Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Morten Messerschmidt - min tid som studerende

TILBAGEBLIK – Kendte alumner fortæller om deres studietid på Københavns Universitet. Morten Messerschmidt elskede jurastudiet, men fortryder i dag, at han i perioder ikke anede, hvem han gik på hold med, fordi han kun dukkede op til eksaminerne.

Morten Messerschmidt er EU-parlamentariker for Dansk Folkeparti og dimitterede fra Jura i 2009.

Hvad husker du bedst fra din studietid?

»Jeg mindes at blive intellektuelt udfordret og stimuleret af spændende stof og diskussioner med professorer og medstuderende. Samtidig blev jeg valgt ind i Folketinget i 2005, så det var en meget travl tid. Det gjorde det svært at nå tre eksaminer per semester, og jeg endte med at bruge ni år på at færdiggøre min kandidat.«

Fortæl om den sjoveste oplevelse, du havde som studerende på KU.

»Der var sgu mange! Festerne var forrygende, og i det hele taget var det sociale med medstuderende, der alle havde forskellige baggrunde, rigtig godt. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke deltog mere, og at jeg derfor i dag ikke har det store netværk. Jeg var meget glad for at studere og var aldrig i tvivl om, at det skulle være jura, men mit arbejde gjorde det vanskeligt for mig at være på universitetet så meget, som jeg gerne ville. Det var simpelthen ikke praktisk muligt.«

Hvad lavede du udenfor studierne?

»Jeg brugte meget tid på at føre kampagne, indtil jeg blev valgt ind i Folketinget. Jeg flyttede til Randers i 2003, fordi jeg var opstillet i Østjylland og var derfor fjernstuderende frem til 2005. De sidste tre-fire år var jeg på KU så lidt, at jeg knap nok vidste, hvem jeg gik på hold med. Jeg gik både glip af det sociale og den dybe indførelse i faget, som de andre fik, fordi jeg kun læste op til eksaminer og dermed kunne stoffet meget intensivt. Til gengæld har jeg de sidste tre år været underviser på Det Juridiske Fakultet, og det har været enormt sjovt, udfordrende og inspirerende at møde og diskutere med de studerende. Og mine personlige oplevelser har forhåbentlig været med til at gøre undervisningen mere nærværende.«

Hvordan har du kunnet bruge dit studium i dit senere liv?

»Jura er en fantastisk metode til at analysere og forholde sig til komplekse sager, og at lære den at kende har i den grad forbedret mig som politiker. I dag bruger jeg mest konkret mit fag, når venner henvender sig med problemer, eller når jeg hjælper min kæreste, som driver forretning på Bakken. Men jeg har en drøm om en dag at kunne praktisere jura mere intensivt.«

Hvordan får man ifølge dig mest ud af sin studietid? Hvordan er man en »god« studerende?

»I dag kan jeg se, at det kunne have været enormt givtigt at have et netværk fra studietiden. Jeg mangler tit nogle at sparre med og ringe til. Så jeg tror, man fra begyndelsen skal gøre klart, hvem blandt ens medstuderende der – rent videnskabeligt – er mest interessante, og så holde dem tæt ind til kroppen. Jeg ville gerne i højere grad have brugt årene på universitetet til at udbygge, pleje og holde fast i et socialt vidensnetværk.«

therese.hjorth@adm.ku.dk

Seneste