Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Nye forsinkelser på Niels Bohr Bygningen

Skandalebyggeri — Niels Bohr Bygningen forsinkes yderligere. Igen. Bygningsstyrelsen har ændret i tidsplanen, men glemt at informere Københavns Universitet.

I Politiken kunne man i weekenden læse, at den omstridte Niels Bohr Bygning står til at blive yderligere forsinket og derved vil ende med at koste Københavns Universitet endnu flere penge i huslejestigninger.

Bygningsstyrelsen har, uden at informere KU, ændret i byggeriets tidsplan, så bygningen nu blot skal kunne tages i brug i løbet af kalenderåret 2019. Det kan reelt betyde endnu en forsinkelse på op til 8 måneder. Niels Bohr Bygningen skulle oprindeligt have stået færdig tilbage i 2016. (Ifølge de allerførste planer, som ansatte på Niels Bohr Institutet blev præsenteret for, skulle bygningen faktisk have været færdig allerede i 2013).

Det er forskning, som ikke er foregået over en årrække, og som trækker yderligere ud

Universitetsdirektør Jesper Olesen

KU’s universitetsdirektør Jesper Olesen siger til Politiken, at KU ikke er blevet oplyst om de ændrede planer og at uvidenheden begrænser KU’s muligheder for at afbøde konsekvenserne for forskningen og undervisningen på SCIENCE – det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet.

»Vi har jo haft omkostninger allerede med aktiviteter, som vi ikke kunne sætte i gang. Det er forskning, som ikke er foregået over en årrække, og som trækker yderligere ud. Og det belaster vore forskningsgrupper, som skal flytte to gange, fordi vi jo er nødt til at finde midlertidige placeringer til dem. Også det går ud over aktiviteten,« siger Jesper Olesen til Politiken.

Forsinkelse skaber konflikt

Konflikten mellem Bygningsstyrelsen og KU er ikke ny. Uniavisen har blandt andet kunnet berette om alvorlige fejl i det arbejde som det spanske entreprenørfirma Inabensa har lavet på bygningen, om juridiske stridigheder mellem parterne og om trusler om sagsanlæg. KU har truet med at nægte at flytte ind i bygningerne, når de engang står færdige, og Politiken kan fortælle, at universitetet har varslet en erstatningssag mod bygningsstyrelsen.

Vi vil rejse krav om erstatning

Bestyrelsesformand Mads Krogsgaard Thomsen

»Vi vil rejse krav om erstatning for overskridelser/meromkostninger efter maj 2018, der påføres KU som følge af situationen med Niels Bohr Bygningen«, lyder det i et brev fra bestyrelsesformand Mads Krogsgaard Thomsen til Bygningsstyrelsen 17. oktober.

KU står over for en række ekstraudgifter som følge af den nye forsinkelse. Huslejen på de nuværende bygninger er en direkte udgift, men Dansk Magisterforening har også udtrykt bekymring på studerende og ansattes vegne.

Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening sagde tilbage i oktober til Uniavisen, at den fortsatte usikkerhed omkring indflytningsdatoen kan skade den internationale rekruttering. Også fysiklektor Bjarne Andresen, der er tillidsmand for 250 medarbejdere på Niels Bohr Institutet, kalder problemerne med byggeriet »frusterende« ifølge en pressemeddelelse fra DM.

»De mange udskydelser af flytningen betyder, at vi ikke kan planlægge vores arbejde herunder ikke mindst vores forskning,« siger Bjarne Andresen.

Det tager mellem et halvt og et helt år at pakke udstyret på Niels Bohr Institutet ned og få det op at køre i en ny bygning. Hvis ikke instituttet får en flyttedato i god tid, kan det altså betyde at både studerende og ansatte kan ende med at miste flere måneders arbejdstid.

Seneste