Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Arbejdsmiljø
Administrationsreform — Efter aflyst fyringsrunde justeres tidsplanen, så administrative medarbejdere får tidligere besked om, hvor de er tænkt ind i den nye organisation.
Ledelsen har mandag 28. oktober på KUnet (kræver login) offentliggjort en ny tidsplan for bemandingen af den kommende administration på Københavns Universitet.
Den ændrede plan skyldes, at den planlagte fyringsrunde i forbindelse med administrationsreformen blev aflyst umiddelbart før efterårsferien, fordi ansættelsesstoppet og frivillige fratrædelser sikrede en tilstrækkelig reduktion i antallet af administrative medarbejdere.
Ny tidsplan for administrationsreform
* 4. november: Alle medarbejdere får besked fra deres leder om tiltænkt placering i den nye administration.
* 5. – 20. november: Dialog med nuværende leder om fremtidig placering.
* 21. november – 4. december: Lederne koordinerer og beslutter fremtidig placering af medarbejdere.
* 5. december: Medarbejdere får deres fremtidige placering at vide.
* 1. marts: Den nye administration træder i kraft. Forinden er der mulighed for at mødes med nye kollegaer.
Den nye tidsplan er aftalt i samarbejde med Hovedsamarbejdsudvalget (HSU), hvor medarbejdernes repræsentanter har ønsket at få dele af processen fremrykket.
LÆS OGSÅ: Tillidsrepræsentant efter afblæste fyringer: »Ledelsen skulle have gjort mange ting anderledes«
Med den justerede tidsplan vil hver enkelt medarbejder 5. december få endelig afklaring om, hvor de placeres i den nye administration, hvilket er to uger tidligere end først planlagt. Den nye organisering af administration træder fortsat i kraft 1. marts 2025.
Allerede 4. november indledes en dialogrunde, hvor administrativt personale kan komme med ønsker til deres nye placering i administrationen. Denne dag får medarbejderne besked om, hvor deres leder ser dem placeret enten i en mail eller en samtale. Herefter er en åben mulighed for, at medarbejderne kan ønske sig en anden placering, som lederne vil tage med i de videre overvejelser, når den endelige medarbejderfordeling besluttes.
LÆS OGSÅ: Bestyrelsesformand: Vi står i et vadested, men på den anden side får vi en bedre administration
I alt har 118 medarbejdere ansøgt om en frivillig fratrædelse. Derudover har 34 medarbejdere ansøgt om at komme på nedsat tid svarende til tre årsværk. Alle ansøgningerne er blevet imødekommet.
LÆS OGSÅ: Chefkonsulent: Jeg kan ikke se mig selv i den nye KU-administration
Planen har hidtil været, at det kvalificerede ansættelsesstop, som KU har haft siden februar, skulle vare året ud. Ledelsen vil nu sammen med tillidsrepræsentanterne i HSU diskutere, hvorvidt det fortsat er planen, eller om det skal forlænges.