Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Send studerende på rustur, så snart det er muligt

Univalg 2020 — Vi vil bruge vores mandat i universitetsbestyrelsen, vores møde med ledelsen og vores skærefaste stemmer til at sikre et brag af en rustur for alle de nye studerende, der er blevet snydt for oplevelsen, skriver Studenterrådets spidskandidat og ene nuværende medlem af Københavns Universitets bestyrelse.

I sidste uge fremlagde Københavns Universitets tænketank om stress og studietrivsel deres fem anbefalinger til god studietrivsel. En af de fem anbefalinger lyder, at »KU skal understøtte fællesskaber blandt studerende«.

Og vi må bare være ærlige, lægge os fladt ned og sige, at vi ikke kunne være mere enige!

Det er her, man får sit sociale anker. Det er her man skaber, måske endda livslange, relationer. Og det er her, man indvies.

Fællesskaber blandt studerende er altafgørende for, at vi kommer godt igennem vores studietid på KU. Derfor har vi et konkret bud på, hvordan anbefalingen kan få vind i sejlene: Rusk op i rusturene og send vores nye medstuderende afsted, når det igen er sikkert.

DEBAT

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribenternes egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Vores rusture på Københavns Universitet er kendt for at være levende, legende og lattermilde. Den er fuldstændig uundværlig.

Rusturen er den bevingede begyndelse på det eventyr og den rejse, en universitetsuddannelse også er. Uagtet hvor sindsoprivende en forelæsning kan være, så er det jo ikke dér, man for alvor lærer sine nye medstuderende at kende – det er på rusturen, man gør det!

Det er her, man får sit sociale anker. Det er her man skaber, måske endda livslange, relationer. Og det er her, man indvies.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at en rustur kræver en kæmpestor indsats. Rusture arrangeres frivilligt af rusvejledere, som i langt de fleste tilfælde ikke får løn.

Vi vil fra Studenterrådets side gerne give en enorm tak og stor respekt til vores rusvejledere. Hvis der skal arrangeres rusture, kræver det, at vores rusvejledere har lyst og overskud. Samtidig er vi dog heller ikke i tvivl om, at vores rusvejledere også kan have god gavn af en rustur.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Vi tager ønsket med ind i universitetsbestyrelsen

Livet under coronakrisen føles som sand, der løber mellem fingrene. Det er en forfærdelig følelse, og vi er nødt til at sætte en prop i elendighedsbadekarret, vi er nødt til at give noget, vores nye medstuderende kan se frem til. Og hvad er mere perfekt end en social og samhørighedsskabende weekend med sine medstuderende, hvor fundamentet for det gode studieliv støbes.

Vi er nødt til at sætte en prop i elendighedsbadekarret.

Alt det er selvfølgelig god nok grund til, at vores nye medstuderende skal sendes afsted på en rustur, når det er sikkert igen. Men en helt anden side af sagen er, at det faktisk også kan ende med at blive dyrt for KU, hvis vi lader være. Det koster nemlig KU rigtig mange penge, når studerende falder fra i løbet af deres studietid.

Og faktum er bare, at der er en klokkeklar sammenhæng mellem en god studiestart og et godt og langt studieliv. Derfor er det værd at investere i en god rustur for vores nye medstuderende.

LÆS OGSÅ: Uniavisens valginterview med Anders Mortensen

Det her er bare et af vores bud på, hvordan tænketankens anbefalinger får vind under vingerne. Vi synes virkelig, det er nogle gode anbefalinger, de er kommet med. Som de studerendes repræsentanter i universitetsbestyrelsen vil vi gøre alt, hvad vi kan for at tage anbefalingerne med ind i bestyrelsen og sørge for, at vores trivsel som studerende kommer højt på dagsordenen.

Seneste