Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Mette Birkedal Bruun får Carlsbergfondets forskerpris 2017

Navne — Professor i Kirkehistorie Mette Birkedal Bruun får Carlsbergfondets Forskningspris 2017 for sin nyskabende forskning i munkes tilbagetrækning fra verden.

Professor i kirkehistorie ved Københavns Universitet Mette Birkedal Bruun får den prestigefulde Carlsbergfondets Forskningspris 2017.

Mette Birkedal Bruuns forskning kan ses som én lang afsøgning af forholdet mellem udadvendt- og indadvendthed, mellem offentligt og privat liv. Og hun får denne pris for sin forskning i afsondring i middelalderen og den tidlige moderne periode – forskning der har ført til væsentlige nye indsigter af kirkehistorisk og kulturhistorisk betydning:

»[Hendes forskning] har yderligere ført til afgørende indsigter i vekselvirkningen mellem tilbagetrækning fra verden og engagement i verden i den tidligt moderne periode og dermed øget vores forståelse af afsondringens historiske dimension,« skriver Carlsbergfondet i sin indstilling.

Mette Birkedal Bruun

Professor i Kirkehistorie med speciale i munke i middelalderen og den tidlige moderne periode, tilbagetrækning fra verden og fromhedskultur.

Hun er leder af det kommende grundforskningscenter PRIVACY på Det Teologiske Fakultet.

Har modtaget en række priser for både sin forskning og sin formidling.

Mette Birkedal Bruun får Carlsbergfondets Forskerpris

Der uddeles to årlige priser fra fondet, den anden gik til professor i kemi på Aarhus Universitet Karl Anker Jørgensen. Foto: Martin Juul/Carlsbergfondet.

Mette Birkedal Bruun opnåede tidligere på sommeren en doktorgrad med afhandlingen The Unfamiliar Familiar: Armand-Jean de Rancé (1626–1700) between Withdrawal and Engagement.

»Jeg er dybt taknemmelig og beæret over den kollegiale indstilling og virkelig glad for at have fået prisen. Det er en kolossal ære for mig og for forskningsfeltet. Og så er det selvfølgelig en anerkendelse, der ansporer til at klø yderligere på,« siger Mette Birkedal Bruun til nyhedstjenesten på Det Teologiske Fakultet, teol.ku.dk.

Prisregn

Mette Birkedal Bruun er ikke uvant med akademiske hæderspriser.

I juni måned 2017 kunne Uniavisen berette, at Mette Birkedal Bruun modtog Einar Hansens Forskningsfonds danske pris på 125.000 kroner for ‘fremragende humanistisk forskning’.

Hun skal lede det nye, internationale grundforskningscenter PRIVACY ved Det Teologiske Fakultet, der som det første forskningscenter i verden, skal dykke helt ned i privathedsbegrebet ved at undersøge det historisk set og i et bredt, tværfagligt samarbejde. Centret samler en række topforskere inden for blandt andet religiøs kultur, politisk tænkning, lovgivning og arkitektur.

Selv om kirkehistorikeren i dag har champagne i glasset og konfetti på skuldrene, stod det ikke skrevet i stjernerne, at hun skulle blive en feteret forsker.

I 2012 fik Mette Birkedal Bruun titel af årets underviser på Københavns Universitet. Da Uniavisen interviewede hende i den anledning, sagde hun, at kirkehistorien, gav meget lidt mening for hende, da hun først mødte faget:

»Jeg var ikke nogen superstuderende, så jeg kan godt huske, hvordan det er at sidde og tænke what?«

Carlsbergfondets Forskningspris blev overrakt af H.K.H. Kronprinsessen, uddannelses- og forskningsminister Søren Pind og Carlsbergfondets bestyrelsesformand Flemming Besenbacher ved en festmiddag den 3. september 2017.

Seneste