Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Navne

Nye journalister på Uniavisen

Navne — Sebastian Dall Mayoni og Jonathan Transbøl er ansat på Uniavisen som journalister på fuld tid den 1. august. Samme dag markerer også afslutningen på den redaktionelle sommerferie og starten på efterårssemestret.

Uniavisen har fået nye ansigter. Fremover vil du møde Sebastian Dall Mayoni (29) og Jonathan Transbøl (28) både her i spalterne og rundt omkring på campus.

Sebastian Dall Mayoni

Sebastian dall Mayoni

Født 15. februar 1993 i Haderslev. Uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Har studeret litteraturhistorie på Aarhus Universitet og Amerikanske Studier på Syddansk Universitet. Bor på Østerbro med sin kæreste Cecilie.

 

»Som journalist har jeg skrevet portrætter af både byer, kendisser og meget almindelige og gennemsnitlige mennesker. Det har jeg gjort for magasinerne Euroman, Ud&Se og Børsen Pleasure, men fælles for det hele er, at jeg synes, at mennesker er sjove.

For år tilbage skrev jeg et portræt af Limfjordsøen Fur, hvor en lokal bande i mange år satte et ulovligt gelænder op på en gravhøj. Hver gang gelænderet blev pillet ned af kommunen, satte gelænderbanden et nyt op. Det handlede i virkeligheden ikke så meget om gelænderet, men om de mennesker, der bor på øen, og som gerne selv vil bestemme. For når folkeskole, bibliotek og alt muligt andet bliver taget fra folk, så skal kommunen ikke også komme og bestemme, hvad der må blive.

Det er bare for at sige, at jeg elsker at møde mennesker og skrive om mennesker. Derfor glæder jeg mig helt enormt til at tale med både studerende, professorer, emeritusser, administratorer og politikere for at gøre Københavns Universitet til et endnu bedre sted. Uniavisen er både et sted, hvor man kan være kritisk over for dem med magt og fortælle de gode historier. Jeg glæder mig til at gøre begge dele.«

Jonathan Transbøl

»Det er kun halvandet år siden jeg forlod universitetet, og jeg er ærlig talt meget tilfreds med at vende tilbage igen. Her er rart at være, og det vil jeg gøre mit for, at der bliver ved med. Om det så er ved at fortælle sjove og skæve historier fra dagligdagen eller ved at stille magthavere til ansvar.

Jonathan Transbøl

Født 2. august 1994 i Rudersdal. Uddannet cand.public. i analytisk journalistik på Aarhus Universitet med en bachelor i erhvervsøkonomi og filosofi fra CBS. Bor på Østerbro med sin kæreste Camilla

Jeg elsker at tale med mennesker. Særligt dem, der er klogere end jeg selv er, og det forestiller jeg mig, at jeg får rig mulighed for som journalist på Uniavisen. Jeg glæder mig til at udforske åndsrigdommen, traditionerne og blikket for fremtiden, der findes på KU.

Som journalist har jeg erfaring fra Frihedsbrevet, KapitalWatch og Den Uafhængige. Og en praktik på den danske ambassade i Addis Ababa, Etiopien. Jeg er en god kammerat, og jeg vil gerne tale med så mange studerende og ansatte som muligt. Hvis du har en historie om noget mærkeligt, sjovt, vigtigt, ligegyldigt eller decideret samfundsomstyrtende, må du ikke tøve med at kontakte mig.«

Seneste