Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Regningen vokser igen: Niels Bohr Bygningen står nu til at koste over 4 milliarder kroner

Ifølge statsrevisorerne er regningen for det skandaleramte byggeri i alt steget med ca. 2,4 milliarder kroner. De kritiserer Bygningsstyrelsen for dårlig styring.

Den er vokset. Så er den vokset igen. Og nu vokser den endnu engang.

Den samlede regning for Niels Bohr Bygningen skulle egentlig have været 1,8 milliarder kroner, men ifølge en ny rapport fra Rigsrevisionen står bygningen nu til at koste 4,2 milliarder.

Den seneste vurdering af omkostningerne lød på 3,7 milliarder kroner, men i 2020 er regningen steget med yderligere en halv milliard på grund af manglende fremdrift hos flere entreprenører og forsinkelser som følge af covid-19, som det lyder i Rigsrevisionens rapport.

Det betyder, at Københavns Universitet kan forvente en endnu større huslejestigning end forventet.

I rapporten kritiserer statsrevisorerne styringen af projektet og kalder det »meget utilfredsstillende«, at Bygningsstyrelsen ikke har sikret »et tilstrækkeligt grundlag« for de ændringer, man har besluttet undervejs i projektet.

Byggeriet har budt på en lavine af skandaler. Blandt andet var der grove fejl i det ventilationssystem, som et spansk entreprenørfirma først installerede i bygningen, men som efterfølgende måtte pilles ned.

Boligminister Kaare Dybvad Bek (S) har kommenteret rapporten i en pressemeddelelse:

»Det siger sig selv, at et byggeprojekt, der er blevet mere end dobbelt så dyrt som planlagt og forsinket med fire år, er et fejlslagent byggeprojekt. Det er stærkt utilfredsstillende,« siger han.

Tidligere har universitetsdirektør Jesper Olesen sagt til Uniavisen, at fordyrelserne i værste fald kan koste hundredvis af stillinger på Københavns Universitet.

I et forsøg på at afværge konsekvenserne for forskning og uddannelse har Københavns Universitet senest lagt op til at flytte tusindvis af studerende og hundredvis af ansatte fra det gamle kommunehospital til Søndre Campus.

Opdateres…

Seneste