På Musik er 1200 timer næsten det samme som 2500 – i hvert fald ifølge ledelsen

Der er noget befriende ved universitetet. Her lærer man, at man ikke bare skal tro på påstande. Man skal undersøge dem.

Det understregede Københavns Universitets rektor, David Dreyer Lassen, også i sin velkomsttale til de nye studerende. Universitetet skal lære de studerende at stille de svære spørgsmål. Man skal ikke nøjes med skråsikre svar på usikker viden.

Det er en sympatisk tanke. Og derfor kunne man passende prøve metoden på Københavns Universitet selv.

En beroligende nyhed

På Musikvidenskab er der nemlig sket noget, som ved første øjekast kunne give anledning til et par spørgsmål.

Ifølge tidligere studielektor Niels Græsholm bliver kandidatuddannelsen beskåret fra mere end 2.500 undervisningstimer til omkring 1.200. Nedskæringerne rammer blandt andet praktiske fag som sang, klaver, korledelse, sammenspil og arrangement.

Men her kommer den gode nyhed.

Institutleder Helle Munkholm Davidsen har i Uniavisen slået fast, at de studerende på det praksisrettede spor fortsat vil få »et højt niveau af praktisk musikundervisning«.

Faktisk er institutledelsen ligefrem »trygge ved, at uddannelsen også fremover giver de nødvendige kvalifikationer, for eksempel til et arbejde som gymnasielærer i musik«.

Så langt, så godt. Der mangler blot den lidt kedelige universitære detalje:

Hvordan ved vi det?

En censor kommer forbi

I juni 2025 overværede en ekstern censor tre dages eksamener i kor- og sammenspilsledelse på kandidatuddannelsen. Hun var tilsyneladende ikke helt så tryg. Hendes censorindberetning begynder med ordene:

»Niveauet er alarmerende lavt.«

De 14 studerende havde et karaktergennemsnit på cirka 6,9. Men censoren, der selv repræsenterer gymnasieverdenen, vurderede, at kun de tre studerende, der fik 10 eller 12, var egnede til at sende ud som gymnasieundervisere.

Hun nøjedes ikke med at konstatere problemet. Hun beskrev også, hvad hun mente, der manglede:

Mere undervisning i sang. Mere undervisning i klaver. Mere hørelære. Mere direktion. Mere musikledelse.

Praktiske færdigheder kræver noget så upraktisk som øvelse, undervisning, feedback og tid.

Altså omtrent de praktiske discipliner, som uddannelsen nu skal finde plads til inden for en betydeligt mindre undervisningsramme.

Det er naturligvis muligt. Universiteter beskæftiger sig trods alt med erkendelsesmæssige gennembrud. Men netop derfor kunne det være interessant at høre lidt mere om metoden.

Universitetets nye musikpædagogiske mirakel

Hvis man tidligere havde omkring 2.500 timer og fik at vide af en censor, at de studerende havde brug for mere praktisk undervisning, hvorefter man reducerer uddannelsen til omkring 1.200 timer og konkluderer, at kandidaterne fortsat vil have de nødvendige kvalifikationer, må der være sket noget ganske bemærkelsesværdigt.

Måske har Københavns Universitet opdaget en helt ny form for komprimeret instrumentalpædagogik.

Klaverspil kan nu læres på den halve tid. Direktion ligeså. Stemmetræning må have fået en softwareopdatering. Og måske kan hørelære fremover downloades.

Det ville være en interessant forskningsnyhed. For enhver, der har forsøgt at lære at spille et instrument, synge, dirigere eller lede et ensemble, vil ellers have fået den gammeldags opfattelse, at praktiske færdigheder kræver noget så upraktisk som øvelse, undervisning, feedback og tid.

Så møder kandidaten 2.g

Problemet opstår først rigtigt den dag, kandidaten forlader universitetet. For ude på et gymnasium kan man være uheldig at møde en flok elever. De har den irriterende egenskab, at de ikke alene interesserer sig for studieordninger. De skal måske synge.

Nogen skal sætte tonen an. En pianist skal kunne akkompagnere. Et kor skal indstuderes. Et band skal spille sammen. En elev synger forkert. En anden mister pulsen. Klaveret står i en anden toneart end sangeren.

Og 28 teenagere ser forventningsfuldt på læreren.

Her hjælper det ikke nødvendigvis så meget, at institutledelsen tilbage i København var tryg.

Rektor og de svære spørgsmål

Og her bliver rektor David Dreyer Lassens tale interessant.

Han sagde til de nye studerende, at de skulle øve sig i de svære spørgsmål frem for at vælge de lette svar. Han sagde også noget meget præcist om uddannelse: Det handler om at blive klogere og kunne bruge det til noget.

Præcis.

Derfor kunne universitetet måske hjælpe os med at besvare nogle svære spørgsmål.

Hvordan har man vurderet, hvor meget praktisk undervisning der kræves for at uddanne en kompetent gymnasielærer i musik?

Hvordan er det undersøgt, at de studerende efter omlægningen opnår disse færdigheder?

Hvordan har man forholdt sig til censorindberetningen fra 2025?

Og hvordan kan en censor konstatere, at de studerende allerede før de nye reduktioner mangler undervisning i de praktiske discipliner, mens institutledelsen efter yderligere reduktioner uden videre kan forsikre om, at niveauet fortsat bliver højt?

Det er ikke nødvendigvis institutledelsen, der tager fejl. Måske tager censoren fejl. Måske kan undervisningen organiseres langt mere effektivt. Måske bliver kandidaterne fremragende gymnasielærere.

Men på et universitet burde »vi er trygge ved det« være begyndelsen på en samtale om dokumentation. Ikke afslutningen på den.

For rektor har jo ret:

Man skal være forsigtig med skråsikre svar på usikker viden. Også når de skråsikre svar kommer fra universitetet selv.