Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Studerende om Stidsens plagiatsag: »Undervisere skal overholde de samme regler som os«

Voxpop — Tre danskstuderende reagerer på lektor Marianne Stidsens opsigelse, der kommer i kølvandet på beskyldninger om plagiat i to bøger.

Marianne Stidsen, lektor på Institut for Nordiske Studier, har sagt op på Københavns Universitet, efter hun er blevet anklaget for at plagiere journalistiske artikler og leksikonopslag i to bøger.

LÆS OGSÅ: Marianne Stidsen siger op efter plagiatanklager

Selv mener hun, at sagen er et udtryk for et »hysterisk pedanteri«, der hersker på universiteterne, har hun sagt til Information.

Ifølge de danskstuderende, der onsdag morgen den 10. november slængte sig på sofaerne i Nordisk Kaffebar, er det dog kun rimeligt, at undervisere oplever de samme konsekvenser som studerende i plagiatsager.

Uniavisen talte med tre af dem.

Andrea Aallmann

»Det har været meget spændende at følge med i sagen, for jeg havde Marianne som underviser sidste semester. Jeg havde tænkt, at jeg skulle skrive bachelor med hende som vejleder.

Sagen er opstået, samtidig med at der er rigtig mange studerende herude, som er viklet ind i plagiatsager, som jeg synes har været ret voldsomme. Det har været nogle små ting, helt ned til fodnoter, der ikke har været gode nok, og instituttets reaktion har været voldsom, synes jeg. Det kan blandt andet føre til bortvisning eller meget, meget lange sagsforløb.

Hun er jo en ansvarsperson, man har set op til.

Studerende Andrea Aallmann

Derfor har det været ret interessant at følge med i, hvad der så sker, når anklagerne rammer dem, der skal fortælle os, hvad vi må og ikke må. Det er måske heller ikke lige Marianne Stidsen, der har givet os allermest hjælp til at referere korrekt … men hun er jo en ansvarsperson, man har set op til.

Det er selvfølgelig også en faktor, at de ting, hun skriver, går imod, hvad størstedelen mener. Jeg synes, det har været meget sjovt at vurdere, om det bliver blæst op, fordi hun har upopulære holdninger, men efter jeg har undersøgt sagen, må jeg sige, at den er meget reel. Det er klare fejl, hun har lavet.

LÆS OGSÅ: Få styr på citatreglerne

Alligevel var min første reaktion, da jeg så, at hun havde sagt op, at det var ret voldsomt. Måske er jeg også bare en blødsøden humanist, der synes, at der skal være plads til at lave fejl. Jeg ville hellere have, at det var nemmere at fejle både for undervisere og studerende. Jeg synes, der mangler en samtale om, hvor grænsen går.

Men lige nu er pladsen til at fejle der bare heller ikke for studerende, og så bliver der også nødt til at være konsekvenser for de ansatte.

Marianne Stidsen er måske ikke den bedste vejleder at have, hvis hun ikke selv har styr på basale ting. Alligevel er jeg lidt ærgerlig over, at det ikke er en mulighed mere. For selv om jeg er meget uenig med hende om mange ting, så er hun en meget pædagogisk underviser, og det kan tit mangle lidt herude.«

Marc Kokholm

»Jeg synes, undervisere skal overholde de samme regler som studerende. Det er klart. Nu er det blandt andet leksikonopslag, hun har plagieret, og det synes jeg måske ikke er lige så groft, som hvis hun havde plagieret andre fagpersoners forskning.

Det er nok ikke kun den her plagiatsag, der har gjort, at hun har sagt op, det er måske dråben, der har fået bægeret til at flyde over. Hun har jo også fået en del kritik. Jeg ved ikke, om det er berettiget eller uberettiget. Der var i hvert fald godt gang i den til forsvaret af hendes doktorafhandling, kunne jeg se.

Det er fedt at have typer som hende […] Jeg synes da, det er en skam, at hun stopper.

Studerende Marc Kokholm

LÆS OGSÅ: Punkeren der blev dr.phil. (men stadig lever, som da hun var på dagpenge)

Hun kæder selv plagiatsagen lidt sammen med den kritik, hun har fået på indholdet af sin forskning og hendes meninger i MeToo-debatten … men jeg ved nu ikke, om den kobling holder.

Generelt vil jeg dog sige, at det er fedt at have typer som hende. Hun har, så vidt jeg har forstået, selv taget initiativ til at skrive sin doktorafhandling, har brugt ti år på den og har skrevet 1.300 sider. Det er inspirerende. Jeg synes da, det er en skam, at hun stopper.«

Rasmus Sommer

»Jeg vil ikke sige, om hun har eller ikke har gjort sig skyldig i plagiat, men meget tyder jo på det, og hvis det er tilfældet, synes jeg, det er meget passende at opsige sin stilling her på universitetet. Det er ikke et godt eksempel for de studerende at have en underviser, der er anklaget for plagiat, når vi selv bliver holdt så meget i ørerne og bliver advaret mod at gøre det. Og så underminerer det også bare hendes akademiske autoritet og pondus som forsker.

Der bliver nødt til at være en eller anden form for integritet, som man må vedligeholde i den position. Som studerende er der jo også konsekvenser, hvis man har gjort det, hun har gjort.«

Seneste