Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Kandidat for Studenterrådet: »Intet kunne gøre mig lykkeligere end at gøre universitetet mere bæredygtigt«

Univalg 2020 — Studenterrådets kandidat til bestyrelsen, Anders Mortensen, vil kæmpe for et mere klimavenligt universitet og for krænkelsesvejledere til de studerende. Og så laver han sin egen brie.

Anders Mortensen skænker kaffe fra en termokande og rækker ud efter en karton med sødmælk.

»Jeg burde gå over til plantemælk, men jeg drømmer jo om at blive mejeriingeniør, så jeg holder mig altså til komælk i kaffen,« siger han og hælder en sjat i koppen.

Anders Mortensen er Studenterrådets kandidat til Københavns Universitets bestyrelse. Han læser en bachelor i Fødevarer og Ernæring. Uniavisen har sat ham stævne på et sted, der betyder noget for ham for at høre, hvordan han vil ændre universitetet og sine medstuderendes studieliv.

Krænkelser, mursten og klima

Vi mødes i festauditoriet på den gamle del af Frederiksberg Campus, Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole. Det var her, Anders Mortensen i marts 2019 var med til at lave en strejke for at få sit fakultet til at vægte klima højere.

Hvorfor mødes vi lige her?

»Vi ville have undervisning i klima, forskning i klima og et grønt universitet. Folk sad klemt sammen i vindueskarmene og på trapperne, og stemningen var vildt høj. John Renner, som var dekan dengang, kunne næsten ikke få ørenlyd. Han sagde bare, at ledelsen allerede gjorde en masse, men det gjorde den jo ikke. Men aktionen mundede ud i, at vi fik nedsat flere klimaudvalg og fik formuleret fem grønne krav. Det er jeg virkelig stolt af, faktisk.«

Hvad er dine mærkesager?

»Ud over et grønnere universitet, så går jeg til valg på to ting: At få presset huslejen på universitetets bygninger ned og at skabe en administration, hvor ingen studerende kommer i klemme. Det kræver at vi får lavet et bedre system til at håndtere, når der sker krænkelser på universitetet,« siger han.

»Som det er nu, lejer universitetet sine bygninger af staten, og det er en super god ordning for politikerne. De giver penge i forskningsstøtte, og så kan de trække dem tilbage i husleje. Som et tænkt eksempel kan man sige, at de giver 100 kroner til de studerende, og så tager de 50 kroner tilbage for at bruge dem igen. Vi bruger flere og flere penge på glas og mursten. Det er penge, vi burde bruge på studerende og uddannelse, synes jeg,« siger Anders Mortensen.

Desuden synes han, at det system, der findes til at håndtere krænkelsessager på universitetet er bygget op om administrationen frem for offerets behov, siger han.

»Jeg vil hellere se på, hvad det allerbedste, man kan gøre for offeret er, og så bygge systemet op om det. Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at vi havde nogle specialuddannede ac-vejledere, der var ansat til at rådgive de her unge mænd og kvinder,« siger han.

En katastrofe

Anders Mortensen taler hurtigt. Svaret falder også prompte på spørgsmålet om, hvad der er Københavns Universitets største udfordring.

»Det er helt sikkert vores byggesager. Det er en katastrofe.«

Han taler først og fremmest om Niels Bohr Bygningen, hvor prisen bliver ved med at stige og stige. Himmelflugten kan koste adskillige stillinger, fordi prisstigningen afspejler sig i den husleje, Københavns Universitet skal betale.

»Det er ærgerligt at skulle tale om økonomi, men vi må bare sande, at den er presset på universitetet. Jeg vil gerne have, at vi kan leje til rimelige priser.«

Det er ærgerligt at skulle tale om økonomi, men vi må bare sande, at den er presset på universitetet.

Anders Mortensen, kandidat for Studenterrådet

Hvordan er du en del af løsningen på det problem?

»Jeg ved, at bestyrelsen har fokus på det her, og det er jo også noget, der til dels skal løses på Christiansborg. Personligt har jeg tænkt mig at presse på gennem Studenterrådet med kampagner. Det her er grundlæggende så uretfærdigt, så jeg tror faktisk ikke, man behøver at gå så meget på gaden med bannere. Jeg tror, man kan løfte det med det gode argument.«

Anders Mortensens største motivation til at gå efter en plads i bestyrelsen er dog stadig håbet om at presse universitetet i en grønnere retning. Selv er han pescetarog rejser sjældent med fly, så han er klar over, at der skal nye vaner til, hvis man vil ændre noget.

Han fik for alvor klimablod på tanden i 2017, da han var med til at lave studieordningen på sit studie om. Indtil da lærte de studerende slet ikke om klima eller miljø, men det gør de nu.

»Det var en kæmpe vindersag for både universitetet og de studerende. Universitetets strategi udløber i 2023, så den kandidat, der bliver valgt til bestyrelsen får lov at være med til at lave den nye strategi, som løber flere år frem. Intet kunne gøre mig lykkeligere end at påvirke strategien og gøre universitetet mere bæredygtigt.«

Frygter, at partifarverne smitter af

Den største grund til, at Anders Mortensen ser sig selv som ham, der skal løse de her problemer, er, at han synes, det er sjovt.

»Jeg er sikker på, at der er mange andre, der også ville være superdygtige til at løse de her arbejdsopgaver, men jeg kan godt lide det parlamentariske arbejde,« siger han.

Der er ikke risiko for at få valgt sådan en Donald Trump-type.

Anders Mortensen, kandidat for Studenterrådet

Er der noget ved dine medkandidater, du beundrer?

»Ja! Jeg synes, at Frederikke (Gjerløff Werther, red.) har et fantastisk mod. Sidste år sagde Frit Forum nej tak til krænkelsesparathed, og det er jo at mene noget ret upopulært i de kredse, jeg færdes i i hvert fald. Jeg synes, det er sejt at holde fast i sin holdning, selv om den er upopulær,« siger Anders Mortensen om sin modkandidat fra Frit Forum.

LÆS OGSÅ: Kandidat for Frit Forum: »Jeg frygter at Studenterrådet betragter studerende som en gruppe svage individer«

»Anders (Storgaard fra Konservative Studerende, red.) er en fænomenal debattør og virkelig skarp. Og så skader jo aldrig at have en konservativ ballast når man ønsker at lede et universitet med over 500 år på bagen.«

LÆS OGSÅ: Kandidat for Konservative Studerende: »Vi er blevet enormt bange for at være krænkende«

Er der noget ved dem, du frygter?

»Det er nogle sympatiske mennesker. Der er ikke risiko for at få valgt sådan en Donald Trump-type. Men det er desværre også nogle mennesker, som er lidt afhængige af Christiansborg,« siger han.

For at være med i Frit Forum skal man være Socialdemokrat, og Konservative Studerende er en ungdomsorganisation under Det Konservative Folkeparti.

»Kan Frit Forum kritisere regeringen, hvis der bliver vedtaget nedskæringer i SU’en? Ville de tale Socialdemokratiets sag eller de studerendes? Og hvis Konservative lancerer et forslag om at fjerne kandidat-SU’en, hvor står Anders Storgaard så? Det er det, jeg frygter mest – at de ikke har uafhængigheden til at gøre det, som er bedst for de studerende, men får politiske skyklapper på. Det ville være så ærgerligt, for der er mere end politik, der binder os sammen som studerende.«

LÆS OGSÅ: Kandidat for Konservative Jurister er strømpemester og færdig med unødvendigt bureaukrati

Laver sin egen brie

Anders Mortensen har nærmest siddet med i alle udvalg, der er at sidde i.

Har du overhovedet tid til andet?

»Ja, for Søren! Jeg bor på kollegium, og det er den absolut bedste beslutning, jeg har truffet. I går holdt vi Mortens aften. Vi er også et par drenge, der træner sammen. Vi kalder det Big Boys’ Club,« siger han og griner.

Hvad lavede du i sidste uge?

»Der var jeg til middag på et andet køkken. Der fik jeg lige en øl og en gin og tonic, jeg savner virkelig fredagsbarerne, så det var rart.«

Læser du bøger eller ser fjernsyn?

»Jeg ser Den Store Bagedyst med kollegiekøkkenet, det er superhyggeligt. Og jeg elsker faglitteratur. Min bror har været på forfatterskolen i Norge og har foråret mig bøger af Karl Ove Knausgård, men jeg kommer bare ikke igennem skønlitteratur. Jeg har lige læst Lars Løkkes bog, jeg elsker den mand. ’Så har jeg lige cyklet 50 kilometer på cykel, så nu skal jeg lige have en øl og to smøger’. Det her med at leve det gode liv, det kan jeg godt lide. Jeg fik da også et par smøger i weekenden. Vi skal ikke være så bange for at fejle, vi er bare mennesker.«

Jeg har hørt, at du går meget op i ost?

»Jeg elsker ost! Jeg kan godt lide, at en ost er nærmest levende eller slimet, eller når brien får hår inde i midten. Jeg har en god kammerat på studiet, vi har lavet vores egen brie. Det er både sjovt at servere og spise.«

»Jeg skulle have været i praktik i Sønderjylland, hvor jeg skulle have lært at lave mozzarella, men det blev aflyst på grund af coronavirussen. En dag vil jeg gerne have et ismejeri. Så vil jeg lave is om sommeren og ost om vinteren. Ellers vil jeg opfinde en god, plantebaseret ost. De er ikke så gode endnu, de smelter dårligt på pizza.«

Seneste