Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Punkeren der blev dr.phil. (men stadig lever, som da hun var på dagpenge)

Portræt — Hendes disputatsforsvar var et tilløbsstykke, der fik kritikerkollegaerne helt op at ringe. Mød Marianne Stidsen, der betragter litteraturen som et healende sted i en angstprovokerende tid.

»Nu har jeg efter sigende ret til at få ryddet sne i min indkørsel gratis,« siger Marianne Stidsen og gør store øjne. Ifølge en gammel regel, som ingen ved hvordan faktisk realiseres, er det et privilegium, der følger med rangen som dr.phil., fortæller Marianne Stidsen, som forsvarede disputats i december og nu kan kalde sig doktor.

Hun skraldgriner. Hun har hverken indkørsel, bil eller kørekort, og hun bor alene på 60 kvadratmeter på femte sal.

 

53-årige Marianne Stidsen gør tingene på sin måde. Hun er lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab med speciale i den nyeste danske litteratur. De sidste ti år har hun skrevet på sin monsterstore 1.300 siders afhandling on the side – hun har ikke været frikøbt, som det hedder, fra sin undervisning og sine almindelige forpligtelser på instituttet.

 »Det bekræfter mig i, at der er brug for det jeg laver, når det kan bringe sindene sådan i kog, at jeg går imod den teoretiske konsensus.«

Marianne Stidsen

Hun fortæller, at en norsk kollega spurgte, hvordan hun dog havde fået lov til det. ’Jeg har ikke spurgt’, lød svaret.

Den 11. december forsvarede hun så værket Den ny mimesis – Virkelighedstolkningen i dansk og nordisk litteratur efter Anden Verdenskrig på KUA. Det var en litterær begivenhed. Forfatterne var der, litteraturkritikerne var der og forskere fra ind- og udland. Opponenterne stod i kø, og Marianne Stidsen måtte stå på mål for sin metode, sin ordrigdom og sit litteratursyn i næsten seks stive timer, før hun kunne poppe champagnen.

Det gik hedt for sig, især var der kritik fra de lidt yngre anmeldere Lars Bukdahl og Tue Andersen Nexø. Sidstnævnte kaldte Marianne Stidsens værk »polemisk« og »ideologiserende.« Marianne Stidsen morer sig over, at hun kan få »hanbavianerne« op i det røde felt: »Det bekræfter mig i, at der er brug for det jeg laver, når det kan bringe sindene sådan i kog, at jeg går imod den teoretiske konsensus,« siger hun til Uniavisen.

Subjektet er ikke kosher

Marianne Stidsen fisker en Camel op af cigaretpakken efter at have sikret sig, at Uniavisen tåler røg. Hun har ganske rigtigt et teoretisk projekt, fortæller hun, nemlig at bringe subjektet tilbage i litteraturforskningen:

»Subjektet er ikke kosher i øjeblikket. Tænkning og traditioner, der interesserer sig for individets eksistentielle problemstillinger fyldte rigtig meget tidligere, men er blevet skrællet væk.« Det er et stort tab, synes Marianne Stidsen, som bringer subjektet tilbage i nye læsninger af en række værker fra efterkrigstidens store og lidt mindre kanon. Og hun ender med at stille en forstemmende diagnose: Det senmoderne individ lider af »psykiske fantomsmerter.«

Marianne Stidsen om de studerende

»De er fantastisk åbne, kritiske og hamrende intelligente. De køber ikke noget, bare fordi det lige er teoretisk mode. Det er så fedt at undervise dem.

Men når de skal skrive opgave eller have vejledning, så tror mange pludselig slet ikke de kan finde ud af noget selv.

Jeg får stribevis af mails om de mindste ting. Og det bekymrer mig – på deres vegne, for der er ingen faste manualer, man er nødt til at hoste op med dem selv.

Jeg er angst for stort set alle de beslutninger, jeg tager. Men hvis man lærer at æde angsten lidt i sig og give den fuckfingeren, så får man en selvfølelse, man ikke kan købe sig til for nok så mange 12-taller.«

Under forsvaret kaldte Stidsen sit værk for »et nødråb for skriftkulturen.« Og hun medgiver, at hun betragter litteraturen som et healende sted i en angstprovokerende tid. »Litteraturen er en stillekupe i vores højhastighedssamfund, hvor du kan synke ind i en verden og møde noget levet liv, som du kan bruge til at vende tankerne indad. Bogen har et kæmpe dannelsespotentiale som mødested for os mennesker i al vores individualitet og forskellighed.«

Derfor synes Marianne Stidsen, at de seneste års ’hvidhedsdebat’ – hvor litteraturkrikken er hidsigt optaget af forskelle i køn, kultur, alder og tro – er temmelig sørgelig: »Når jeg læser Yahya Hassan er det jo ikke svært at se forskellene, men åh hvor jeg dog kan leve mig ind i beskrivelserne af barndommens angstoplevelser. Jeg kan let skifte hans kulisser ud med mine egne. At være rodløs og forvirret er en meget almen problematik for os senmoderne mennesker. Og det er da et godt sted at mødes, selv om vi er forskellige.«Flere af Stidsens kritikere finder hendes opbyggelige litteratursyn gammeldaws. Til det svarer hun: »Kulturen er blevet ekstremt aggressiv, man skal hele tiden pege på forskelle og kløfter og noget, der forhindrer os i at tale sammen som civiliserede mennesker. Jeg hylder den gamle tanke inden for litteratur og humanvidenskaben om det fællesmenneskelige.«

Åd bøger som slik

For at forstå, hvorfor Marianne Stidsen – groft sagt – mener, at færre ville have brug for en psykiater, hvis flere læste bøger, skal vi tilbage til barndommen på landet ved Osted på Midtsjælland.

Som 16-årig flyttede Marianne Stidsen til Herning for at komme i lære som berider. Det tager syv år, men hun var topmotiveret: »Det var tough. Vi boede i små båse over staldene og arbejdede med hestene fra klokken 6 til 22,« husker Marianne Stidsen.

Da hun mærker interviewerens forargelse, siger hun:

»Men sådan er det. Al form for elitesport – herunder også forskning – er tough. Det kan jo ikke nytte noget. Hvis man vil til tops, så koster det.«

Og Marianne var parat til at betale prisen, så hun blev slået helt ud, da hun blev sorteret fra til en midtvejsprøve. Heldigvis havde hun læsningen at falde tilbage på hjemme på teenageværelset:

»Siden jeg var lille har jeg haft en enorm interesse for litteratur og filosofi. Jeg åd bøger som slik. Jeg pjækkede fra skole for at kunne læse!« Det var i samme periode, hun farvede håret sort, tog til punkkoncerter i Saltlageret og ellers gik op og ned ad hovedgaden i sin fars gamle regnfrakke på varme sommerdage.

Grinede sig igennem Kierkegaard

I lille Ny Tolstrup oplevede Marianne Stidsen, at bøgerne åbnede hendes verden. Hun former en tragt over hovedet med armene, når hun vil vise, hvad det betød:

»Litteraturen udvidede min verden enormt. Jeg fik tankerne op og flyve.« En stor del af opvæksten gik med at tygge sig igennem alle de bøger, hun kunne få fat i, og skrive sine egne tekster, som hun senere lærte at kalde essays.

Hjemmet var kærligt, trygt og religiøst, men ikke finkulturelt. Men så blev hendes forældre medlem af en bogklub:

»Det var grunden til at Kierkegaards Enten-Eller pludselig stod på bogreolen. Og jeg syntes det var noget af det mest festlige, underholdende og vilde, jeg havde læst. Jeg sad i min seng og grinede mig igennem Enten-Eller som stor teenager.«

»Jeg fik sjældent topkarakterer på universitetet. I det hele taget sjoflede vi undervisningen lidt.«

Ifølge Marianne Stidsen var det en stor fordel, at hun ikke vidste hvilke bøger, der havde hvilken status:

»Jeg læste Kierkegaard, som jeg læste alt muligt andet, fx Doris Lessing og Suzanne Brøgger. Jeg sprang bare de svære ord over og mente nok, at jeg havde forstået noget af det alligevel.«

I sin disputats besynger Marianne Stidsen velfærdssamfundet. Forældrene kom fra små kår, så begavede de end var, og fik ingen uddannelse:

»Jeg har en helt konkret og kropslig oplevelse af, hvad det kan betyde, at samfundet har som princip, at alle uanset socialklasse har adgang til uddannelse.«

Freischwebende intelligenz

Den uimponerede, legende og lystbetonede tilgang til litteraturen tog Marianne Stidsen med sig videre, hele vejen til universitetet.

Som underviser er Marianne Stidsen vildt imponeret over sine begavede studerende, men hun ville ønske, at de turde være mere fandenivoldske i stedet for at færdes så sikkert.

»Jeg fik sjældent topkarakterer på universitetet. I det hele taget sjoflede vi undervisningen lidt. Vi var levende optaget af faget, men vi dyrkede det på andre måder, mødtes hos hinanden og læste, skrev og diskuterede,« siger hun. Det var i løbet af studieårene, hun udviklede sin punkede pen.

»Da jeg blev kandidat, var det min plan at være det, der i den tyske romantik hed freischwebende intelligenz. Dengang kunne man holde sig flydende på dagpenge og kontanthjælp i et par år, og det gjorde jeg. Imens fortsatte jeg med det, jeg altid havde gjort: læste og skrev.«

Marianne Stidsen fik skrevet så meget i sin fritsvævende dagpengeperiode, at hun fik en adjunktstilling i den nyeste litteratur på Institut for Nordisk Filologi efter et par år.

»Så kunne jeg fortsætte arbejdet i nogle meget, meget privilegerede rammer. Men jeg var fortsat uanset rammerne, det kan jeg forsikre dig alt om.«

At Marianne Stidsen ikke er drevet af form, men af indhold, ser man af hendes livsstil: »Som du kan se på mit hjem her, lever jeg fuldstændig, som da jeg var på dagpenge. Jeg kan godt lide tanken om at jeg ikke har gjort mig afhængig af en stor indkomst. Jeg kan lide friheden i at kunne leve på en sten. Men jeg har det fedt, altså!«

Hvordan forkæler du dig selv?

»Med fred og ro og en ekstra smøg.«

# Skriv kommentar
Del

Deltag i debatten

Seneste