Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Stjerneforskere: Stem på Inddrag Forskerne!

Støtteerklæring — Takket være Jesper Grodal og Pia Quist har det videnskabelige personale på Københavns Universitet fået en styrket position. Støt deres arbejde ved at stemme på Inddrag Forskerne!

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Først lidt baggrund: Fra 2014 til 2018 sad vi begge som repræsentanter for det videnskabelige personale i KUs bestyrelse, og vi erfarede begge på egen krop, hvor vanskeligt det kan være at få VIP’ernes perspektiver igennem i en bestyrelse med et flertal af KU-eksterne medlemmer.

Med universitetsloven i 2003 blev ledelsesstrukturen på universiteterne som bekendt professionaliseret, og der blev indført universitetsbestyrelser med et flertal af medlemmer fra sektorer uden for universitetet. Siden har både forskning og en række rapporter peget på, at medarbejderinddragelse er en forudsætning for forskningsfrihed.

Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd viste tidligere i år på baggrund af en stor undersøgelse blandt videnskabeligt personale i hele landet, at 70 procent ønsker mere inddragelse i akademisk strategi, budget og stillingsopslag, og de konkluderede, at universitetsloven sådan set giver mulighed for VIP-medbestemmelse, men at denne mulighed ikke udnyttes på universiteterne.

LÆS OGSÅ: Her er, hvad vi laver i universitetsbestyrelsen

Jesper Grodal og Pia Quist har formået noget, som det aldrig lykkedes os

Og nu til valget: Med Jesper Grodal og Pia Quist i bestyrelsen er der blevet gjort noget for netop VIP-medbestemmelsen. De har på vegne af listen Inddrag Forskerne! arbejdet hårdt for at få bestyrelsen og rektoratet med på den plan for styrket forskerinddragelse, som bestyrelsen vedtog i foråret. Gennem stædigt og vedholdende samarbejde med bestyrelsens øvrige medlemmer, er det deres fortjeneste, at Københavns Universitet nu indfører forskerkollegier og andre ændringer, der fører til styrkede VIP-positioner på fakultets- og rektoratsniveau.

Lige nu står de med en kæmpe opgave i forhold til administrationsreformen. De har fulgt processen og er inde i detaljerne. Derfor er det afgørende vigtigt, at de gives mulighed for at fortsætte arbejdet i bestyrelsen i den kommende periode. Jesper Grodal og Pia Quist har formået noget, som det aldrig lykkedes os, og vi vil derfor opfordre alle til at stemme på listen Inddrag Forskerne! Uanset om du er ph.d.-studerende, adjunkt eller professor, er du godt repræsenteret af Jesper Grodal og Pia Quist i bestyrelsen.

Seneste