Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
TIMETAL - Ved at tælle såkaldte tomme, undervisningsfri uger med har Det Humanistiske Fakultet fået semestrene på KUA til at fremstå to uger længere, end de reelt er. Det skriver Politiken. Nyheden har gjort de studerende rasende.
Studenterrådet ved Københavns Universitet er »harmdirrende over, at Københavns Universitet kunstigt har pustet semesterlængden op ved at indføre ’tomme’ uger midt i semestrene,« fremgår det af en frisk pressemeddelelse.
Ifølge Politiken har KU kunstigt fået det til at se ud som om, man tilbyder de studerende 14 ugers undervisning i stedet for de hidtidige 12 ved at tælle perioder uden undervisning med i regnskabet.
»En ting er at sige, at der ikke er råd til flere timer. Det er frustrerende nok i sig selv for studerende, der har under fem timer om ugen. Men det er ganske enkelt pinligt for Københavns Universitet bevidst at snyde med semesterlængderne,« siger formand Bjarke Lindemann Jepsen.
Han mener, at historien om de oppustede semestre kan skade samfundets tillid til universitetet.
Studenterrådet opfatter nyheden om de kunstigt forlængede semestre som den seneste i en række af skandaler på Humaniora, hvor det også for nylig blev afsløret, at de ekstra såkaldte taxameterpenge, som universitetet havde fået, så de studerende kunne få mere undervisning, var blevet brugt på helt andre formål af fakultetet.
»Med nedgangen fra 14- til 12 ugers-semestre på Humaniora i foråret 2011 protesterede vi studerende med budskabet om, at nu var smertegrænsen nået. Dengang lovede universitetsledelsen, at man ville gå tilbage til 14 uger,« siger Bjarke Lindemann Jepsen.
»Nu kommer det så frem, at de bevidst har ført os bag lyset og har lagt ’tomme’ uger ind i semesterplanerne. Det er ganske enkelt uværdigt, og kun noget, som jeg på det kraftigste kan tage afstand fra.«
chz@adm.ku.dk