen blev åbnet. Det er det samme, jeg prøver at gøre.

Maria Damkjær om sine forbilleder

»Det kan dårligt oversættes til skriftsprog, men hun gned fingrene mod hinanden, så sproget blev noget materielt, noget, som man kan stikke fingrene ned i. Sproget har tekstur, man kan røre ved det, prikke til det, interagere med det. Det er ikke noget smukt og aflukket. Man kan gå helt ind og rode med det og få beskidte fingre,« siger Maria Damkjær og gnider fingrene mod hinanden, mens hun gør store øjne.

Hun vil også gerne nævne en anden underviser, hun hedder Lene Østermark-Johansen og er lige blevet professor på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk.

»Hun var også meget dynamisk. Hun kunne stille spørgsmål, som bare lukkede op for muligheder, og jeg følte, at jeg fik lov at være med ved bordet. At jeg var med til at skabe det, det hele handlede om. Litteraturen blev åbnet. Det er det samme, jeg prøver at gøre.«

»Jeg er vild med, at du tager chancer«

Hvorfor åbnede Maria Damkjær kurset ved at bede sine studerende tage en bog med? Det var faktisk en kollegas idé, siger hun, fordi de gerne vil have dem til at tænke over, hvad en bog er, og hvilken form litteraturen kommer i.

En anden fidus ved at lade de studerende fortælle om bøger, der fylder i deres liv, er, at underviseren lærer dem bedre at kende hver især:

»Vi har brug for at vide mere om, hvor de kommer fra, og hvad der former dem. Og det er så fedt, når vi giver plads til det.«

Mange studerende synes, at det er grænseoverskridende at tage ordet. Her er en åben invitation, til at alle kan komme i gang med at snakke, siger Maria, ellers er det ofte i de mindre grupper, de studerende får åbnet munden og stillet spørgsmål.

Jeg bestræber mig helt sikkert på at være anerkendende.

Maria Damkjær

Jeg  bemærker, at Maria Damkjær gav de studerende meget anerkendelse. Både dem, der udfoldede længere, originale analyser, og dem, der ikke sagde så meget. Hun siger:

»Jeg bestræber mig helt sikkert på at være anerkendende. Hvis en studerende siger noget, jeg ikke er overbevist om, så prøver jeg, at gå meta og sige: Okay, det er en lidt vild hypotese, du kommer med, og derfor vil jeg gerne se lidt mere bevisførelse. Hvis du kan finde nogle steder i teksten, der understøtter det, du siger, kan jeg måske overbevises.«

Omvendt går Maria Damkjær langt for ikke at lukke ned for de studerende eller antyde, at de er galt afmarcheret:

»Jeg siger til dem, at jeg er vild med, at de tager chancer, men jeg vil gerne se forankringen i teksten. De er gode til at læse ting ind i teksten – det tror jeg, man gør på gymnasierne – men det, vi skal have dem til på universitetet, er at gå tilbage til teksten.«

Tilbage til teksten, altså, helt ned i linjerne der på papiret, hvor man kan prikke til sproget, interagere med det og få beskidte fingre.

Kærlighed til ufine genrer

Maria Damkjær vil gerne have sine studerende til at stille spørgsmål til, hvem der har besluttet, hvad der er god og dårlig litteratur.

»Vi skal have paraderne ned over for, hvad der er god og dårlig litteratur, altså bortset fra Fifty Shades of Grey, der er forfærdelig. Jeg er ret interesseret i genrelitteratur og science fiction og fantasy, og det forventes vi ikke at diskutere på universitetet, men det er faktisk det, som mange læser, og af den grund læser jeg med,« siger hun.

Hendes eget fokus tog en drejning mod det angelsaksiske, da hun tog en master ved King’s College i London, samtidig med at hun var indskrevet på kandidaten i litteraturvidenskab i København. Det affødte tilbud om et ph.d.-stipendium ved King’s College, som hun tog glad imod.

I London blev hendes interesse for boghistorie og for det, hun kalder »tekstens materialitet« skabt. Samtidig blev hun tiltrukket af de skæve genrer, læsningens historie og af, hvad der sker rundt om bøgerne. Eller som hun formulerer det: »i margin af litteraturen.«

Hun har skrevet bogen Time, Domesticity and Print Culture in Nineteenth-Century Britain, som fokuserer på tiden i middelklassehjemmet i 1800-tallet. Foruden romaner analyserer hun private scrapbøger og en kogebog udgivet som føljeton, og hendes bog blev såmænd indstillet til en britisk bogpris.

I et senere projekt har hun trawlet den victorianske litteratur igennem for at spore paraplyens symbolik:

»Hvis man havde haft standupcomedy på den tid, havde det handlet om paraplyen. Den blev et symbol på demokrati, for med den kan man pludselig bevæge sig i tørvejr uden at have adgang til en karet. Men paraplyen bliver væk, den bliver stjålet, den tilhører ikke rigtig nogen, så den er også et symbol på, at man måske nok er nået op i middelklassen, og at man har fået stemmeret – hvis man er mand – men man kan ikke holde styr de statussymboler, man har tilranet sig,« siger Maria Damkjær.

»Paraplyen er fallisk, den er ofte besjælet, og den er illoyal. Jeg kunne blive ved … jeg synes, det er en fantastisk joke, når materiel kultur bliver et symbol for det allerinderste.«

LÆS OGSÅ: Hun er netop kåret til bedste underviser. Om et halvt år udløber hendes kontrakt

Product placement i 1800-tallet

Begejstringen er stor, når Maria Damkjær taler om sit nuværende forskningsprojekt, der handler om skjult reklame, fyldtekster og andre skæve genrer i engelske tidsskrifter i 1800-tallet.

»Hvornår er reklamen blevet så fræk,« spørger hun og svarer selv:

»Vi tror product placement er en meget moderne ting fra filmens verden, men allerede datidens læsere vidste, at tekster kan have skjulte formål, og de oplevede overraskende tit, at de læste fiktion for så at opdage, at det var en skjult reklame.«

Nogle gange synes de [studerende] måske, at jeg prøver at være ung sammen med dem.

Maria Damkjær

Ifølge Maria Damkjær er det ikke kun moderne kulturforbrugere, der er er vant til, at der bliver leget med deres forventninger, og at det tilmed kan være en fryd, når oplevelsen twister:

»Hvis læserne har haft adgang til trykkekultur, har de været gode til at gennemskue, hvad de læste. Og de syntes, det var sjovt, når der blev leget med deres forventninger. Jeg tror ikke, redaktørerne bag 1800-tallets tidsskrifter ville have trykt et reklamedigt midt i det hele, hvis ikke læserne syntes, det var sjovt.«

Da Maria Damkjær selv begyndte på universitetet først i nullerne, var hun meget mere usikker på sig selv, end de studerende er i dag, siger hun, og det handler blandt andet om, at litteratursynet er friere.

»Jeg følte, at der var noget rigtig litteratur og noget dårlig litteratur, men vi har heldigvis fået meget mere populærkultur på pensum inden for de sidste 15 år.«

Hun siger, at hun overvejer, om de studerende synes det er underligt, når hun refererer til aktuel kultur, fx en Marvelfilm:

»Nogle gange synes de måske, at jeg prøver at være ung sammen med dem.« Hun er 36.