Årets underviser ranker sjæle

»Hånden på hjertet, så er kirkehistorie ikke nødvendigvis det fag, der drager flest studerende til sine noget støvede hylder,« skrev hendes studerende, da de indstillede deres yndlingslærer til prisen som årets underviser.

Men hun gør. Børster støvet af kirkehistorien, så de studerende vækkes i en grad, så »man føler at sjælen ranker sig, idet man forlader hendes undervisning.«

Det står der i indstillingen, der gav Mette Birkedal Bruun prisen som årets underviser på Københavns Universitet ved årsfesten den 16. november.

Ydmyg stolthed

Professoren tager imod med tindrende øjne i sit lille kontor på Kavalergangen på Det Teologiske Fakultet i Købmagergade.

»Jeg er helt høj,« siger hun, for hun har haft et forrygende år. Om prisen siger hun:

»Jeg har det meget dobbelt med den ugle. På den ene side er jeg meget ydmyg og føler slet ikke, at jeg har fortjent den – der er folk, der har undervist meget længere, og som sikkert gør det bedre.

På den anden side er jeg simpelthen så stolt over de studerendes indstilling og den ærefulde anerkendelse. Jeg holder ærlig talt meget af Københavns Universitet; jeg er stolt af at være en del af institutionen, og der var meget format over årsfesten i festsalen. Da jeg stod der med uglen, var jeg faktisk ved at tude, og det havde jeg slet ikke set komme.«

Nysproligt udgangspunkt

Mette Birkedal Bruun ville både læse sprog, historie og filosofi, da hun skulle vælge uddannelse i midtfirserne. Og så syntes hun, at teologien rummede det hele på én gang:

»Jeg er stadig helt vildt glad, hver gang jeg sætter nøglen i døren. Teologi er simpelthen et genialt sted. Vi bor i dette lille mærkelige hus, hvor vi færdes på tværs af afdelinger, og hvor der ikke er langt mellem forskning og undervisning.

Alle instanser ligger tæt, computermanden sidder lige nedenunder, og jeg holder meget af sammenhængskraften i huset,« siger hun med det intense engagement, som de studerende nu har kvitteret for med undervisningsprisen.

Ingen superstuderende

Mette Birkedal Bruun har åbenbart et personligt take på kirkehistorien, der bløder op på emnets tørhed. Og det er et benhårdt rugbrødsarbejde at få de gamle tekster til at leve, fortæller hun.

Det er nok især de mange årstal, der får de studerende til at kalde kirkehistorien ’noget støvet’. Det tygger hun lidt på:

»Faget byder sig ikke til uden videre. Jeg syntes selv kirkehistorie gav meget lidt mening, da jeg først mødte det. Jeg var ikke nogen superstuderende, så jeg kan godt huske, hvordan det er at sidde og tænke what?

Måske er det derfor jeg kan genkende det blanke blik – og forhåbentlig også som underviser kan vise en vej ud af følelsen af faglig fortabthed.«

Og hvad er det så du gør for at smitte dem med dit engagement?

»Jeg er helt vild med mit fag, og den begejstring bliver de måske nok ramt af. Det er spændende at forsøge at forstå de eksistentielle, institutionelle og politiske dagsordener, der ligger i 1500 år gamle tekster.«

»Og så tror jeg, at det hjælper dem, at jeg selv er visuelt orienteret. De siger i hvert fald, at mine landkort, grafer og tidslinjer hjælper dem til at forstå og huske stoffet. Men jeg skal ærligt sige, at det ikke kun er et pædagogisk princip, men også den måde, jeg selv bedst strukturerer tingene og får styr på dem.«

Undervisningsbaseret forskning

Balancen mellem forskning og undervisning er livgivende for professor Bruun, der i år har landet en EU-bevilling til et stort forskningsprojekt, Manifestations of Solitude: Withdrawal and Engagement in the long Seventeenth Century, på hele 1.250.000 euro, knap ti millioner kroner.

»Når man sidder og fedter med en artikel eller en stor fondsansøgning, så er man helt angst over indholdet af hver lille fodnote, og man tænker ’nu kommer hele miljøet efter mig’,« ler hun:

»Så er det godt på den anden side at være tvunget til at stille sig op i en undervisningssituation og sige ’1600-tallets kirkehistorie er sådan’ – det er en meget fin vekselvirkning,« siger Mette Birkedal Bruun, der blev så tændt af at undervise, da hun lavede sin ph.d., at hun selv bad om lov til at fortsætte med det i sin forskerstilling som postdoc.

»Og nu har jeg fået et forskningsprojekt, som helt ironisk holder mig væk fra den daglige undervisning. Men når vi får løbet projektet i gang, kommer der undervisningsforløb og studiegrupper, for jeg kan slet ikke undvære den nære kontakt med de studerende. Det bedste i verden er, når man kan se, at de vækkes fagligt.«

Vi nærmer os en kerne

For Mette Birkedal Bruun er kirkehistorien ladet med eksistentialisme, forstår man, når man spørger, hvordan hendes fag kan være sexet.

»Folk har altid grublet over forholdet mellem sig selv og verden på tværs af historien. Konteksten er forskellig, men Augustin sad allerede i år 400 og stillede de samme spørgsmål, som optager os i dag. Og så er det jo samtidig helt fremmed for moderne læsere.«

»Mit forskningsfelt er munke, der trak sig helt væk fra verden, og det er vildt mærkeligt for os, at de traf det valg. En streng munkeorden i 1600-tallet gravede lidt på deres egen grav hver dag. Hvorfor gav det mening for dem?« spørger Mette Birkedal Bruun, og man fornemmer på professorens høje energi, at vi er ved at nærme os en kerne.

Teksterne gør modstand

»Jeg prøver at lære mine studerende, at teksten bliver interessant der, hvor den gør modstand. Vi kan hurtigt blive enige om, at korstog er en helt forfærdelig ting, men hvis vi stopper der, så kommer vi ikke videre. Vi må spørge, hvad det er, der gav mening for dem. Hvilke argumentationsgange ligger til grund? Det er dødinteressant!«

Mange populære selvhjælpskurser handler præcis om at kunne trække sig væk fra det støjende nu, tænker jeg – tavshedskurser, yoga, mindfulness – og spørger, om der går en linje fra kirkehistorien til moderne selvudvikling?

»Grundspørgsmålet er det samme, og netop derfor er kirkehistorien så interessant. Mennesket har altid spurgt sig selv, hvad det vil sige at være menneske både i forhold til Gud og i forhold til andre mennesker, og samme spørgsmål ligger bag moderne selvudviklingskurser: Hvordan kommer jeg i et autentisk forhold til det at være et menneske?« spørger hun med sådan en sætning, man har lyst til at lade stå et øjeblik.

Mette Birkedal Bruun siger, at jo dybere man graver i historien, des flere spørgsmål rejser sig, og det passer hende glimrende, at svaret – på hvad det vil sige at være menneske – svæver.

Gudsforholdet er privat

De studerende lægger vægt på, at Mette Birkedal Bruun ser dem som hele mennesker:

»Hun husker os som mennesker med forskellige præferencer, indstillinger og styrker, som hun ivrigt understøtter og underbygger,« skriver de.

»Jeg er rigtig glad for, at de studerende føler sig set i undervisnings- og vejledningssituationer, og jeg lytter og spørger helt sikker også mere end gennemsnittet. Jeg er optaget af, hvor deres faglige drive ligger. Men jeg synes egentlig ikke, at de studerende har krav på at underviseren ser dem som ’hele mennesker’. Man har krav på at blive set som en hel, lærende fagperson. Man skal forvente et personligt fagligt engagement – men det skal ikke være et psykolog- eller sjælesørgerforhold. Jeg er nok i virkeligheden lidt småprivat,« siger årets underviser.

Kan man spørge en småprivat kirkehistoriker, om hun tror på Gud?

»Det vil jeg gerne holde adskilt fra det faglige. Du kan stille det spørgsmål til enhver forsker på universitetet – det er strengt taget ikke mere relevant at stille til en teolog end til en fysiker.«

Hvor meget fylder den enkeltes tro her på Teologi?

»Vi hører de vildeste fordomme. Der er folk, der tror hver time starter med en salme, og sådan er det jo overhovedet ikke. Måske begynder nogle studerende med en forestilling om, at det personlige gudsforhold fylder meget mere, og der er også nogle, der dropper ud, fordi de bliver skuffede over, hvor akademisk det er,« siger Mette Birkedal Bruun og tilføjer:

»Forholdet til Gud, det må man klare på vej hjem på cyklen. Ligesom man ikke på Biologi, når man snakker Darwin, begynder at tale om sin egen tro. Gudsforholdet kan give et engagement, men det er ikke noget, vi spørger til, og vi propaganderer ikke. Måske er vi meget mere blufærdige om det, end man er andre steder, netop for at sikre den akademiske renhed omkring faget.«

Målrettet gejst

På spørgsmålet om, hvordan hun oplever de studerende anno 2012, svarer Mette Birkedal Bruun:

»Jeg kan sagtens synge med på klagesangen om, at de studerende ikke forbereder sig godt nok, og at de gerne vil have mere undervisning, men så ikke møder op og alt det der. De er simpelthen så målrettede i forhold til, om det nu er noget de kan bruge til eksamen, og det synes jeg jo er begrædeligt. Jeg læste teologi i otte et halvt år, og det var ikke et semester for meget,« siger hun leende.

Men det hænger sammen med en stram normering, siger hun, at der ikke er plads til at følge et interessant spor, hvis man ikke på forhånd ved, hvor det ender. Og så retter hun ellers kikkerten fra de studerende tilbage på underviserne:

»Normeringen levner snæver plads til begejstringen, men den gnist må man så finde i eksamenspensum – og man var en doven hund, hvis ikke man kunne finde den der. Nogle gange klynker vi forskere meget af frygt for, at folk udenfor ikke ved, hvor hårdt vi arbejder. Vi er så bange for at folk misforstår den balancegang mellem det hårde arbejde og den store frihed, vi også har. Men det er altså et fantastisk privilegium at få penge for at arbejde med det, man er allermest interesseret i.«

Aha-oplevelser

Forskervejen var ikke oplagt for Mette Birkedal Bruun, der blev paf, da hendes vejleder foreslog hende at søge en ph.d. Derfor ved hun også, at de studerende folder sig ud fagligt i forskelligt tempo:

»Det er svært at starte på universitetet og tilegne sig det akademiske sprog. Nogle fanger det aldrig, nogle forstår det langsomt, andre rammes pludselig, og det er fantastisk godt at se det ske,« siger Mette Birkedal Bruun:

»Det er så inspirerende at rende ind i en studerende, som jeg først mødte, fordi jeg dumpede hende til en eksamen, og se, at hun er blevet en knalddygtig specialestuderende.«

gbg@adm.ku.dk