Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Arbejdsmiljø

Prekært ansatte forskere bryder tavsheden. De har fået nok af et arbejdsliv på lånt tid

Opstand — Tilværelsen med korte kontrakter og konstant usikkerhed kræver overmenneskelige kræfter, mener Jaime Caballer Revenga og Salvatore Paolo De Rosa. Med netværket We Are The University vil de samle kollegerne, presse fagforeningerne og genfinde strejken som redskab.

Salvatore Paolo De Rosa ville gerne blive på Københavns Universitet, og hans forskningsgruppe ville gerne beholde ham.

Men efter tre års ansættelse som postdoc ved Center for Applied Ecological Thinking, ToRS, slap pengene til projektet op.

Der var ingen ledige stillinger inden for hans forskningsområde, og da reglen er, at man højst må være ansat som postdoc ved samme universitet i fire år, var hans muligheder for at blive på KU begrænsede.

Nu er han arbejdsløs og søger ansættelse på et af de andre danske universiteter eller et universitet i et naboland. Hvis han lander et arbejde i et andet land, håber han, at det er muligt at blive boende i Danmark, hvor han har slået sig ned med sin hustru og deres to børn.

»Postdoc-reglen er lavet for at sikre, at forskere kommer videre i karrieren og ikke fastholdes i lavtlønnede og tidsbegrænsede stillinger. Men i virkeligheden er der slet ikke nok faste stillinger til alle, og i praksis bliver reglen derfor nærmere en mekanisme, der udelukker folk,« siger Salvatore Paolo De Rosa og tilføjer:

»Når man har opbrugt sine fire år som postdoc, er mange reelt tvunget til at forlade akademia.«

LÆS OGSÅ: Mange kvindelige forskere overvejer at forlade Københavns Universitet 

Vi Er Universitetet

Salvatore Paolo De Rosa har været med til at skabe netværket We Are The University, som i skrivende stund består af cirka 15 forskere fra forskellige universiteter. Missionen er at sætte fokus på – og danne fælles front mod – usikre arbejdsvilkår og manglende demokratisk indflydelse i akademia.

Ti af netværkets medlemmer udgav for nyligt en kronik i Information med overskriften Prekært ansatte på universiteter svigtes af fagforeninger. Nu må vi tage sagen i egen hånd.

Vi har glemt, at vi er arbejdere, og at vi burde have kollektiv forhandlingsstyrke

Jaime Caballer Revenga, postdoc, KU

Her kritiserede de både de usikre ansættelsesvilkår og fagforeningerne for ikke at tage tilstrækkeligt ansvar for at forbedre dem.

»Hvis vores nuværende fagforeninger ikke kan, må vi organisere os i initiativer, der kæmper for kollektive interesser og forandring,« lød det blandt andet fra underskriverne, der også opfordrede prekært universitetsansatte til at strejke.

Forperson i Dansk Magisterforening, DM, Janne Gleerup, svarede på kritikken i en replik:

»Arbejdsmarkedet har forandret sig. Udfordringerne er alsidige, og redskaberne skal afspejle dette. Vi skaber resultater gennem overenskomster, politisk interessevaretagelse, tillidsrepræsentanter, juridisk bistand og organisering på arbejdspladserne. Strejken er et redskab. Ikke et mål i sig selv.«

LÆS OGSÅ: Ole Wæver om dansk forskning: »Vi er på vej til at tabe tyve år, vi ikke kan få tilbage«

Vi Er KU

Salvatore Paolo De Rosa og Jaime Caballer Revenga, der er postdoc på Institut for Matematiske Fag og medlem af netværket, var to af afsenderne på kronikken i Information. De har takket ja til at uddybe deres kritik over for Uniavisen.

»Det startede egentlig med, at vi var en gruppe venner, der begyndte at tale om de frustrationer, vi har i vores arbejdsliv. Og da snakken faldt på jobmuligheder og frihed i akademia, blev det tydeligt, at fagforeningerne manglede i diskussionen. Hvor er de, når ansatte har alvorlige bekymringer om deres arbejdsvilkår og arbejdsmiljø?« siger Salvatore Paolo De Rosa.

Først hed netværket We Are UCPH (Vi er KU, red.), men da det hurtigt viste sig, at frustrationerne gik på tværs af universiteter, ændrede de navn til We Are The University.

Jeg risikerer at blive blacklistet i forskningsmiljøet fremover

Jaime Caballer Revenga, postdoc, KU

Netværket har endnu ikke en fast form, og det er heller ikke tanken, at det skal erstatte fagforeningerne, fortæller de, som blandt andet er inspireret af Forskerbevægelsen, der blev stiftet i 2024 og i dag samler forskere på tværs af universiteterne i kampen for større akademisk frihed.

LÆS OGSÅ: De har råbt op om forskningens vilkår. Nu starter de en modbevægelse for at få glæden tilbage

»Vi vil forsøge at presse fagforeningerne til igen at være talerør for de prekært ansatte på universiteterne, som vi i dag ikke føler os tilstrækkeligt repræsenteret af. Og så vil vi forsøge at genfinde nogle af fagbevægelsens historiske redskaber, især strejken,« siger Salvatore Paolo De Rosa.

Jaime Caballer Revenga supplerer:

»Vi har glemt, at vi er arbejdere, og at vi burde have kollektiv forhandlingsstyrke. Men den nuværende arbejdskultur går i den modsatte retning: Vi er tvunget til at sidde hver for sig og arbejde i en kultur, som er præget af frygt og tavshed.«

Svært at sige fra

Begge understreger de flere gange, at de taler på vegne af mange, og at det ikke er uden konsekvenser at stille sig frem og ytre kritik.

»Folk er meget bange for at sige noget. Og når det her interview kommer ud, vil mange spørge, hvorfor gør I det her? Min chef vil spørge, og så må jeg jo svare på det. Jeg risikerer at blive blacklistet i forskningsmiljøet fremover,« siger Jaime Caballer Revenga.

Frygten skyldes i høj grad den måde, forskningsmiljøet er bygget op på, mener de to. Som midlertidigt ansat er man afhængig af de forskningsledere, der kan skaffe finansiering og hjælpe én videre til den næste stilling.

Derfor oplever de, at det kan skade karrieren at stå frem som enkeltperson og kritisere systemet.

»Det skaber stor usikkerhed at være så afhængig af begrænsede, eksterne bevillinger. Det gør det meget svært at sige fra,« siger Salvatore Paolo De Rosa.

Samtidig peger de på, at det kan være uklart, hvad der afgør, om man får mulighed for at fortsætte, når en midlertidig ansættelse udløber.

»Du kan skrive rigtig gode artikler, være ekstremt dygtig til dit arbejde og afholde gode kurser, som de studerende er glade for. Men samtidig skal du tænke over, om du kan udfylde en nøglekompetence, der gør dig uundværlig,« siger Jaime Caballer Revenga og tilføjer:

»Måske skal du være den, der kan betjene et bestemt instrument i laboratoriet, så der er brug for dig, når ansættelsen udløber. Det skaber stor utryghed, for det er ikke formelt defineret, hvad der skal til for at du kan blive på dit felt.«

LÆS OGSÅ: Hvis Peter Harder skulle gøre karriere i dag, var han ikke blevet forsker

Arbejdsvilkår kræver overmennesker

Selv er Jaime Caballer Revenga seks måneder inde i sin nuværende toårige postdoc-ansættelse. Han mærker med andre ord det, han kalder »en postdocs evigt tikkende ur«.

»Jeg måtte for nylig sige til mine seniorsamarbejdspartnere, at jeg er nødt til at forlade KU og vores forskningsprojekt, når kontrakten slutter, hvis jeg ikke kan lande en adjunktstilling bagefter. Det var de ikke opmærksomme på,« siger han og fortsætter:

»Disse logikker gælder jo ingen andre steder på det danske arbejdsmarked. Det virker ikke fair – ph.d.erne og postdocerne tilføjer enorm værdi til universiteterne, mange steder er det os, der får hjulene til at køre rundt.«

Vi, der får universitetet til at køre rundt, har ikke reel indflydelse

Salvatore Paolo De Rosa, tidligere postdoc, KU

I praksis er det ofte postdocerne, der udfører størstedelen af den daglige vejledning, undervisning og forskning, siger de:

»Jo højere professorerne kommer op i hierarkiet, desto mere handler deres arbejde om administration og om at skaffe forskningsmidler,« mener Jaime Caballer Revenga, som fortsætter:

»Derfor er det typisk de enkelte forskningsledere, der modtager store bevillinger, som de så kan bruge på at ansætte midlertidige ph.d.er og postdocer. Vi udfører det meste forskning og undervisning, før vi bliver ’kasseret’.«

Når en postdocansættelse ophører, uden at en ny stilling er i sigte, kan man derfor blive nødt til at genopfinde sig selv, siger Jaime Caballer Revenga:

»Forestil dig, at du har brugt flere år på at dygtiggøre dig og fordybe dig i et meget specifikt forskningsområde, og så kan du ikke fortsætte med det. Du er nødt til at finde på noget andet at lave – eller bruge dine evner på en helt anden måde,« siger han og tilføjer:

»De arbejdsvilkår kræver næsten overmennesker. Jeg er veluddannet, jeg har arbejdet på seks-syv universiteter i Europa, og jeg har fået min egen forskningsbevilling. Jeg mener virkelig, I know my shit, og jeg skaber reel værdi. Så hvorfor skal jeg konstant være på tæerne og bekymre mig om, hvad der sker om seks måneder?«

LÆS OGSÅ: Universitetloven fylder 20: Der er kun én ting manden bag loven fortryder

Den omstridte lov

Når Jaime Caballer Revenga og Salvatore Paola De Rosa skal udpege problemets rod, er de ikke i tvivl: Universitetsloven fra 2003.

Loven erstattede det hidtidige kollegiale universitetsstyre med bestyrelser, hvor eksterne medlemmer fik flertallet og formandsposten. Demokratisk valgte repræsentanter for ansatte og studerende kom dermed i mindretal.

Universitetsloven har været udskældt af repræsentanter fra forskningsmiljøet for at koncentrere magten hos ledelsen, svække medarbejdernes medbestemmelse og sætte forskningsfriheden under pres.

»Jeg oplever, at universitetet bliver ledet som en virksomhed frem for en vidensinstitution. Fokus er på besparelser, effektivitet og en organisation, der kører uden for meget debat og demokratisk udveksling. Alt imens har vi, der får universitetet til at køre rundt, ikke reel indflydelse,« siger Salvatore Paolo De Rosa og tilføjer:

»Alt imens bliver vi mere isolerede, og den enkelt står alene med ansvaret for sin egen karriere. Jeg har flere gange deltaget i ’postdoc-kaffemøder’, hvor vi kunne dele vores frustrationer. Men der var ingen opfølgning eller hjælp til at organisere os eller stille fælles krav.«

LÆS OGSÅ: Aldrig har jeg overvejet så meget at forlade forskningen

Umenneskeligt og uholdbart

Netværkets ultimative ønske er, at universitetsloven omskrives. Men før – eller hvis – det nogensinde sker, er der en række andre tiltag, der kan forbedre midlertidigt ansattes vilkår her og nu, mener de.

»Reglen om maksimalt fire års postdocansættelse ved samme universitet bør ændres, og så bør man arbejde hen imod at afskaffe postdocbegrebet helt,« siger Jaime Caballer Revenga og fortsætter:

»Postdocstillingen er grundlæggende en usikker position at være i, og ultimativt ønsker vi, at de her superkorte kontrakter ophører, fordi det er en umenneskelig og uholdbar måde at arbejde på.«

Universitetet bør oprette flere faste stillinger og tage mere ansvar for de mennesker, de ansætter

Salvatore Paolo De Rosa, tidligere postdoc, KU

Har I forsøgt at rejse nogle af disse problemer internt på KU?

»Jeg har rejst problemerne over for både min tillidsrepræsentant og institutlederen på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier. Svaret var, at det ikke var op til dem – sådan er loven,« siger Salvatore Paolo De Rosa.

Han mener dog, at universitetet allerede nu kan afsætte mere tid og flere ressourcer til at skabe større stabilitet for sine midlertidigt ansatte.

»Jeg savnede hjælp, da min kontrakt udløb. Selvom jeg kunne beholde det formelle tilhørsforhold til KU – uden løn, vel at mærke – oplevede jeg at være fuldstændig overladt til mig selv. I øjeblikket sidder jeg og arbejder gratis for at færdiggøre de artikler, jeg var i gang med på projektet, og her kunne universitetet godt tilbyde en form for støtte,« siger Salvatore Paolo De Rosa.

Jaime Caballer Revenga supplerer:

»Det bør skrives tydeligere ind i både ph.d.- og postdockontrakterne, at forskningsmiljøet er forpligtiget til at vejlede og sikre faglig udvikling undervejs i ansættelsen. Institutterne bør være forpligtet af en klausul om gensidige forpligtelser i ansættelseskontrakten – fra medarbejderen over for instituttet og omvendt,« siger Jaime Caballer Revenga og tilføjer, at han vil diskutere med netværket, præcis hvad de tænker, der skal stå i denne klausul.

Begge mener desuden, at universiteterne bør skabe bedre muligheder for fortsat ansættelse, når en postdocstilling udløber.

»Universitetet bør oprette flere faste stillinger og tage mere ansvar for de mennesker, de ansætter,« siger Salvatore Paolo De Rosa.

Åbent møde – alle er velkomne

We Are The University ønsker at vokse og inkludere så mange ansatte som muligt i samtalen. Derfor inviterer netværket alle med interesse for sagen til et åbent møde.

Det foregår 28. oktober klokken 15–18 på Søndre Campus i rum 14.167.

»Der vil også være en workshop med erfarne faglige organisatorer tilknyttet Industrial Workers of the World, der handler om, hvordan man kortlægger og organiserer sig på sin egen arbejdsplads,« siger Salvatore Paolo De Rosa.

Alle, der vil dele deres oplevelser og høre mere om netværket, kan deltage, lyder det fra de to.

»Der er tydeligvis noget, der ikke fungerer. Der kommer ikke nogen og siger: her er dine rettigheder. Så nu må vi gøre det selv. Vi må opbygge og beskytte vores kollektive forhandlingsstyrke,« siger Jaime Caballer Revenga og tilføjer:

»Vi må minde os selv om, at vi er arbejdstagere med alt, hvad det indebærer. Det er op til os at beskytte vores rettigheder på arbejdspladsen.«

Seneste