Ditlev Tamm begyndte på et universitet præget af ærefrygt. Fire år senere kom studenteroprøret

Når nye studerende starter på Københavns Universitet, sker det med et håndtryk af rektor ved den traditionelle immatrikulation. Sådan har det været i århundreder, og således også i 1964, da Ditlev Tamm begyndte som studerende på jurastudiet.

Dengang som i dag markerer håndtrykket overgangen til universitetslivet, og Ditlev Tamm husker den særlige stemning, der omgav det.

»Man er vel nødt til at bruge ordet ærefrygt. Det var med stor ærefrygt, man nærmede sig universitetet, og man havde stor respekt for institutionen,« siger han.

For Ditlev Tamm var universitetet noget ophøjet og eksklusivt.

Han begyndte fire år før studenteroprøret, på et KU hvor de studerende havde stor frihed, men også i vid udstrækning blev overladt til selv at finde ud af, hvordan det hele fungerede.

Der var dog aldrig tvivl om, hvorvidt Ditlev Tamm skulle studere på universitetet. Han kom fra et akademikerhjem gennem flere generationer, og hans far var jurist.

Hvad han skulle læse, var til gengæld langt mindre oplagt.

Historie eller jura?

Ditlev Tamm startede på KU direkte fra gymnasiet. Det gjorde de fleste, husker han. Sabbatår med rejser og selvrealisering var ikke rigtig en mulighed på et tidspunkt, hvor der hverken var SU eller billige flybilletter.

Hvis unge ventede med at studere, var det typisk, fordi de skulle aftjene værnepligt eller tjene penge til studierne.

Selv vaklede Ditlev Tamm mellem Historie og Jura.

Ved studiestarten kunne man gå til introduktionsforelæsninger på forskellige fag, og det gjorde han. Egentlig hældte han oprindeligt mod Historie, men begyndelsen på historiestudiet skuffede ham. De første semestre skulle blandt andet handle om engelsk industrialisme.

»Det var ligesom ikke rigtig min historie,« siger han.

Han var mere tiltrukket af antikken, middelalderen og de store historiske linjer.

Så gik han i stedet til forelæsninger på Jura.

Her havde fakultetet sat to af tidens store juridiske professorer, Alf Ross og Bernhard Gomard, til at holde introduktionsforelæsninger. Forelæsninger, som gjorde stort indtryk på den unge Ditlev Tamm, som ellers havde betragtet humaniora som intellektuelt finere end juraen.

Det betød, at han efter den første uge skiftede Historie ud med Jura.

»På den måde var min studiestart faktisk ret vigtig, fordi den førte til, at jeg lagde mig fast på noget andet, end jeg havde tænkt, at jeg ville,« siger Ditlev Tamm.

»Man gik jo bare i gang«

For nutidens nye studerende begynder universitetet typisk med tutorer, rusarrangementer og introduktion til både fag og campus.

Sådan var det ikke i 1964.

»Det var der ikke noget af. Altså man gik jo bare i gang.«

Og selv for en studerende med en far der var jurist, var jurastudiet et fremmed land.

Lærebøgerne var ikke skrevet som pædagogiske introduktioner til nye studerende, men ofte til jurister i almindelighed. Og langt hen ad vejen måtte man selv finde ud af det meste.

»Der var ikke som i dag nogle planer eller introduktioner,« siger Ditlev Tamm.

På Jura læste de studerende i to år, før de første store eksamener ventede. På den måde var der ingen løbende prøver, der fortalte dem, om de var på rette vej.

Til gengæld kunne konsekvensen være kontant, når eksamen endelig kom.

»På den måde var det jo sværere at vide, hvor man lå rent fagligt. Så der var mange, der røg på den måde, og der var en meget stærk dumpekultur,« husker Ditlev Tamm.

Karakterræs med åbne døre

For nutidens studerende er gode præstationer til eksamen blevet et karakterræs, der fylder for rigtig mange. Men det er ifølge Ditlev Tamm ikke en moderne opfindelse.

»Det kan jeg love dig: Karakterer var alfa og omega,« siger han.

Ligesom i dag var mundtlige eksamener offentlige, men til forskel fra nu var det dengang meget udbredt, at medstuderende gik ind og hørte hinanden blive eksamineret og også var med til den efterfølgende karaktergivning.

På den måde vidste alle, hvor hinanden lå fagligt, og Ditlev Tamm husker studiet som et sted, hvor der hurtigt opstod et hierarki på baggrund af præstationer.

»Vi studerende var nærmest indordnet efter, hvilke karakterer vi fik,« siger han.

Ingen bindende bånd

Til trods for karakterræset gjorde ventetiden på to år frem mod første eksamen, at man som studerende også kunne følge en lang række andre forelæsninger.

På det tidspunkt i 1960’erne lå mange fag tæt sammen omkring Studiegården i Indre By. Ville man høre en forelæsning på et andet fag, kunne man ofte bare blive siddende i lokalet, til næste underviser kom ind.

Det var langt mere almindeligt at følge undervisning på andre fag, end det er i dag.

»Det var et vidunderligt universitet dengang, fordi man frit kunne gå ind og høre hvad som helst,« siger Ditlev Tamm, som mener, at den frihed var noget af det bedste ved studielivet.

»Noget af den tankegang om, hvad et universitet skal være, er gået tabt i dag, og det er ærgerligt.«

Det er dog ikke alt ved datidens universitet, han savner. Undervisningen i dag er langt mere pædagogisk, og der bliver taget større hensyn til de studerende og deres behov.

»Der er en række menneskelige hensyn, som tages i dag. Det var en del af universitetslivet, at man ikke tog sådan nogle hensyn dengang. Men der var mere frihed til at opsøge, hvad man fandt spændende, og på den måde fik man også øjnene op for nogle andre perspektiver.«

Økonomiske klasser

Økonomisk var studielivet også væsentligt anderledes end i dag. Der var ingen SU, og derfor var der stor forskel på de studerende, alt efter hvor mange ressourcer man havde med hjemmefra.

Mange jurastuderende kom fra københavnske akademikerfamilier med en stærkere økonomi. En del havde jurister i familien ligesom Ditlev Tamm, og de havde lettere ved at tage del i studielivet og for eksempel gå til fester i Juridisk Diskussionsklub.

Andre skulle selv betale husleje, bøger og alle andre udgifter og var derfor nødt til at arbejde ved siden af studiet.

»Der var simpelthen en stor gruppe af de studerende, der skulle klare sig selv. De havde ikke tid eller råd til at gå til fester og sådan nogle ting.«

LÆS OGSÅ: Uniavisens store portræt af Ditlev Tamm fra 2019, Dobbeltmennesket

Ditlev Tamm tilhørte selv den privilegerede gruppe. Han kunne bo hjemme, havde bøger omkring sig og kendte allerede lidt til den juridiske verden.

»På den måde havde jeg det jo nemt. Så for mig var studietiden sjov. Da først jeg var i gang, havde jeg nemt ved at lære det, der skulle læres, og det gik godt,« siger han.

Oprøret i 68

Ditlev Tamm husker ikke jurastudiet som et særligt politisk sted, da han begyndte i 1964.

Studiet rummede mange studerende fra konservative og borgerlige miljøer, men den politiske debat fyldte ikke meget i hverdagen.

Det skulle ændre sig fire år senere.

Det var jo på mange måder et opgør med det elitære universitet for de fine og indviede

Ditlev Tamm, professor emeritus ved KU

Ditlev Tamm var allerede i gang med at læse til eksamen, da studenteroprøret ramte Københavns Universitet i foråret 1968. Han blev ikke selv en del af den aktivistiske kerne, men stod på sidelinjen og betragtede oprøret mod professorvældet.

»Det var jo på mange måder et opgør med det elitære universitet for de fine og indviede,« siger han.

Ditlev Tamm var enig i dele af kritikken, der kom fra studenteroprørerne.

Professorerne kunne være mere nærværende, og han mener, at det var en klar forbedring, da universitetet begyndte at få flere yngre kræfter og et tættere forhold mellem undervisere og studerende.

Især på de humanistiske og samfundsfaglige fag var oprøret stærkt, og da Ditlev Tamm tog sin afsluttende eksamen i 1970, oplevede han derfor heller ikke, at selve jurastudiet var blevet fundamentalt forandret. Men noget omkring universitetet var alligevel begyndt at flytte sig, og den ærefrygt, han var begyndt med i 1964, var på vej til at miste sit greb.

Mere end 60 år efter sin første dag på Københavns Universitet er det især én ting ved det gamle universitet, Ditlev Tamm gerne ville give videre til dem, der begynder i dag: Friheden til at interessere sig for andet end det, der står i studieordningen.

»De må endelig ikke blive fagidioter,« understreger Ditlev Tamm.